7 tips til dig som vil blive bedre til at strikke

I dette blogindlæg er der fokus på, hvordan du kan blive bedre til at strikke.

Dette indlæg er langt og har derfor en indholdsfortegnelse, så du kan hoppe til de afsnit, du ønsker at læse.

Indholdsfortegnelse:

  1. #Introduktion
  2. #Små-projekter
  3. #Strikkefasthed
  4. #Begynderstrik-forslag
  5. #De-basale-strikmasker
  6. #Brug-You-tube
  7. #Cheat-sheet
  8. #Strik-noget-nyttigt
  9. #Nemmere-end-du-tror
  10. #Få-overblikket
  11. #Det-kræver-handskestrik
  12. #Spørg-om-sværhedsgrad

Det som jeg tit hører, når jeg viser nogle af mine strikkreationer frem her og der, er variationer over følgende kommentarer:

  • Jeg er aldrig kommet længere end til det at strikke halstørklæder
  • At strikke sokker er min smertegrænse
  • Hvordan gør du? Jeg kommer aldrig til at strikke noget, som er så indviklet

Alt er jo svært indtil man kan det.

Bedre til at strikke – tre kategorier

Det at blive bedre til at strikke, kan dække over flere ting. Alt afhængig af dine strikkefærdigheder, drejer det sig typisk om at blive bedre til at:

  1. Kunne strikke med en ensartet strikkefasthed
  2. Blive hurtigere til at strikke
  3. Strikke mere avancerede og måske også større projekter

Det er klart at de tre ting hænger sammen. En ensartet strikkefasthed gør, at det færdige strikemne ser pænere ud, og når man bliver hurtigere til at strikke, så kommer lysten også til at ville strikke noget mere avanceret end fx et halstørklæde.

Du kan strikke en strikkjole
Islandsk inspireret strikkjole, strikket i 2014

1. Start med at strikke et lille projekt

Er du forholdsvis ny indenfor strikkens verden, så start ud i det små. Det vil sige små overskuelige projekter, du kan komme i mål med, så du får en succes.

Dengang jeg kastede mig over patchwork

På et tidspunkt kastede jeg mig over patchwork. Det var farverne i stofferne, der trak. Jeg kunne ikke styre mig, når jeg sad og kiggede på alt det lækre patchwork stof, der kunne erhverves.

Så jeg lagde ud med en quilt!

Som du nok kan gætte, er den jo aldrig blevet færdig. Her havde en pude eller en dækkeserviet nok været et væsentligt klogere valg!

Men jeg har stof nok til en halv patchwork-butik, skulle jeg have lyst til at genoptage den hobby.

Jeg har dog længe tænkt, at jeg vil bruge noget af det stof til kanterne på strikkede babytæpper af uld. Endnu et projekt som jeg har i støbeskeen.

Den lige kant er eftertragtet, når der strikkes

Der er noget, der hedder strikkefasthed, og kan du ikke strikke med en jævn trådspænding, ja – så bliver kanten ikke lige.

Den vil bølge frem og tilbage, fordi du henholdsvis strikker for stramt og for løst. Dermed kommer der altså ikke den eftertragtede snorlige kant på dit strikketøj.

At strikke et halstørklæde med lige kanter kan være en udfordring
Halstørklæde strikket i dobbeltstrik

Det er selvfølgelig ikke særligt pænt og slet ikke, hvis det fx er på et halstørklæde.

Identificer problemet – så du kan løse det!

Skal man blive bedre til noget, man har svært ved, skal man finde ud af, hvad det er, man skal ændre.

Det som gerne giver problemer med strikkefastheden, er at retmaskerne er strikket for løst og vrangmaskerne for stramt.

Årsagen til det er, at retmaskerne er nemmere at strikke, mens vrangmaskerne er mere besværlige. Derfor er der en tendens til at strikke netop vrangmaskerne strammere, fordi de er sværere.

Et par små mamelukker er nemme at strikke
Miniature-mamelukker, du kan se hvordan alle maskerne i glatstrikningen er lige høje

Er dine masker lige høje?

Ser du på dit strikketøj, kan du let se, om dine strikkede masker er lige høje.

Er der forskel i højden af de strikkede masker enten på den samme strikkede omgang/pind eller når du sammenligner to strikkede pinde/omgange er din strikkefasthed ujævn.

Det kræver øvelse og omhyggelighed at kunne strikke med den samme strikkefasthed igennem et helt projekt.

Så imens du øver dig, er der herunder tre forslag til, hvordan du kan skjule en kant, som ikke er helt lige.

Strik noget der kan sys sammen

Prøv at strikker noget, som skal sys sammen, da man så ikke kan se det

Scrunchies i ret kan du strikke på to pinde
En scrunchie strikket på to pinde og kun i ret
  1. Et bud kunne være scrunchies. Her kan du vælge at strikke dem i retstrik.
  2. Strikkede bøjlebetræk skal også sys sammen og kunne være et andet bud på et strikkeprojekt, som er overkommeligt.
  3. Et tredje bud er de filtede futter, som strikkes i retstrik og på pind 5.

Karklude er godt begynderstrik

Skal du have styr på strikkefastheden, så er karklude også et rigtigt godt forslag til små overkommelige projekter, som du kan få succes med.

Der er masser af varianter, du kan strikke indenfor karklude, fra det mest basale til det ret så avancerede.

Skal du lære at strikke med en jævn strikkefasthed, så start med de mest enkelte mønstre, der kun indeholder simpel ret, eller ret og vrang.

Dogmeklude
Dogmeklud i slikfarver

Skulle kanten ikke blive lige på de første du strikker, så er det bare en karklud, og dens funktion er ikke afhængig af en lige kant.

Det er også uden de helt store investeringer, fordi bomuldsgarn er så billigt, du kan få et nøgle til en 10’er.

Karklude er også nyttige, du kan bruge dem selv eller give dem væk som værtindegaver.

Som du kan se lidt længere nede, så syntes jeg, at man skal strikke noget, som er nyttigt.

2. Lær at strikke de basale masker

At kunne strikke med en jævn strikkefasthed og det at blive hurtigere til at strikke, hænger ret tæt sammen. Derfor gælder det om at få lært og øvet, hvordan de basale masker strikkes, så de sidder på rygraden. At strikke lidt hver dag er derfor godt.

De basale masker indenfor strik er:

Ret og vrangmasker

Så er der variationerne over de to slags masker. At strikke drejet ret er et eksempel, et andet er at strikke to ret sammen, eller to vrang sammen.

Du kan komme utroligt langt med bare ret og vrang og kombinationer heraf, er min erfaring.

3. Brug You-tube til både simpelt og avanceret strikketeknik

Jeg bruger You-tube, når jeg skal sætte mig ind i noget nyt strikketeknik.

You-tube er genialt, fordi du kan få vist, hvordan de fleste simple og avancerede strikketeknikker gribes an. Du kan sætte videoen på pause, mens du øver dig og du kan gentage det igen og igen, indtil du kan det.

Uanset om du er absolut nybegynder eller du kan strikke til et vist niveau, er det overkommeligt at lære og implementere nye strikkefærdigheder via You-tube.

Vælg strikkevideoer der varer 5 minutter eller under

Jeg går efter de strikkevideoer, der ligger på 5 min eller under og har flest views. Årsagen er at der er et gyldent cut i fht., hvor længe man gider at se på en video. Det cut ligger på 5 min.

Dernæst er det også sådan, at kan man ikke skære til benet og på 5 min eller mindre forklare det man skal, ja – så vil du i langt de fleste tilfælde være bedre tjent med at se en anden video.

Vær i et fællesskab med andre strikkepersoner

Vil du blive bedre til at læse og forstå opskrifter og mønsterdiagrammer?

Så er det en god ide at have et fællesskab med andre, som også strikker.

Close-up af vinterbrocherne der pynter kjolens bærestykke

Du kan fx blive medlem af en af de mange strikkegrupper på FB.

Her kan du få hjælp af andre strikkere og efter det, jeg har set i disse grupper, så er medlemmerne ualmindelige hjælpsomme og deler meget gerne ud af deres viden.

Jeg har veninder, som også strikker ligesom jeg og det er superhyggeligt.

Når vi er ude at gå tur, så falder snakken tit på strik. Vi følger lidt med i hinandens projekter, og giver hinanden gode strikketips om et eller andet, som man måske går og tænker over.

Her sidst faldt snakken på sweaters med raglanærmer. Emnet var om raglanærmer kun kan strikkes oppe fra og ned eller om man også kan strikke dem nedefra og op?

Både You-tube og strikfællesskaber vil gøre, at du får opgraderet dine strikkefærdigheder og dermed kan vælge mellem flere og mere avancerede strikopskrifter og mønstre.

Næste råd handler om at have et cheat-sheet.

4. Brug et cheat sheet – snydeark, når du skal strikke

Et cheat-sheet er en anden måde at hjælpe sig selv på, så man bliver bedre og hurtigere til at strikke.

Et cheat sheet er én side eller flere, hvor det er forklaret eller du kan se, hvordan de mere avancerede masker skal strikkes samt deres forkortelser i den opskrift, du strikker på.

Jeg bruger sådan et cheat sheet, når jeg hækler. Jeg kan typisk ikke huske, hvordan de lidt mere avancerede hæklemasker skal hækles eller deres forkortelser.

Så jeg har et cheat sheet liggende ved siden af den hækleopskrift, jeg følger, så jeg hurtigt kan se, hvordan jeg skal gøre.

Hæklede blomster til at sætte på strikkede eller hæklede bøjler

Du kan gøre det samme med de strikmasker og forkortelser, du skal bruge i den opskrift, du strikker på.

Det består et cheat-sheet af

I de fleste strikopskrifter er der angivet, hvad de forskellige forkortelser betyder, altså strikkelingoen, som anvendes i den pågældende opskrift og i mange nyere strikkebøger er begge dele med.

Et cheat sheet består af to dele, som er vist ved siden af hinanden:

  • Den ene er forkortelsen, selve strikkekoden og hvad den står for.
  • Den anden del forklarer, hvordan du gør. Det kan være tekst, en illustration eller måske begge dele. Min erfaring er, at det er bedst, hvis der også er illustrationer med. Disse kan være enten som tegninger eller billeder.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Sådan udarbejder du dit eget cheat-sheet til din opskrift

  • Er der i din opskrift angivet forkortelser og hvad de står for, så har du allerede fået halvdelen af dit cheat sheet.
  • Den anden halvdel er så at finde illustrationer eller tekst, der viser/forklarer, hvordan man fx strikker en maske drejet ret eller hvad det nu måtte være.
  • Så mangler du bare at sætte de to dele op ved siden af hinanden, så du kan sammenholde forkortelsen og hvad den står for med illustrationen eller forklaringen. Du kan tage billeder, scanne samt tage screen-dumps eller fotokopiere og klippe/klistre, når du skal sætte delene sammen.

Jeg har i øvrigt fundet en god strikkeordbog her, som også har de engelske forkortelser. Desværre er der ikke illustrationer med, så dem må du så søge efter på nettet eller i dine strikkebøger, hvis du har sådan nogle.

5. At strikke noget nyttigt

Jeg syntes, det man strikker skal være nyttigt. I hvert fald skal det være nyttigt i ens egen optik.

Strik skal være noget, du kan bruge og glæde dig over. Så er chancen for, at det bliver færdiggjort også meget større.

Nu tænker du måske, hvor nyttigt er miniaturestrik så lige?

Og nej, miniaturestrik er ikke nyttigt på samme skala, som fx et par fingerhandsker eller en hue er.

Miniaturestrik er for sjov, det er til pynt og jeg er vild med det. Det gør det nyttigt for mig.

Guirlande med blandet miniaturestrik

Hvilket strik er nyttigt for dig?

6. Det ser tit sværere ud end det er

Lige netop miniaturestrik har udløst nogle af de her, nej, hvor er det avanceret!

Men sandheden er, at det ser sværere ud, end det er.

Faktisk er det sådan, at det er nemmere at strikke noget småt end noget stort. I hvert fald så længe du bare strikker med færre masker og ikke på tyndere pinde.

Dernæst er det også langt hurtigere.

Et par vanter er strikket på en times tid, en sweater på en aften!

Du kan selv gøre forsøget, prøv fx at strikke de små vanter, men i stedet for at strikke dem på pind 2,5 mm, som jeg har gjort, så brug pind 3 eller 3,5 mm eller endnu større pinde, hvis du syntes.

Du får så et par vanter, som er væsentligt større, men ideen er at se, at det ikke er umuligt. Reelt er de jo bare nedskaleret og jo mindre pind du strikker dem på, jo mere nuttede fremstår de små vanter.

Små strikkede vanter på snor
Små strikkede vanter på sat på snor

7. Få overblikket ved at opdele i delprocesser

Har du prøvet at skære dig i en finger, er du bekendt med fænomenet. Der er blod over det hele og det ser voldsomt ud, og meget værre end det egentligt er. Årsagen er, at du mangler overblikket.

Sådan er det også med strik, det kan se besværligt ud, når man ser det færdige projekt.

Det gør det, fordi du ikke har overblikket over, hvad de enkelte delprocesser består af og kræver af strikketeknik.

Mit yndlingseksempel er at strikke sokker versus det at strikke fingerhandsker.

Det er ikke sværere, det er bare mere besværligt at strikke handsker end sokker/strømper, hvilket skyldes fingrene.

Handskestrik
Margrethemønstret strikket i garnet fra Hedgehog

Del et strikketøj op

Deler du en strikhandske op i dens forskellige bestanddele som er:

Manchet/skaft, hånd og fingre

så er der tre delprocesser, der kræver forskellige strikketeknikker.

Deler du en strikket sok op, så har du derimod fire delprocesser:

Skaft, hæl, fod og tå

som kræver forskellige teknikker.

Det kræver en strikhandske af strikkefærdigheder

Strikke manchetten

Manchetten på en strikhandske er oftest rib i en eller anden form.

  • Her skal du altså kunne strikke ret og vrang.

Strikke hånd og tommelfingerkilen

Hånden og håndryggen er den næste del. Her er tommelfingerkilen og mønstret placeret, hvis der er et.

  • Tommelfingerkilen kræver, at du kan strikke ret og vrang samt tage masker ud.

Hvad angår mønstret, kan du vælge at strikke kun ret, så du har glatstrik på håndflade og håndryg. Er det for kedeligt, kan du strikke et mønster, hvor der kun er ret og vrang, her er fx Amelia et godt valg.

Skal du strikke et par fingerhandsker med kun ret og vrang er Ameliamønstret et godt valg
Strikkede fingerhandsker til en lille pige i Amaliamønstret
  • Ved hånden skal du altså kunne strikke ret og vrang, tage masker ud samt slå masker op.

Strikke fingre

Fingrene strikker jeg altid i glatstrik, undtagen den første pind.

  • Så det du skal beherske, når der strikkes fingre, er igen ret og vrang, samle masker op og slå masker op samt endelig at strikke retmasker sammen, når fingrene skal lukkes af.

Virker for alle strikprojekter

Tricket er at nedbryde til delprocesser, og derved få et overblik og en indsigt i, hvad det kræver af strikketekniske færdigheder.

Du kan gøre det samme for en sweater, en hue, sokker/strømper eller hvilket strikprojekt du nu går og drømmer om at strikke.

Spørg ind før du køber den opskrift, du vil strikke

Man har også lov at forhøre sig om, hvor svær en opskrift er, før man køber den.

Jeg er flere gange blevet spurgt i forbindelse med salg af handskemønstre, om der er forskel på sværhedsgraden af to specifikke mønstre.

Det kan være, at det kræver lidt mailkorrespondance frem og tilbage at finde ud af, hvad der er svært for den pågældende strikkeperson. Men typisk er det afklaret meget hurtigt.

Er du indenfor eller udenfor din comfort zone?

Når du nedbryder til mindre dele, får du altså et overblik over, hvad det er, du skal kunne i hver delproces rent strikke-wise.

Det gør også, at du så ved, om det ligger inden for dine nuværende færdigheder, det som også kaldes ens comfort zone.

At strikke bøjlebetræk er godt begynderstrik
Strikkede bøjler i pastelfarver

Ligger det udenfor dine strikketekniske færdigheder, så kan du vælge at lære noget nyt, måske må du binge lidt You-tube strikkevideoer, for at sætte dig ind i mere avanceret strikketeknik.

Eller du må udsøge dig et andet strikkeprojekt, som passer bedre ind i, hvad du kan.

Du kan se mere her om det at strikke strømper versus at strikke handsker i ABC til handskestrik

Sidst men ikke mindst – husk at strikke lidt hver dag

Øvelse går mester, og skal du blive bedre til at strikke, så er det som før nævnt en god ide at strikke lidt hver dag. Bare 15 minutter brugt hver dag på at strikke vil hæve din strikkehastighed i løbet af forholdsvis kort tid.

Måske kan du også få færdiggjort nogle UFO’s, store som små, som bare har ligget og ventet på, at du gav dem lidt opmærksomhed.

Har du nogle gode strikketips?

Har du et rigtigt godt tip til, hvordan man kan blive bedre til at strikke, så er du meget velkommen til at skrive det i kommentarfeltet herunder.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste?

Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “7 tips til dig som vil blive bedre til at strikke” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Garnnøgler i pastelfarver
Mens vi venter på foråret. Pastelfarver, I love it!

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook, Instagram, Bloglovin samt Pinterest, i fald du gider det.

Eller du kan blive nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Fingerhandsker, Miniaturestrik, Strik, Strikkefasthed, Strikketips and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to 7 tips til dig som vil blive bedre til at strikke

  1. Sanne says:

    Super godt indlæg. Jeg lærte selv at strikke for 10 års tid siden. Jeg havde ikke tålmodigheden og var ikke ud af en strikkefamilie. Jeg fik min svigerinde som strikkecoach, og hun sagde i starten at strik bare var ret og vrang, indtagninger og udtagninger, og variationer over disse. Det trøstede mig meget, det lød jo nemt nok. Jeg kunne overhovedet ikke læse en opskrift og slet ikke forstå et diagram. Det kan jeg nu, og jeg sørger for hele tiden at strikke noget mere vanskeligt for at udfordre mig selv. Men ind imellem kan jeg nu godt snuppe et trekantet sjal i lutter ret, bare fordi det er nemt og hyggeligt. ♥

    • Alfien says:

      Tak
      Hvor godt du kunne få en strikkecoach i din svigerinde, når du ikke havde mulighed for at lære det derhjemme.
      Ja, øvelse gør mester og det at du flytter dig ud af comfort zonen ved hele tiden at udfordre dig selv på strikkefronten, det kan du være stolt af.
      At strikke kun ret er afslappende, og så velegnet til fjernsynsstrik eller socialstrik.

      Dbh.
      Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *