Hyldeblomstsaft og citronsyltetøj med hyld til ost

Hyldeblomstsaft og citronsyltetøj med hyld

Næsten hver sommer fremstiller Alfien hyldeblomstsaft og koger derefter citronsyltetøj af de citroner, som blev anvendt til fremstillingen af hyldeblomstdrikken. I starten hvor jeg fremstillede hyldeblomstsaft gjorde jeg det ikke, citronerne blev bare smidt ud, hvilket er rigtig synd.

Nu er det tid igen for saftfremstilling

Når jeg i disse dage kigger mig rundt i haven, kan jeg se at det er lige ved at være den tid igen, det er en del tidligere end forrige år, men der har også været ekstremt mange solskinstimer i maj, 2018.Hyldeblomstsaft

Drikken fryses ned, så er man dejlig fri for brug af atamon, som ikke er super sundt, samt at det typisk gærer.

Servering

Jeg stiller gerne en kande ufortyndet hyldeblomstdrik frem og en kande med vand på bordet, så kan man fortynde saften i det forhold, der passer en. Som glas bruger jeg  grønne hvidvinsglas og især dem fra Holmegaard. Jeg samler lidt på grønne glas i det små og har efterhånden en del forskellige. Det grønne glas underneden er fra serien Wien Antik, Lyngby Glasværk, og det er et hvidvinsglas.Hyldeblomstsaft

Opskrift på hyldeblomstsaft fra Politiken

Jeg bruger følgende grundopskrift til drikken, og den er efter sigende meget vellykket, er tilbagemeldingerne fra sommergæsterne. Den har vist været kåret i Politiken som årets bedste engang.

Ingredienser til hyldeblomstsaft:

25 skærme hyldeblomster, helst plukket en solrig sommermorgen medens der stadig er dug i græsset
1½ kg sukker
20 g citronsyre
1 l vand
3 øko citroner

Fremgangsmåde

Hyldeblomster, citroner i skiver og sukker lægges i en stor krukke eller en spand. citronsyren blandes i kogende vand og hældes over. Dækkes til og stilles køligt. Skal trække i 5 døgn, der røres i det et par gange om dagen.

Sådan gøres det i Alfieboet

Her i Alfieboet foregår det på den måde, at grenene klippes af som skærmene sidder på, så beskærer man jo samtidigt. Dejligt praktisk, når man er i gang i haven alligevel. Det er husfotografen som beskærer hyldebuskene, og de er ret så høje. Derfor er det særlig rart at man ikke skal stå på en stige eller måske en vakkelvorn stol, når skærmene skal plukkes. Alfien har fået lidt respekt for højder efter sidste års uheld under brombærplukningen.Hyldeblomstsaft

Klip så meget af stilken af som muligt

Når alle skærmene er plukket af, klippes så meget af stilken af som muligt, dvs. ikke længere ned end at skærmen stadig er intakt og derefter skæres de vaskede citronerne op. Hyldeblomst, citroner og sukker lægges lagvis i et glaseret lerfad og til sidst hældes der kogende vand over tilsat citronsyre. Der overtrækkes med film og sættes ind i køleskabet, hvorefter det omrøres en gang om dagen.Hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft skal trække fem dage

Når de fem dage er gået er hyldeblomstsaften færdig og citroner og hyldeblomster skal fjernes fra væsken. Først fiskes de skårne citroner op og lægges i en gryde til citronsyltetøj. Hyldeblomstsaft

Derefter fjernes alle hyldeblomsterne, som lægges i en skål. Pres hyldeblomsterne let, så du får en god del af den væde med i hyldedrikken, som er bundet i hyldeblomsterne.

Si hyldeblomstdrikken

Hyldedrikken sies igennem en fintmasket si eller et osteklæde, hældes på plastposer, og fryses ned. Jeg tager gerne en ca. 300 ml fra, som kommes på en skoldet glasflaske og opbevares i køleskab. Den drikkes indenfor en uge, er min erfaring.

Opskrift på citronsyltetøj

Citronsyltetøj er himmelsk til ost.

Alfien har desværre et anstrengt forhold til ost, forstået på den måde, at mådehold ikke er en option og spiser derfor hovedsageligt kun ost, når der er gæster eller ved besøg hos andre. Derfor gives det meste af syltetøjsproduktionen væk til væsener, som ikke har de samme kvaler.

Citronsyltetøjet, har modsat de andre ting jeg fremstiller, et højt sukkerindhold. Men til ost er det ikke meningen, at der skal bruges ret store mængder, det er en delikatesse. En opskrift på stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomst og vanilje, med lavt sukkerindhold, ca. 20%, kan du se her:Stikkelsbærsyltetøj med lavt sukkerindhold

Sådan gør du

Sæt gryden med citroner på blusset ved svag varme og knug resten af væden fra hyldeblomsterne over i gryden med citroner. Nogle koger også hyldeblomsterne med i syltetøjet, men det syntes jeg ikke om at tygge i. Billedet underneden viser citronsyltetøjet i tre stadier.  Øverst er det færdigkogt, til venstre er citronerne begyndt at skifte udseende og endelig til højre er der lige tændt for blusset

Citronerne fra saftfremstillingen er gennemvædet af sukkerlagen og endvidere er der  meget pektin i citronernes skræl, albedoen, at det bliver ret så stift, når det har kogt et stykke tid. Tilsæt derfor én dl vand med jævne mellemrum, ca. hvert 10 minut eller når du syntes, at nu er det blevet meget stift.

Fire dl vand til seks citroner

Til seks citroner endte jeg med at tilsætte 4 dl vand og det tog i alt ca. 50 min at koge citronerne ud.

Hvornår er syltetøjet færdigt?

Du kan se, når det er ved at være færdigt, citronerne skifter udseende og konsistens. Jeg udfører altid geleringsprøven, en teskefuld af syltetøjet lægges på en tallerken og når  tallerkenen kan vippes uden at det render af, så er det færdigt. Syltetøj til ost skal være ret stift, langt mere end almindeligt syltetøj, det er ikke meningen at det skal løbe. 

Hæld syltetøjet på små skoldede glas, skyllede med cognac og sæt de skoldede låg, ligeledes skyllede i cognac, på.

Brug citronsyltetøjet som værtindegave

Jeg bruger ret små glas til citronsyltetøjet. Årsagen er den, at jeg bruger det som værtindegaver. Jo flere glas, jo flere gaver kan jeg give væk i løbet af året. Jeg sætter endvidere et gifttag på, det syntes jeg gør gaven lidt mere flot.

Gør Alfien glad

Kunne du bruge opskrifterne på hhv. hyldeblomstsaft og/eller citronsyltetøj, så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre. Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

This entry was posted in Have og Drivhus, Hyldeblomst, Sund kost and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Hyldeblomstsaft og citronsyltetøj med hyld til ost

  1. Lone Hall says:

    Wow hvor lækkert. Er ny læser her på bloggen, og er ret begejstret. Blev anbefalet at kigge ind, af Sissepigen som har The White Cottage.
    Rigtig god ny uge.

    Lone

    • Birgitte Petersen says:

      Tak for en dejlig kommentar, og det glæder mig, at du kan lide det du ser.
      Ja, The White Cottage er et sted, hvor de flotte billeder står i kø for at blive beundret.
      God uge til dig også.

      Mange hilsner
      Alfien AKA Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *