Maskepolitiet og andet nyttigt, når der strikkes

Maskepolitiet og styr på omgangene

Mønsterstrikning handler, som de fleste strikkere ved, i udpræget grad om at holde styr på omgange og masker uanset om det er strik i vintagestil eller ej. Ordet maskepolitiet kom derfor i spil, da jeg den anden dag manglede en maske på en omgang, på de grønne fingerhandsker jeg strikker på for tiden. MaskepolitietDet har altså ikke noget at gøre med brug af niqab eller anden tildækning, som nogle måske kunne tro. Det viste sig heldigvis, at jeg bare havde tabt en maske, da jeg pillede en omgang op. Så alt åndede igen fred og idyl i Alfieboet, da den var samlet op og strikningen kunne fortsætte. Jeg har i øvrigt savnet at strikke på mine fingerhandsker. Men nu hvor det er blevet lidt koldere i vejret, er det igen muligt at sidde med et strikketøj, der indeholder uld og tak for det.

Strikketeknik i vintagestil

Vintagestil involverer som oftest mønsterstrikning, såsom hulstrik og snoninger, men også rib for en bedre pasform. Du kan se mere om strikketeknik i vintagestrik her: Strikketeknik og vintagemønstre.

Brochen er fra min sædvanlige leverandør af den slags, nemlig Kathe, som har de smukkeste brocher, øreringe og perlekæder på FB.

Hvordan virker det her maskepoliti?

Som du kan se på billedet, så markerer jeg ude i siden af opskriften, antal omgange. Udover tal bruger jeg kryds, X, og pil, -> og forkortelsen TF. Maskepolitiet

Krydset står for en færdigstrikket omgang. Hvorimod pilen bruges, når jeg lægger strikketøjet fra mig. Pilen markerer således, hvilken omgang jeg skal strikke næste gang. Så ved jeg, at jeg er nået til omgang otte eller hvad det nu måtte være. TF står for udtagning til tommelfinger. Når der er listet op samt krydset af bliver antal fejl i det strikkede arbejde langt færre.

Her har maskepolitiet især sin berettigelse

Alle der har prøvet at strikke handsker, vanter eller luffer med tommelfingerkile, ved at er der noget som kan drille, hvis man ikke holder styr på omgangene, så er det udtagning til tommelfinger. Særligt hvis man strikker med mørkt garn, er min erfaring. Maskepolitiet har derfor især en berettigelse, når der tales om tommelfingerudtagning.

Min holdning til tommelfingerkiler er, at de gør at handskernes pasform kommer helt i top. Påsatte tommelfingre giver slet ikke samme pasform. Endelig ser det også mere elegant ud, finder jeg.

Nemmere at gøre et notat end at tælle

Belært af erfaring, er det også langt nemmere at gøre et notat, end at skal sidde og finde ud af hvor til i mønstret, jeg er kommet, næste gang der er dømt strikketid. Det er selvfølgeligt lidt omstændigt, at hver gang der er strikket en omgang, skal pennen fattes og der skal krydses af, men jeg finder som sagt, at det er umagen værd. Dette også fordi jeg har det med strikkeprojekter, som med bøger, jeg har tit gang i både tre og fire forskellige af slagsen på samme tid. Så maskepolitiet er kommet for at bliver, når der er mønsterstrik på programmet i Alfieboet.

Flere projekter i gang på samme tid – hvorfor det?

Socialstrik

Årsagerne til dette er flere, en af dem hedder socialstrik. Skal man sidde og deltage i en konversation, er det nødt til at være et enkelt arbejde, rent strikketeknisk. Især hvis man altså ønsker at være nærværende. Ellers laver man uværgeligt fejl eller går glip af noget interessant, er min dyrekøbte erfaring. Jeg har før måtte trevle næsten alt det op, jeg havde strikket på et besøg. Jeg mestrede desværre ikke både konversationen og det at strikke på samme tid. I bakspejlet kunne jeg se, at jeg havde valgt et for avanceret mønster at arbejde på.

Mønsteropstart kræver koncentration

Problematisk er det også gerne, hvis man skal starte et mønster op. Første pind er alfa og omega at få rigtig, når der tales mønsterstrik. Nemmere går det, hvis man bare skal strikke videre i mønster. Noget som også er godt at strikke ved sociale lejligheder er ribkanter og endelig er endehæftning også en disciplin, som egner sig fortrinligt til socialstrik.

Never not knitting – Rejsestrik

For en never not knitting person, som Alfien, er planlægningen af hvad der kan strikkes når det er ferie, en del af det at strikke. Hvis der også er rejseaktivitet, skal der planlægges yderligere ned i detaljen, så der ikke går dyrebar strikketid tabt. Der er meget ventetid, når man rejser. På toge, færger etc. og ligeledes er der også tid i toget eller på færgen, der kan fordrives på nyttig vis, med lidt afslappende strik.

Enkelt strik er at foretrække når man er på cykeltur

Alfien er gerne på cykeltur, hver sommer. Her gælder det om at have noget enkelt med at strikke på. Enkelt kan være mange ting, men pladsen er gerne begrænset, hvilket gør at et lille ensfarvet håndarbejde er at foretrække. Så det at have udstyret sig med et avanceret mønster, der måske også kræver utallige farveskift undervejs er ikke lige sagen. Sidste år strikkede jeg uldne fingerhandsker på cykelturen rundt om på Bornholm. Vejret var til den kølige side, som mange nok kan huske. Jeg sad på en strand iført lange bukser og uldtøj og strikkede, hvilket ikke er sådan det er foregået i år. Maskepolitiet

I denne sommerferie har jeg været på cykelferie langs Nordstien i Nordsjælland. Her strikkede jeg på mine dogmeklude, der var en ensfarvet klud som skulle strikkes op. Bomuldsgarn er behageligt at have i hænderne, når det er varmt, så det har ikke kunne passe bedre. Vil du se mere om dogmekludene, er det her:Dogmeklude

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien endnu gladere og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Fingerhandsker, Strik, Vintagestil | Tagged , , , , , | 2 Comments

Dogmeklude – brug alle dine rester til stribede klude

Dogmeklude – af restegarn i matchende farver

Opgaven Alfien havde stillet sig selv, da projektet med at strikke stribede klude af bomuldsgarn gik i gang, var at det kun skulle være af restegarn. Ligeledes skulle de også være lækre, hvilket handler en del om farvekoordinering og endelig skulle de kunne passe sammen på kryds og tværs. En form for dogmeklude, kan man sige. Dogmeklude

Det med kun at bruge restegarn til at strikke dogmeklude med holdt dog ikke helt, hvilket især skyldes at bomuldsgarn er så billigt, et nøgle kan købes for DKK 10. Men så kan man jo altid strikke en ensfarvet klud eller strikke en klud, hvor en enkelt farve udgør 90 – 95% af det strikkede arbejde. Disse klude med én dominerende farve, passer i øvrigt også glimrende sammen med de mere farverige eksemplarer. Men trods lidt nyindkøb af et par nøgler, er der dog blevet tyndet voldsomt ud i resterne af bomuldsgarn.

Få brugt alle rester også de helt små

Problemet er gerne at få brugt de bittesmå rester, der hvor der kun er få gram eller endnu mindre tilbage og samtidigt få et lækkert udtryk. Det har jeg puslet lidt med henover sommeren, og resultatet kan du se nedenunder. Jeg har rullet kludene, så de ligner en roulade eller en snegl, når de ses oppefra. Til fotoshootet er de sat i nogle gamle indiske trækasser til murstensfremstilling, så de nemt kan placeres på badeværelset som små gæstehåndklæder. Dogmeklude

Men jeg tænker også, at de vil være fine som mundservietter, det kommer der nok et blogindlæg om senere.

Opskriften kan købes for DKK 29

Opskriften på dogmeklude kan du nu købe for DKK 29. Der er opskrifter til klude med seks forskellige mønsterkombinationer i pdf-filen. Du kan bruge dem som de er, eller anvende dem som inspiration og udarbejde dine egne mønsterkombinationer.

Mål de helt små rester i stedet for at veje dem

Til to mønsterpinde er garnforbruget små to meter alt efter, hvor meget du afsætter til at hæfte ender med. Helt præcist bruger jeg 190 cm til to mønsterpinde. Det er så lille en mængde, at den ikke giver udslag på min vægt, så ved små mængder bruger jeg et målebånd i stedet for en vægt. Du kan afmåle en længde på to meter af en garnfarve, der kan bruges som længdereference.

Dogmeklude – Du skal være opmærksom på:

Bred kant til start og afslutning

Det ser finest ud at have en bred kant til start og afslutning. På en enkelt klud prøvede jeg  at slutte af med kun få pinde, altså en smal kant. Jeg syntes ikke, det ser ligeså pænt ud, se billede underneden.Dogmeklude

Flere farveskift ser bedre ud

Kluden bliver mere interessant jo flere farveskift og farver du har. Man kan læne sig lidt op ad Kaffe Fasset, som siger: Er du i tvivl så brug flere farver. Det er til gengæld ikke så godt på endehæftningskontoen. Min holdning er der, at det går nok. Hellere noget pænere og et lidt større arbejde end et mindre interessant resultat, rent visuelt. Dogmeklude

Ovenover kan du se forskellen på to klude som i mønster næsten er ens. Men den øverste klud er brudt op i mønsterrapportens midte af bundfarven, mens den underste kluds mønsterrapport kun består af lyserøde nuancer i midten.

Match af farver

På en klud

Jo mere lækker en farvekombination du vælger, jo mere lækker bliver kluden. Jeg samler gerne de valgte farver i hænderne, for at få et indtryk af hvor godt de passer sammen.Dogmeklude

Eller jeg lægger garnnøglerne op i den colourway, jeg ønsker at anvende. På den måde er det nemt at flytte rundt, og i hvert fald langt nemmere end at pille op, hvilket jeg også har været ude i et par gange. Endelig kan du også klippe et lille stykke tråd af hver farve og sætte det fast på et stykke papir med tape i den valgte farvekombination.

Kludene imellem

Jo flere af de samme farver, der optræder i de forskellige klude, jo bedre matcher de hinanden. Ligeledes er det med farvetonen, fx. passer pasteller sammen på kryds og tværs, fra lyserød, over lyseblå til lysegrøn etc. Da jeg har mest pastelfarvet garn, har det været forholdsvist nemt.Dogmeklude

Der hvor jeg har haft andre farver, bruger jeg dem sparsomt, max. to pinde i hver mønsterkombination, og sikrer dermed at alt lettere passer sammen.

Ingen regler uden undtagelser

Den eneste undtagelse var, da jeg strikkede kluden som passer til min kjole. Det gjorde jeg nu mest for sjov. Jeg tænkte, at der kunne komme et fedt billede ud af det, og kluden skal nok blive brugt. De fleste af resterne kom fra,  hvad der var blevet tilovers efter bøjlebetrækkene til kjolen.Dogmeklude

Og ja, jeg strikkede tre matchende betræk til den samme kjole.

Alle de viste brocher i dette indlæg er fra min sædvanlige leverandør, Kathe.

Det praktiske og det kedelige: Hæftning af ender

Mange farveskift giver mange ender at hæfte. Jeg tager en klud af gangen, og jeg bruger ikke en nål, men en hæklenål. Det er meget nemmere end at tråde en nål, fandt jeg ud af på et tidspunkt, hvor jeg havde strikket en trøje i garn fra Noro. Dogmeklude

Har du prøvet at strikke med det japanske garn, ved du, hvad jeg snakker om. Garnet skifter farve hele tiden. Ønsker man fx en bestemt farve til halsen eller en manchet, må det strikkes af mange mindre garnstykker, ofte stykket sammen fra flere nøgler. Det medfører selvfølgelig mange ender, der skal hæftes. Link til trøje strikket i garn fra Noro:Trøje strikket i garn fra Noro med matchende broche. På kludene kan du også vælge at strikke enderne med ind, men hvor der er få pinde med samme farve inden et nyt farveskift, bliver det svært at få siden pænt, er min erfaring. Se her, hvordan du medstrikker ender: Strik enderne med. Endelig egner endehæftning sig yderst fint til socialstrik, da det ikke kræver den store opmærksomhed, så man også kan deltage i samtalen.

Størrelsen på hæklenålen

Jeg bruger en hæklenål i størrelse 1,75 mm til at hæfte ender på mine dogmeklude. DogmekludeMen jeg har også prøvet med hæklenåle i størrelsen 2, 2,50 og 3 mm til kludene og det går også fint. Kludene har en retside, der hvor fletningen er, og en vrangside. Endehæftningen forgår på vrangsiden, som det ses på billedcollagen nedenunder. Ringen er fra Kirsten Kytner, som har Baronessens skattekiste på Instagram, der er mange gode ting. Du finder hende her:SkattekisteDogmeklude

Bind en knude ved farveskift

For at undgå at den side, hvor der skiftes garnfarve bliver for løs, binder jeg en knude på de to farver, som indgår i farveskiftet. Herved sikres også, at kanten ikke slår og bugter sig, men holdes lige. Jeg strikker cirka 10 masker med den nye farve, inden knuden bindes.Dogmeklude

I billedcollagen nedenunder kan du ser, hvordan jeg bare slår en enkelt knude.Dogmeklude

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien endnu gladere og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.Dogmeklude

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Bomuldsgarn, Dogmeklude, Dogmestrik, Garnrester, Strikkede karklude, Strikkede klude | Tagged , , , , , , , , | 20 Comments

Alfiens ophold i sommerlandet og en genbrugsbutik

Som altid foretrækker Alfien at være i Dannevang, når det er sommer. Denne sommer har ikke været nogen undtagelse, og hvorfor også rejse væk, når vejret er så godt? Varme i det omfang som sommeren har budt på, er også alt rigeligt til min smag. Der har været fantastiske skønne morgener og vidunderlige lune aftener.

Men midt på dagen når temperaturen let op på små 30 grader, der bliver det bare for varmt til at lave noget som helst, syntes Alfien, undtaget måske lige at strikke. Jeg er stadig på mine dogmeklude, det har været sommerens strikkedille i Alfieboet. Du får lige et sneakpeek fra fotoshootet forleden og du kan se mere her:Dogmeklude

Ferien på Sjælland

Ferien gik derfor til en del af Sjælland, hvor vi ikke kommer så oftere. Nemlig besøg i Faxe kalkbrud og på Møn, og så hjem over Sorø. Til stadighed undrer det mig, at der kan blive ved med at være steder i Danmark, jeg ikke har besøgt.

Faxe kalkbrud

Kalkbruddet er forunderligt flot, hvidt og med søer i alle afskygninger af blå og grøn. Vi var der på den varmeste tid af dagen, lige omkring kl. 13, og vandrede rundt én times tid nede i selve bruddet.

Bagefter var vi på Geomuseet en times tid, og blev opdateret omkring fossiler, kridttid, meteornedslag osv. Geomuseet er et lille museum, men indeholder mange fine fund, er fundene særligt fine, benævnes de Danekræ.

Møn

Det var længe siden vi havde været på Møn sidst. Møn er mange ting, men nok mest kendt for sin klint, den besøgte vi dog ikke i år. Til gengæld var vi på Ulvshale strand, der i følge turistbrochuren, var blandt de bedste i Europa. Det tvivler jeg dog stærkt på, syntes jeg har været på mange strande rundt om i Danmark, som var fuldt på højde eller mere med den strand. Men der var ingen sten, hvilket er et stort plus og vandet var dejligt.

Dark sky

Som noget nyt markedsfører Møn sig flere steder med det som hedder Dark sky. Dvs. at der er mulighed for at se stjernehimmelen uden forstyrrende kunstigt lys. Mens Alfien sov sødeligt havde husfotografen derfor gang i apparatet. Resultatet kan du se nedenunder. Kigger du godt efter, kan du se Karlsvognen nederst på billedet.

Sorø og en genbrugsbutik

Sorø har jeg kun passeret med tog og lysten til at se Sorø Akademi og den flotte sø, skulle nu indfries. Som ved Faxe kalkbrud, er byen opstået omkring seværdigheden, her Akademiet, og ikke omvendt. Efter at have kigget på Akademiet bevægede vi os ned i byen, og her var der til Alfiens store glæde mere end en genbrugsbutik på hovedgaden. En af dem som var rigtig sjov, var en kaffebar, hvor alt inventaret også var til salg: Kaffebar i SorøGenbrugsbutik

Som altid væbner husfotografen sig med tålmodighed, når Alfiens taktile trang opstår. Tror næsten jeg rørte ved alt, hvad der var i den lille genbrugsbutik. Meget af det foregik med tekruset i den ene hånd, som på billedet ovenover, som jeg i øvrigt ikke var klar over blev taget.

En lillebrorskammel

Inden jeg gik ind i den lille genbrugsbutik, havde jeg fået øje på en skammel, som var noget mindre end den model, jeg havde containet hos genboen, da der var storskrald for nogle år siden. Skamlen fra genboen havde et ret så farverigt udseende, og så ud som om den måske havde været brugt til at stille dåser med maling på.

Men den blev slebet, grundet og derefter malet i to forskellige blå farver sammen med dens lidt mindre slægtning, som kan anes bagved. Årsagen til de blå farver er, at i Alfieboet er der udover hvide vægge også blå og grønne.

Selvfølgelig kom skamlen med hjem

Det korte af det lange er, at selvfølgelig kom den med hjem. Et af argumenterne var at jeg havde ryddet så meget op i ferien, og smidt masser af ting ud, herunder to stole. Så kan man vel nok forsvare at købe en skammel? Genbrugsbutik

Som altid med den slags ting, skal de bringes tilbage til fordums glans, men det går nok også.I øvrigt er den ikke så medtaget, at den skal istandsættes med det samme og blåt sæde har den også. Jeg fik da også meget apropo en Solhat med hjem fra en blomsterforretning også beliggende på hovedgaden, nu jeg var i gang.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Ferie i Danmark, Genbrugsbutik, Vintagestil | Tagged , , | Leave a comment

Projekter når det er sommer – måske når jeg det hele?

Alfien har som sædvanligt lagt en masse planer for ferien. Oprydning står altid på skemaet, men også at få bund i nogle af de projekter, som er blevet skubbet i løbet af året. Projekter har jeg altid masser af, fx. den løbende fatwa mod alt det, som har samlet sig i kælderen og andre steder. Men også de mere hyggelige og hobbybetonede projekter, som selvfølgelig inkluderer strik og mad. Derudover er der også alle de sociale arrangementer, der er blevet skudt til ferien.

Projekter i Alfieboet

Fotoshoot af fingerhandsker i mønstret Rigmor

Et af de projekter der var blevet skubbet, var et fotoshoot til opskriften af et par strikkede fingerhandsker, i mønstret kaldet Rigmor. projekter

Årsagen var den lidt uheldige omstændighed at jeg havde tabt to par færdigstrikkede handsker, hvoraf den ene var i dette mønster, sidste efterår. Ærgerligt nok var det før de havde nået at blive fotograferet. De måtte derfor strikkes om og det tog lidt tid at få taget sig sammen til det.

Stylet med to brocher i stedet for halskæder

Fingerhandskerne er stylet med to matchende vintagebrocher i emalje fra 1960’erne, jeg syntes det skulle være noget andet end de sædvanlige halskæder. Emaljebrocher er i øvrigt noget, jeg er blevet rigtig glad for inden for det sidste halve år. De viste brocher er alle erhvervet i Kathes gruppe på FB:Blomsterlyst

Interesseret i flere fingerhandskemønstre?

Du kan se flere mønstre her: Fingerhandsker i vintagestil og her: Flere strikkede fingerhandsker i vintagestil. Opskrifter på strikkede fingerhandsker koster DKK 29.

Dogmeklude – strikket i bomuld

På strikkefronten er jeg for tiden i gang med at strikke dogmeklude af bomuld. Det er en herlig beskæftigelse, der egner sig yderst glimrende til et varmt vejr. Der kommer et indlæg om dogmekludene senere på sommeren, når jeg har fået udarbejdet opskriften, de har været til fotoshoot etc. Dogmeklude. Det forrige indlæg om karkludene, der egentlig er for fine til karklude, kan ses her: Kludene som var for fine til karkludeprojekter

Terrassetrappen – Blomster og en ridder i beton

I Alfieboet, som i resten af landet, er det varmt. Det er herligt, at kunne sidde ude morgen, middag og aften og også lidt ind imellem, men dog helst i skyggen. Netop skygge er der meget af på min lille terrasse og det er også det sted udenfor, hvor jeg sidder allermest, når vejret er godt. Trappen og terrassen er fyldt med blomster, hvilket i sig selv er et projekt at få købt ind. Jeg støtter flittigt byens blomsterhandlere, når foråret og sommeren melder sin komme. Særligt glad er jeg for de lilla og blå farver.

Alfien – En containerarkæolog

Alfien udøver ihærdigt disciplinen containerarkæologi. Det er de mest fantastiske effekter, der kan findes både ved storskraldstid og indimellem. Betonrelieffet med ridderen var stillet til storskrald en vinterdag i forbindelse med et hussalg på den vej, hvor jeg bor, for en fire år siden. Relieffet er fra 1930’erne og havde siddet på husets garage siden opførslen, men nu skulle der styles til salg, så ned var det taget og ud skulle det.projekter

Jeg var heldig, at jeg kom forbi og fik øje på det, endvidere stod ejeren af huset der, så jeg fik historien, og derudover bar han det hjem til mig. Taknemmelig var jeg både over fundet og hjælpen til hjemtransporten, relieffet er tungt som et ondt år. Relieffet står nu og pynter på trappen ned til terrassen med en sommerfuglelavendel foran.

Sct. George og dragen på SMK

Jeg har netop været på Statens Museum for kunst, SMK, og se deres særudstilling Hieroglyffer. Her var der udstillet et værk af Gustave Moreau med titlen Sct. George og dragen. Da jeg betragtede billedet, slog det mig, at betonrelieffet da havde et lignende motiv. Udstillingen er i øvrigt glimrende, se mere her: SMK: Hieroglyffer frem til 12.august 2018

Besøg her og hisset

Det at få set alle dem man gerne vil, er også noget som kan være svært at nå i hverdagen, og især hvis man ikke bor tæt på hinanden. Sommerferien er derfor oplagt til den slags visitter.

Besøg i Hornbæk

På et dejligt besøg hos en nys genfunden slægtning i Hornbæk forleden, kom vi tilfældigt forbi et privat loppemarked. Alfien eeeeeelsker loppemarkeder og især de private af slagsen. Her stod den lille knælende og bedende madonnafigur, og den kunne jeg ikke stå for. Vel hjemme igen blev hun anbragt på et gammelt glaslagkagefad, der var blevet tilovers efter at køkkenet var ryddet op ugen før. Hun har, når der ikke er linet op til fotoshoot, en glasklokke over sig.

Malmø

Malmø har også stået på en liste over to- do projekter hele foråret, så sidste uge var jeg afsted med den mindste Alfie. Udover at kigge en masse købte jeg den grønne japanske skål i en lille japansk butik, beliggende i en sidegade lige ved stationen. Nu er det ikke fordi jeg mangler små nipsting, men farven, en lækker grønlig pastel, var uimodståelig. Jeg tænkte at jeg kunne bruge den til smykker eller måske håndsæbe. Den endte så, som du kan se på billedet ovenover, med at blive til smykker. Brochen er fra min sædvanlige leverandør af den slags og perlearmbåndet og halskæden er fra brundesign, som har  yderst lækre ting. Du kan se mere her: Perlearmbånd og halskæde

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Bomuldsgarn, Fingerhandsker, Garnrester, Have og Drivhus, Strik, Strikkede klude, Vintagestil | Tagged , , , , , | Leave a comment

Dip – Bønnedip og hummus

Opskrift på varianter af dip – bønnedip og hummus

Året rundt fremstiller jeg dip af kogte bælgfrugter, kikærter eller forskellige bønner. Om sommeren er det især godt som dip til gulerod/agurkestave eller til frugt såsom ananas og æble. Som dressing til salat er bønnedip også forrygende eller i stedet for smør. Endelig ikke at forglemme selvfølgelig som dip til chips. bønnedip

Alt efter hvilke bælgfrugter du anvender, kan dippen være alt fra hvid over til det lillasorte.

Bønnedip er sund mad

Bønner har et højt indhold af vegetabilsk protein og kostfibre, fedtindholdet derimod er ganske lavt. Bønner er derfor gode til at stabilisere et følsomt blodsukker, og i bogen: Lad bønner forandre dit liv af Lars-Erik Litsfeldt kan du læse mere om dette: Om bogen: Lad bønner forandre dit liv. Udover en sænkning af blodsukkeret opnåede han også et ret så betydelig vægttab, 25 kg på 2,5 måned. Mængden af kogte bønner er 1 dl til hvert måltid, også om morgenen, hvilket svarer til omkring 70 gram kidneybønner.

Bønnedip spiser jeg selv meget ofte, også om morgenen hvis der er noget til overs fra dagen før. Følsomt blodsukker kender jeg altfor godt til og hvis du har lyst til at læse, hvordan det faktisk kan lade sig gøre at opnå et normalt blodsukker er det her:Følsomt blodsukker

Hummus er fremstillet af kikærter

Hummus er navnet på den dip, der fremstilles af kikærter, mens bønnemos er hvad man også kan kalde dippen af bønner fremstillet af bælgfrugter såsom kidneybønner, hvide bønner også kendt som navybeans, pintobønner osv. Jeg bruger stort set samme opskrift til hummus som til bønnedip, det er faktisk kun vandmængden der varierer.

Grundopskrift til bønnedip – Ingredienser:

Udblødte og kogte bælgfrugter, det kan være hvide bønner, kikærter, kidneybønner, borlotti bønner, sorte bønner etc. Bønnedip

  • 200 g udblødte bælgfrugter – hvide bønner, kikærter, kidneybønner etc. Her kan du også bruge kogte bønner fra dåse, hvis du ikke har tid til at udbløde og koge selv.
  • Saften af ca. én halv citron
  • én barneske med top af tahin
  • én halv teskefuld knust spidskommen
  • ½ dl vand og ca. 20 g. olivenolie
  • salt og peber samt edelsus paprika til at pynte med

Jeg bruger desværre ikke hvidløg, da svovlforbindelserne som findes i friskt hvidløg, har tendens til at give mig hovedpine og især hvis jeg spiser det til frokost. Men hvis du er anderledes heldigt indrettet hvad angår tolerance overfor frisk hvidløg, så er det bare med at bruge løs.

Fremgangsmåde:

  • Hæld bønner, tahin, spidskommen, lidt salt og peber op i en blender og tilsæt vand, olivenolie samt citronsaft. Jeg tilsætter aldrig al væden fra start, så kan man bedre justere smag og konsistens, det samme gælder for salt og peber.
  • Blend til alle bønner er most, juster med resterende vand, olie og citron til rette smag og konsistens er opnået. Ønsker du en mere flydende bønnedip øger du vandmængden og vice versa.
  • Hæld over i en skål eller en glasbeholder, og nu er det ligesom en lille zenhave, mosen skal friseres med en gaffel, dejligt afslappende. Slutteligt sprinkles med lidt olivenolie og lidt sød paprika kan drysses over, så der er en kontrast imellem farven på mosen og krydderiet. Man kan endvidere pynte med lidt krydderurter, underneden er brugt surkløver og en purløg i blomst.Bønnedip
  • Bemærk at kikærter kræver en lidt større mængde vand når de blendes. Dette skyldes at de er mere tørre i det end andre kogte bælgfrugter.

Bønnesalat og kogning af bønner

Er du til bønnesalat eller vil du se kogetid for forskellige bønner, kan du se Alfiens opskrifter her:Bønnesalat med sennepsdressing

Gør Alfien glad

Brugte du opskriften på hummus eller bønnedip og kunne du lide det, så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet. Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB

Posted in Humus, Sund kost, Vegetarisk | Tagged , , , , , , | Leave a comment

En sommerfuglebroche i mit hår og andet flitterstads

En sommerfuglebroche landede i mit hår

Som altid er Alfien på udkig efter andre måder at anvende sine brocher og øreringe på og en dag kom pludselige ideen til at sætte en broche i hårelastikken. Brochen er en meget fin rød sommerfuglebroche,vintage selvfølgelig, med glassten fra 50’erne.

Jeg bruger den her om sommeren sammen med min blomstrede yndlingskjole fra 60’erne og nogle blomsterbrocher i emalje. Håret er sat op i en høj hestehale og bukket om, hvilket jeg finder er klædeligt, især når man ikke er hel ung længere.

Frisuren er set før i Alfieboet

Frisuren er en gammel kending og jeg fandt på den tilbage i 15, da jeg gik all-in på hårelastikker af upcycled Burberry stof. Du kan se mere her om det:Hårelastikker og frisurer

Kjolen er fundet på ebay

Kjolen fandt jeg på ebay US, for et par år siden, og den er syet på Hawaii. Det var så heldigt, at mindstealfien var i USA på et længere ophold i netop den periode og kunne få den med hjem. Lidt for lille var den dog over brystet, så den blev lagt ud hos den lokale syerske, for formedelst 50 kr. Brocherne vist her er i øvrigt alle erhvervet i Kathes gruppe på FB:BlomsterlystSommerfuglebroche

Rhinstensbrocher er gode til en festlig lejlighed

Her er frisuren vist med en anden vintagebroche, nemlig en med rhinstene. Den er købt i Stylistuniverset, Søborg, Pia har altid fine accessories og andre gode sager.Sommerfuglebroche

Jeg syntes brochen passer meget fint til en festlig lejlighed eller til en gå-i-byen aften. Den er anvendt til en anden af mine yndlingskjoler, nemlig en mørkeblå 60’er kjole, som er god til såkaldt formal wear. Den er købt i den lokale genbrug.

Klipsøreringe sættes også i håret

Ligeledes har jeg måtte erkende at klipsøreringe, er noget jeg har svært ved at forlige mig med. Udover at være bange for at tabe dem, så klemmer nogle af dem så skrækkeligt på mine øreflipper. Det er lidt ærgerligt, fordi de er utroligt flotte, især dem med glassten eller med emalje. De kan dog så let som ingenting bruges i elastikken også. Jeg er lidt vild med carnivalpearls, og på nedenstående billede, er det tre øreklips som pynter håret. SommerfuglebrocheKæderne er to forskellige og øreringene har jeg fået af husfotografen. De øreringe er smarte, fordi vedhængene kan skiftes. Ting som let kan skifte udtryk står højt på min liste. Det letter også farvekoordineringen en hel del, hvis man altså går ind for den slags.

Øreklips kan nemt blive til stikkere

Mange øreklips kan man i øvrigt snildt lave om til ørestikker. Det kræver bare, at klipsen har en plan bagside, hvor stikken kan limes på. Alfien har derfor planer om at få lidt teknisk bistand fra husfotografen, så nogle af klipsene kan blive forvandlet til stikkere.

Sådan sætter du en sommerfuglebroche i din frisure

  • Saml alt håret på toppen af hovedet, med en god stram elastik. Typisk kan jeg få/slå en elastik tre gange om håret. Jeg bruger elastikker fra Evita Peroni, fordi de har en stofbetrukket samling, som ikke flår håret ud af hovedbunden, når elastikken tages ud. Ret til og træk/flyt eventuelt elastikken højere op på hovedet.
  • Buk nu håret om og fastgør det med et langt spænde, bemærk at spændet er skjult af håret. Har du hår der stritter ud, kan det fastgøres med små hårnåle og/eller puttes ind i ombukningen. Tjek at det også ser pænt ud bagfra. Det kan godt tage lidt tid de første gange at få det pænt. Men som med alt andet gør øvelse mester.Sommerfuglebroche
  • Pryd elastikken med passende brochepynt, ved at fastgøre brochens nål omkring en af elastikkens omgange. Undlad at stikke brochens nål ind i selve elastikken. Herved undgår du at ødelægge elastikken og måske også brochenålen, hvis du er rigtig uheldig.
  • Bruger du øreklips eller dressklips, er det som ved brocherne.  Du stikker selve klipsdelen ned under en af elastikkens omgange, og retter til, så den sidder, som du vil have det. Vær opmærksom på at den lille pad, der sidder på mange øreklips for at fordele trykket på øreflipperne, ikke ryger af, når du tager øreklipsen ud af håret igen.
  • Hvor mange du kan have plads til, afhænger selvfølgelig af størrelsen på den enkelte klips. SommerfuglebrocheHer er der vist med tre øreklips, og de kan faktisk udgøre en hel blomsterkrans i håret. Der er brugt to øreklips med en diameter på tre cm samt en lille på ca en cm.

Andre forslag til brug af brocher

Vil du se andre forslag til brug af brocher er det her: Brocher brug dem mere

Gør Alfien glad

Fandt du blogindlægget nyttigt, så gør Alfien glad og del blogindlægget “En sommerfuglebroche i mit hår” med andre og/eller efterlad en kommentar underneden i “leave a comment”.Sommerfuglebroche

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB

Posted in Håraccesories, personlig stil, Vintagestil | Tagged , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Stikkelsbærsyltetøj med lavt sukkerindhold

Stikkelsbærsyltetøj med 20% sukkerindhold

Stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomst og vanilje fremstiller jeg hver sommer. Desværre har jeg ikke mange stikkelsbær selv, men i Momsemomsens lille have er der buske, som giver overdådigt hvert år og jeg er den taknemmelige modtager af bærrene. Stikkelsbærsyltetøj

Hyldeblomst giver syltetøjet en pikant smag

Smagen af hyldeblomst giver syltetøjet en pikant smag og vaniljen reducerer den tilsatte sukkermængde betragteligt, så mængden af tilsat sukker er kun 20%. I alle de år jeg har fremstillet syltetøj, har jeg kun haft to glas, hvor der er kommet mug på. Det var fra høsten 2017 og jeg opdagede det i januar 2018. Grædefærdig var jeg, da de to glas måtte smides ud, jeg elsker det syltetøj. Gudskelov fejlede de sidste to glas ingenting, og jeg har her i start juni 2018 stadig et glas, jeg spiser af.

Sukker er meget anvendt til konservering, fordi det nedsætter vandaktiviteten, så skimmelvækst etc. ikke har så gode betingelser. I det her tilfælde tror jeg nu, at det var lågene som ikke var blevet skoldet grundigt nok. I hvert fald kan du sagtens skrue mere end betragteligt ned for sukkermængden uden at lide afsavn, snarere er det tværtom. Det som sker ved et mindre sukkerindhold er at frugtsmagen træder mere frem.

Grønne bær og pektinindholdet

Husk at bærrene skal være grønne, ellers er der ikke nok pektin i og syltetøjet bliver for flydende, i hvert fald efter min smag. Opskriften kommer her:

Ingredienser: Stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomst og vanilje

  • 700 g grønne nippede stikkelsbær
  • 2 små hyldeblomst skærme
  • 0,5 dl vand
  • 130 g alm. sukker
  • 20 g mørk Muscovado sukker, kan erstattes med alm. sukker
  • 1 spsk Agave sirup kan erstattes med alm. sukker
  • 1 vanilje stang
  • 1 knivspids vanilje fx fra Urtekram
  • Cognac til at skylle glas og låg med

Sådan gør du:

Nip stikkelsbærrene med en lille urtekniv, i den ene ende fjernes stilken og i  den anden blomsten. Det er en hyggelig beskæftigelse og hvor alle kan deltage, unge som gamle. I år havde jeg 2,3 kg frugt og det tog ca. 45 minutter for to personer at klare.Stikkelsbærsyltetøj

Kom stikkelsbær og hyldeblomster i en gryde, tilsæt vand, sukker, stødt vanilje og tænd for blusset. Flæk en vaniljestang og skrab vaniljekornene af og kom dem i gryden.Vaniljestangen skæres i mindre stykker og kommes også i gryden.Stikkelsbærsyltetøj

Koges ca. 0,5 time, jeg fisker hyldeblomsterne op inden syltetøjet kommes på skoldede, cognacskyllede glas og lukkes med skoldede, cognacskyllede låg.

Forslag til brug af stikkelsbærsyltetøj:

Alfien spiser hver morgen et halvt stykke rugknækbrød med mandel/nøddesmør og lidt syltetøj på.

Gør Alfien glad

Kunne du bruge opskriften på stikkelsbærsyltetøj, så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre. Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB

Posted in Helse, Hyldeblomst, Lavt sukkerindhold, Sund kost | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Karklud af bomuld

En nyttig ting er at strikke en karklud

Varmt er det i det ganske land og i Alfieboet er der også ret så varmt. Tiden går derfor med at sidde på terrassen og foretage sig nyttige ting. En af de ting som er nyttige, i fald i Alfiens optik, er at nedbringe mængden af garnrester. En anden nyttig ting er at fremstille hjemmelavet hyldeblomstsaft og citronsyltetøj og igen i år er det lykkedes at få lavet lidt hyldedrik. Se her for opskrift:Hjemmelavet hyldeblomstsaft og syltetøjKarklud

Så tiden er gået med at strikke mere end flittigt, mener husfotografen, hvilket Alfien overraskende nok slet ikke er enig i.

Det seneste jeg har gang i på restefronten er karklude strikket i bomuldsgarn. Jeg har en ret så anseelig mængde af bomuldsgarn som blev til overs, efter de strikkede bøjlebetræk: Bøjlebetræk

I maj, hvor det også var varmt, strikkede jeg blomster af resteuldgarn til at sætte på mine strikhandsker og futter. Det kan du se mere om her, hvis du har lyst: Strikkede blomster

Karklud – stribet eller ensfarvet?

I gang gik jeg med kludene. Da jeg som før nævnt har betragtelige mængder, og godt kan lide striber og matchende farver, er der mange muligheder for lidt delikat farvekoordination. Mønstret jeg havde valgt er i øvrigt nemt og hurtigt at strikke, hvilket ikke er at foragte. Du kan se mere her for den udvidede version, kaldet dogmekludene:Dogmeklude

Måske for pæne til karklude?

Syntes måske næsten at de er for pæne til karklude. Men så kan de bruges som små gæstehåndklæder på badeværelset eller måske som en værtindegave. Endelig foreslog min svigermor at de kunne anvendes som mundservietter, ideer er der nok af. Ligeledes kan man strikke en ensfarvet karklud i en af de farver, som er brugt til de stribede, hvis der ellers er garn nok. Det kunne også være rigtigt fint.Karklud

Tit har jeg nøgler, hvor der kun er taget meget lidt garn, som det turkise garnnøgle på billedet ovenover. Det leder til det næste, nemlig hvor meget garn går der til en karklud?

Vej garnresterne så du ikke har for lidt garn

Jeg vejer mine rester, men alt efter hvor god en vægt man har, kan det godt svinge et gram eller mere. Garnforbrug er ca 35 gram til en karklud og jeg har strikket striber i fire farver. Dvs. at har du en små 9 -10 gram tilovers af en farve, løber du ikke tør. Karklud

Eller du kan vælge at strikke en tyndere stribe af en enkelt farve, hvis der ikke er nok. Så længe man bare ved, hvor meget garn der er at rutte med inden man går i gang med strikkeriet, er det ikke et problem.

Hæfte ender

At skifte garn ofte fører til en masse ender der skal hæftes, så jeg forsøgte mig med at strikke enderne med. Da mønstret hvor der skiftes farve indeholder to farver, ses det ikke. Dog bliver højre side lidt tykkere på de masker, hvor der er strikket med dobbelt garn. Jeg strikker enderne med ind på de første ni masker. Endvidere venter jeg med at klippe garnet af indtil jeg har strikket en pind til, således at det ikke går op. Se billedcollagen herunder.Karklud

Det er en smagssag, hvad man foretrækker. Man kan anskue det således, at det bare er en klud af restegarn, eller se det som en hyggelig beskæftigelse at hæfte ender.

At vælge farver

Jeg elsker farver og det at sætte farver sammen er en af mine helt store fornøjelser. Min tresserkjole hjembragt fra Hawaii, har jeg strikket bøjlebetræk til og havde derfor pink garn tilovers. Pink og røde nuancer kan jeg godt lide, så den gav inspiration til en colorway for en ny klud.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det du læste? Så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar underneden i “leave a comment”. Ligeledes kan du også følge med på Facebook samt Instagram, ifald du gider det:Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Bomuldsgarn, Garnrester, Strik, Strikkede karklude | Tagged | Leave a comment

Hyldeblomstsaft og citronsyltetøj med hyld til ost

Hyldeblomstsaft og citronsyltetøj med hyld

Næsten hver sommer fremstiller Alfien hyldeblomstsaft og koger derefter citronsyltetøj af de citroner, som blev anvendt til fremstillingen af hyldeblomstdrikken. I starten hvor jeg fremstillede hyldeblomstsaft gjorde jeg det ikke, citronerne blev bare smidt ud, hvilket er rigtig synd.

Nu er det tid igen for saftfremstilling

Når jeg i disse dage kigger mig rundt i haven, kan jeg se at det er lige ved at være den tid igen, det er en del tidligere end forrige år, men der har også været ekstremt mange solskinstimer i maj, 2018.Hyldeblomstsaft

Drikken fryses ned, så er man dejlig fri for brug af atamon, som ikke er super sundt, samt at det typisk gærer.

Servering

Jeg stiller gerne en kande ufortyndet hyldeblomstdrik frem og en kande med vand på bordet, så kan man fortynde saften i det forhold, der passer en. Som glas bruger jeg  grønne hvidvinsglas og især dem fra Holmegaard. Jeg samler lidt på grønne glas i det små og har efterhånden en del forskellige. Det grønne glas underneden er fra serien Wien Antik, Lyngby Glasværk, og det er et hvidvinsglas.Hyldeblomstsaft

Opskrift på hyldeblomstsaft fra Politiken

Jeg bruger følgende grundopskrift til drikken, og den er efter sigende meget vellykket, er tilbagemeldingerne fra sommergæsterne. Den har vist været kåret i Politiken som årets bedste engang.

Ingredienser til hyldeblomstsaft:

25 skærme hyldeblomster, helst plukket en solrig sommermorgen medens der stadig er dug i græsset
1½ kg sukker
20 g citronsyre
1 l vand
3 øko citroner

Fremgangsmåde

Hyldeblomster, citroner i skiver og sukker lægges i en stor krukke eller en spand. citronsyren blandes i kogende vand og hældes over. Dækkes til og stilles køligt. Skal trække i 5 døgn, der røres i det et par gange om dagen.

Sådan gøres det i Alfieboet

Her i Alfieboet foregår det på den måde, at grenene klippes af som skærmene sidder på, så beskærer man jo samtidigt. Dejligt praktisk, når man er i gang i haven alligevel. Det er husfotografen som beskærer hyldebuskene, og de er ret så høje. Derfor er det særlig rart at man ikke skal stå på en stige eller måske en vakkelvorn stol, når skærmene skal plukkes. Alfien har fået lidt respekt for højder efter sidste års uheld under brombærplukningen.Hyldeblomstsaft

Klip så meget af stilken af som muligt

Når alle skærmene er plukket af, klippes så meget af stilken af som muligt, dvs. ikke længere ned end at skærmen stadig er intakt og derefter skæres de vaskede citronerne op. Hyldeblomst, citroner og sukker lægges lagvis i et glaseret lerfad og til sidst hældes der kogende vand over tilsat citronsyre. Der overtrækkes med film og sættes ind i køleskabet, hvorefter det omrøres en gang om dagen.Hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft skal trække fem dage

Når de fem dage er gået er hyldeblomstsaften færdig og citroner og hyldeblomster skal fjernes fra væsken. Først fiskes de skårne citroner op og lægges i en gryde til citronsyltetøj. Hyldeblomstsaft

Derefter fjernes alle hyldeblomsterne, som lægges i en skål. Pres hyldeblomsterne let, så du får en god del af den væde med i hyldedrikken, som er bundet i hyldeblomsterne.

Si hyldeblomstdrikken

Hyldedrikken sies igennem en fintmasket si eller et osteklæde, hældes på plastposer, og fryses ned. Jeg tager gerne en ca. 300 ml fra, som kommes på en skoldet glasflaske og opbevares i køleskab. Den drikkes indenfor en uge, er min erfaring.

Opskrift på citronsyltetøj

Citronsyltetøj er himmelsk til ost.

Alfien har desværre et anstrengt forhold til ost, forstået på den måde, at mådehold ikke er en option og spiser derfor hovedsageligt kun ost, når der er gæster eller ved besøg hos andre. Derfor gives det meste af syltetøjsproduktionen væk til væsener, som ikke har de samme kvaler.

Citronsyltetøjet, har modsat de andre ting jeg fremstiller, et højt sukkerindhold. Men til ost er det ikke meningen, at der skal bruges ret store mængder, det er en delikatesse. En opskrift på stikkelsbærsyltetøj med hyldeblomst og vanilje, med lavt sukkerindhold, ca. 20%, kan du se her:Stikkelsbærsyltetøj med lavt sukkerindhold

Sådan gør du

Sæt gryden med citroner på blusset ved svag varme og knug resten af væden fra hyldeblomsterne over i gryden med citroner. Nogle koger også hyldeblomsterne med i syltetøjet, men det syntes jeg ikke om at tygge i. Billedet underneden viser citronsyltetøjet i tre stadier.  Øverst er det færdigkogt, til venstre er citronerne begyndt at skifte udseende og endelig til højre er der lige tændt for blusset

Citronerne fra saftfremstillingen er gennemvædet af sukkerlagen og endvidere er der  meget pektin i citronernes skræl, albedoen, at det bliver ret så stift, når det har kogt et stykke tid. Tilsæt derfor én dl vand med jævne mellemrum, ca. hvert 10 minut eller når du syntes, at nu er det blevet meget stift.

Fire dl vand til seks citroner

Til seks citroner endte jeg med at tilsætte 4 dl vand og det tog i alt ca. 50 min at koge citronerne ud.

Hvornår er syltetøjet færdigt?

Du kan se, når det er ved at være færdigt, citronerne skifter udseende og konsistens. Jeg udfører altid geleringsprøven, en teskefuld af syltetøjet lægges på en tallerken og når  tallerkenen kan vippes uden at det render af, så er det færdigt. Syltetøj til ost skal være ret stift, langt mere end almindeligt syltetøj, det er ikke meningen at det skal løbe. 

Hæld syltetøjet på små skoldede glas, skyllede med cognac og sæt de skoldede låg, ligeledes skyllede i cognac, på.

Brug citronsyltetøjet som værtindegave

Jeg bruger ret små glas til citronsyltetøjet. Årsagen er den, at jeg bruger det som værtindegaver. Jo flere glas, jo flere gaver kan jeg give væk i løbet af året. Jeg sætter endvidere et gifttag på, det syntes jeg gør gaven lidt mere flot.

Gør Alfien glad

Kunne du bruge opskrifterne på hhv. hyldeblomstsaft og/eller citronsyltetøj, så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre. Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Have og Drivhus, Hyldeblomst, Sund kost | Tagged , , , , | 2 Comments

Brug dine garnrester- strik blomster

Strik blomster af dine garnrester

Alfien elsker pynt, og sætter uden bekymring både brocher og pels på. Ligeledes er der også pyntet sutsko med strikkede blomster af garnrester, perler og pels, så hvorfor ikke også handsker? Aner ikke hvorfor det tog mig så lang tid at finde på det, måske har det været majvarmen? Vil du se prinsessefutter og opskrift på sådanne er det her: PrinsessefutterGarnrester

Opskriften på de brune handsker hedder i øvrigt Dagmar og boblerne giver en fin 3D effekt.

Et lille håndarbejde er behageligt når det er varmt

I gang gik jeg med at strikke blomster og et lille håndarbejde passer også meget fint at have imellem hænderne, når det er varmt, som det har været her i maj. Jeg sidder på terrassen i de sene eftermiddagstimer under parasollen og hygger mig med at strikke.Garnrester

Opskrifterne jeg bruger til blomsterne er fra Kastaniestrik, den ene hedder Tommelises blomster Tommelise og den anden er fra opskriften med cupcakes, hvor jeg anvender opskriften til pynten kaldet flødepynt. Den bruger jeg til at sætte ind som støvdragere i de andre blomster Cupcakes med pynt

Kombinationsmulighederne er mange

Jeg har arbejder med fire forskellige grundformer, som jeg kombinerer på kryds og tværs til blomsterne. Grundformerne er i fire forskellige størrelser, og hedder tulipan, anemone, åkande og flødepynt. Garnrester

Når de samles to eller tre danner de en ret så fin blomst, som du kan se på billedet ovenover. Jeg har ikke syet dem sammen endnu, bare samlet dem i nogle farvekombinationer, som jeg kan lide.

Hvor kommer alle de garnrester dog fra?

Da der er blevet strikket mange fingerhandsker i Alfieboet det seneste års tid, følger deraf også en masse garnrester tilovers i kvaliteten sokkegarn.Garnrester

Garnresterne er som oftest ikke store, hvis man er heldig. Men jeg har da også næsten hele nøgler garn, hvor der er taget ganske få gram, for at færdiggøre et par handsker.

Ensfarvede handsker passer bedst til vintagestilen, finder jeg. Men da jeg fortrinsvist har strikket i et garnmærke, passer farverne fint sammen. Blomsterne kombinerer jeg udfra hvilke farver jeg kan lide og hvilke handsker, de skal passe til.

Vintagestilen passer fint til de strikkede blomster

Jeg syntes at de strikkede blomster passer fint til vintagestilen. Her har jeg sat strikkede blomster i blå nuancer på et par lyseblå handsker i mønstret Alexandrine.restegarn

Snoningen ligger fint på langfingeren, og sammen med hulmønstret fremstår strikhandskerne elegant. Alle strikopskrifter koster DKK 29, og du kan se mere her:Alfiens opskrifter

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien glad og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet. Garnrester

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

Posted in Fingerhandsker, Strik, Strikkede blomster, Uncategorized | Tagged , | Leave a comment