Kræmmerhuse i ballerinastyle – Alfiens værksted

Lysten til at fremstille kræmmerhuse kom pludselig over mig i foråret.

Og da gammelt nodepapir fortsat er et hit i Alfieboet, gik jeg således i gang, selvom der var lang tid til jul.

Gammelt nodepapir har patina

De gamle noder er interessante af flere grunde.

Tykt papir er lækkert at røre ved og gamle noder er typisk trykt på papir, som ligger omkring 150 g per kvadratmeter.

Gammelt papir er også gulnet på den lækre måde og den patina, som disse noder har, er jeg vild med.

Ikke et kedeligt kræmmerhus

Men det skulle ikke være et almindeligt kedeligt kræmmerhus.

Nej, det skulle glimre, stråle og samtidig være elegant og ligesom svævende.

Kræmmerhuse
Kræmmerhus i tåspidsdans

En ballerina med sit strutskørt er et meget godt billede på, hvad det udsmykkede kræmmerhus illuderer.

Så hvad kunne være mere passende end at kalde kræmmerhusene for Ballerina?

Fransk landstil og shabby chic i Alfieboet

Jeg bor i et gammelt hus, sådan lidt fransk landstil blandet op med shabby chic og nogle gange mere shabby end chic, indrømmer jeg gerne.

Her passer kræmmerhusene, med de pastelfarvede kanter, perfekt ind i stilen, syntes jeg.

Hæng dem på en dør eller i vinduet

Skal de kun pynte på juletræet, er det for de fleste en meget begrænset periode, man har glæde af dem.

For at få mere glæde af kræmmerhusene i længere tid, har jeg fundet alternative ophængingsmuligheder.

Jeg hænger fx. et kræmmerhus på min glasdør med palæruder, her er det på dørhåndtaget.

Kræmmerhuset pynter på glasdøren ind til mit kontor

De ville også være fine på selve dørens ruder i forskellige højder og farver eller i vinduerne.

Tror også der skal hænge et par stykker på trappen op til førstesalen. Det kommer der mere om, når vi kommer tættere på jul.

Pre-loved materialer – Upcycling

Har du besøgt bloggen før, ved du at second-hand effekter, genbrugskøb, pre-loved items, arvede ting samt containerfund ved storskraldstid er meget værdsat i Alfieboet.

Alt hvad der kan upcycles til et nyt anderledes produkt, tiltaler mig voldsomt.

Det er der flere årsager til, og en af dem er, at det er væsentligt bedre for kloden at genbruge end at producere nyt.

Et af de nye costum made stempler

Derfor afsøger jeg først genbrugsbutikkerne og derefter spørger jeg rundt i omgangskredsen.

Det er også en mulighed for andre til at få ryddet ud og op og give effekterne til en, som faktisk værdsætter dem.

Nodepapiret til kræmmerhusene

Nodepapiret er hovedsageligt fundet i forskellige genbrugsbutikker.

I Københavnstrup er gammelt nodepapir i øvrigt i høj kurs, og kan være svært at lede op i den kvalitet jeg vil have, og billigt er det heller ikke, er min erfaring.

Kræmmerhusene er klippet, mens hankene er skåret på en skæremaskine

Men jeg er ihærdig, når jeg får en idé og endelig har der også været lidt donationer fra familie samt venner og tak for det.

Stemplerne

Nye stempler

En af de ting jeg elsker, når jeg arbejder med kræmmerhusene, er muligheden for at bruge forskellige stempler og blækfarver.

Så jeg har købt en masse nye stempler hjem. Herunder to som er costum made.

De er bestilt hjem fra Rubberblade i England, og lever fuldt op til mine forventninger

Du kan se én mere nedenunder

Stemplet med handmade bliver flittigt brugt på indersiden af kræmmerhusene

Fremstilling af kræmmerhuse er en slowhobby

Der er en del procestrin i fremstillingen af kræmmerhuse.

  • Udklipning af papir til kræmmerhuse og hanke
  • Stempling
  • Formning af kræmmerhuset
  • Lakering
  • Påsætning af kant, hank og eventuelt rhinstene

Ligeledes er der tørretid imellem flere af trinene.

Derfor tager det også laaaang tid at fremstille dem.

Tages tørretiden fra, går der hurtigt én time eller mere per styk.

Det er forudsat, at der ikke er noget der driller.

Kræmmerhuse
Decoupage i blågrønne jewel tones vist med kræmmerhus med lyslilla pels og stempler

Men der er jo altid noget der driller, som alle kreative sjæle ved.

Så det er en form for slowhobby, vil jeg sige.

Kræmmerhusproduktionen samler generationerne

Fordi der er så mange trin i kræmmerhusproduktionen, og det samtidig er en langsommelig proces, er det noget som egner sig yderst glimrende til at være flere om.

Der skal tegnes, klippes og skæres, limes, stemples samt lakeres ikke mindst, så mens der arbejdes er der mulighed for at snakke om alt imellem himmel og jord.

Så jeg og Mindstealfien har siddet nogle eftermiddage og hygget os med at forme kræmmerhuse. Og forleden lørdag brugte jeg og min svigermor også en dag i julepyntens tegn.

Det er bare hyggeligt at sidde og lave noget sammen.

Og man burde gøre det meget mere og ikke kun når der fremstilles julepynt.

Spidsen

Har du prøvet at lave kræmmerhuse, så ved du også hvad det er, der er svært.

Spidsen!

Det er den, som kan drille i et omfang, man ikke skulle tro var muligt.

Kræmmerhuse
Kræmmerhuse med tre forskellige farver pelskant, lyslilla, hvid og gammelrosa

Kræmmerhuset formes i hænderne

Jeg former kræmmerhuset i hænderne, og det er ikke ualmindeligt, at der let går 10 minutter, før jeg er tilfreds med den.

Kan det ikke være lige meget, om kræmmerhusets spids er fin eller ej?

I Alfieboet er det ikke lige meget.

En del af din sjæl findes i dine kreationer

Der er masser af grimme ting uden sjæl, så det behøves jeg ikke at hjælpe til med at lave mere af.

Ligeledes er jeg ganske glimrende i stand til at vurdere, om noget er lækkert udført og med et flot finish.

Dette er uanset, om det er indenfor noget, jeg selv er i stand til at fremstille som fx.strik eller det er i en hel anden boldgade, som fx. tøj eller keramik.

Opstrikning af Prinsesse O i pastelgrøn, vist med vintagering i matchende farver

Passion

Er det med et flot finish og sans for detaljen, så er der også passion med i spillet.

Passion kommer indefra, fra sjælen.

Sådanne effekter har et helt andet skær over sig, og man er ikke i tvivl. Skæret kommer fra den del af sjælen, som er lagt i fremstillingsprocessen.

Kræmmerhuse
Decoupage, kræmmerhus, gavetag og strikkede handsker, i forskellige nuancer af rød

Man får altså en flig af et andet menneskes sjæl med hjem sammen med produktet.

Prisfastsættelse er ikke en nem disciplin

Det kan være ret så svært at prissætte sine egne ting.

Det er der flere grunde til og den væsentligste er, at det netop er ens egne ting.

Så jeg starter med at foretage en rundspørge i venindekredsen, for lige at høre ad, hvad de syntes.

Det jeg er interesseret i at vide er, om produktet har en såkaldt lækkerhedsfaktor og hvad de selv ville give for effekten i en fysisk butik.

Hvad siger de fysiske butikker?

Dernæst tager jeg mig gevaldigt sammen og begynder at besøge de butikker, som har en stil og indretning, jeg kan lide.

Derudover skal mine effekter, i dette tilfælde mine kræmmerhuse, passe ind i deres sortiment.

Kræmmerhuse
Der kan også pyntes med gamle smykkedele fra ødelagte eller kasserede smykker

Mod skal der til

Der skal mod til at gå rundt og vise sine kreationer frem, skulle jeg hilse og sige.

Man viser noget af sig selv og det kan ikke være anderledes.

Hvordan man vil opfattes eller ikke opfattes, er udtrykt i ens kreationer.

Virkelighedskorrektion

Men for det første er det ganske sundt at blive virkelighedskorrigeret, og dernæst holder jeg mig til mottoet nedenunder:

If you don’t go, you never know

Endelig har jeg også lovet husfotografen, at når jeg får en af mine, syntes jeg i hvert fald selv, bedre ideer, så tager jeg også turen rundt i de fysiske butikker og forhører mig om prisleje osv.

Det gør jeg uanset om jeg kan lide det eller ej!

Jeg afslører gerne, at jeg ikke har følt mig så sårbar i hele 2019, som da jeg lige havde løftet låget på æsken med mine kræmmerhuse en augustdag, i en butik.

Kræmmerhuse
Kræmmerhusene på et leje af lyserødt og hvidt silkepapir

Det var første gang, at jeg viste kræmmerhusene til andre end nogle jeg kendte.

Den første butik

Dernæst var det også i en butik, hvor indehaveren selv fremstiller ting af papir, så barren var sat højt.

Men de blev yderst vel modtaget, og jeg fik også et kvalificeret bud på en vejledende udsalgspris, samt masser af gode råd med på vejen.

Som alt andet i livet handler det om at øve sig, så efter den første butik blev det nemmere.

Prisen for et kræmmerhus

Efter besøg i forskellige fysiske butikker, hvor jeg var interesseret i at have mine ting repræsenteret, blev prislejet anslået til at ligge mellem DKK 229 og 249.

Kræmmerhuse
Kræmmerhuse med hhv. gammelrosa og hvid kant vist med Prinsesse T

Så jeg har lagt mig fast på DKK 229 for et kræmmerhus med kant, i fald du skulle være interesseret i at erhverve et.

God service

Et af de gode råd jeg fik, var at få en butik til at bruge dem som juleudstilling, enten som en del af vinduesudstillingen eller som dekoration i selve butikken.

Som med billederne til strikhandskerne, gælder det om at blive set.

Et andet sted tog indehaveren sig tid til at skrive alle de steder op, som han mente kunne være interesseret i at have kræmmerhusene repræsenteret i deres butik.

Sikken en service

Næsten uden undtagelse har jeg kun haft positive oplevelser i de butikker, jeg har besøgt.

CVR-registreret

Det første en interesseret butik i øvrigt spørger om er:

Er du CVR-registreret?

Det er jeg naturligvis.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste?

Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Kræmmerhuse i ballerinastyle” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Kræmmerhuse med gammelrosa kant

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook, Instagram samt Pinterest, i fald du gider det.

Eller du kan blive nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in DIY, Genbrugsbutik, Jul, Kræmmerhuse, Upcycling and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Kræmmerhuse i ballerinastyle – Alfiens værksted

  1. Hej Birgitte ,
    et flot indlæg, med dine smukke kræmmerhuse , dejligt at se dig på min blog , tak skal du have. Hilsen Dorthe

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *