Strik et lækkert pandebånd

Pandebånd i vintagestil med pynt

Alfien fik et tip om, at pandebånd med et smalt stykke foran var hot og gerne pyntet i en 20’er-agtig stil.

Så i gang gik Alfien med at opfinde en strikopskrift på et sådant pandebånd. I de brølende 20’er blev pandebåndene hovedsageligt brugt til fester, de var generelt tynde og pyntet med alt fra fjer til pailletter over til brocher, små som store.

Men hvis du er som de fleste andre væsener, herunder Alfien, er der flere hverdage end dage, hvor du skal ud til fest.

Pandebånd

Derfor er et design, som kan bruges på en kold vinterdag nok mere at foretrække.

Ligeledes er jeg ikke så meget til fjer, men pels og brocher det er en anden sag.

Måske hedder det nærmer en ørevarmer?

Jeg har pandebåndet siddende højt oppe, tæt på hårgrænsen, så måske er ørevarmer en mere korrekt benævnelse?

Turbanstil

Turbans har vist sig at være in igen og pandebåndet illuderer denne stil meget fint.

Det smalle stykke som sidder henover panden og de bredere sider, bidrager til det turbanlignende look. Jo højere op på panden du sætter det, desto mere turbanagtig bliver udtrykket.

Pandebånd

Generelt placerer jeg al hovedbeklædning forholdsvist højt oppe i panden, det gælder for pelshatte, strikhuer og altså også pandebånd.

Årsagen er at jeg syntes, det klæder mit ansigt bedst og ligeledes fryser jeg heller ikke videre meget om panden.

Vil du se en strikket turban, der er lukket foroven, er det her.

Pynt det smalle stykke

Det smalle stykke er som skabt til pynt, og tro mod 20’erne er der frit slag for at pynte med fjer, pels, rhinsten, brocher, perler eller pailletter på det enkelte pandebånd.

Bevæger du dig lidt uden for rammen af 1920’erne, kan du også bruge strikpynt, her er det de små sommerfugle, der er syet på. Til et yngre væsen er disse sommerfugle yderst nuttede.

Pandebånd

Du kan læse mere om de strikkede sommerfugle her.

Undgå at stikke dig selv

Hovedbeklædning såsom pandebånd, huer og hatte, som skal påsættes brocher og måske også pels, styler jeg, inden jeg tager dem på.

  • For det første undgår jeg at stikke mig selv i panden, pels kan nogle gange være svært at få brochenålen igennem, så der skal indimellem bruges lidt kræfter.
  • Dernæst kan det være hårdt at have hænderne op over hovedet i længere tid ad gangen.

Stationær pynt

Er der tale om pynt der skal påsys, altså mindre fleksibel pynt, er du i sagens natur nødt til at sidde med det i hånden. Det er egentlig en ret så hyggelig beskæftigelse, finder jeg og i hvert fald væsentligt sjovere end at hæfte ender på fingerhandsker, som du kan se noget om her.

Pandebånd og farver

Jeg har strikket et pandebånd op i mellemgrå og er ved at færdiggøre et i lyserødt.

Grå er en farve jeg efterhånden syntes rigtig godt om, som yngre syntes jeg, den var for kedelig og ja – bare grå. Men i dag har jeg en lidt anden holdning til farven.

Grå er meget elegant og brugbar, fordi farven ikke er så hård mod ansigtet, som sort er.

Det gør sig især gældende, hvis du, som jeg, ikke er helt ung længere.

Lyserød er fortsat et hit i Alfieboet

Den lyserøde farve valgte jeg, for det første fordi jeg selv kan lide lyserød, men også fordi opskriften går ned til ca ni år, og her er lyserødt i alle afskygninger gerne et hit.

Ligeledes havde jeg fundet den fineste østrigske vintageglaskunstbroche her hos Ulla, og jeg syntes den passer så smukt til det lyserøde garn.

Endelig er det lyserøde pandebånd blevet færdigstrikket og har også været hos fotografen. Du kan se det her.

Om opskriften

Nem og anvendelig opskrift

En forholdsvis nem opskrift vurderer Alfien. Den kræver kun, at du kan strikke ret og vrang samt tage masker ind og ud.

Opskriften er i Alfiens sædvanlige høje kvalitet med letforståelig tekst og forklaringer.

Pandebåndet er også meget anvendeligt, jeg har brugt det rigtigt meget, da det ikke har været så koldt i år.

Opskriften findes i tre størrelser

Den findes i tre størrelser og dækker fra ca. ni år til dame. Husk altid at måle hovedets omkreds inden du går i gang, så du får valgt den rigtige størrelse.

Bemærk også, at de fleste børn omkring de ni år, faktisk har nået deres fulde hovedstørrelse, dvs. hovedet er færdig med at vokse.

Brug dit restegarn

Der går lidt over et halvt nøgle til et pandebånd, så det er ligeledes en god måde at få brugt sine garnrester på.

Gratis for nyhedsbrevsmodtagere

Opskriften på strikkede pandebånd er gratis for modtagere af Alfiens nyhedsbrev.

Som noget nyt findes opskriften her i Alfiens bibliotek, også kendt som Subscribers only – Alfietreats.

I biblioteket ligger de gratis opskrifter tilgængelige som pdf-filer, lige klar til at downloade. Det eneste du skal huske, er dit password.

Giveaway – Rhinstensknap med pels

Alfien har Giveaway på en rhinstensknap med matchende pelsunderlag af ræv fra Samarkand, udsmykningen passer fortræffeligt på et strikket pandebånd.

Farven på pelsen er bordeaux eller maroon og den er svær at gengive korrekt.

Knappen har jeg allerede syet på pelsen, så det eneste vinderen skal gøre er at sy pelsen fast på sit eget pandebånd. Det gøres med en almindelig synål og silketråd, så tråden ikke skærer i pelsen.

Ønsker du at deltage i lodtrækningen?

For at deltage i lodtrækningen skal du bare være modtager af Alfiens nyhedsbrev. Opskrivningsfeltet finder du i højre side af skærmen eller allernederst i blogindlægget efter kommentarfeltet.

Vinderen udtrækkes søndag d. 27 januar 2019

Alfien udtrækker den heldige vinder d. 27. januar, som er den sidste søndag i årets første måned.

Vinderen får som altid, ved Alfiens giweaways, direkte besked på mail. Er du den heldige vinder, så husk at vende tilbage inden tre dage, da jeg ellers glæder en anden nyhedsbrevsmodtager.

Det sjoveste ved pandebåndet

Når Alfien tænker tilbage på, hvad det sjoveste var ved projekt pandebånd, er der et klart hieraki.

Listen underneden er opbygget med det sjoveste øverst og nederst er der noget, som minder en del om arbejde.

Pandebånd
  • At pynte med forskellige ting. Sådan noget kan jeg bruge timer på. Vælge det rigtige ud, farvekoordinere og kombinere de forskellige effekter, simpelthen at optimere pynten
  • At finde tingene rundt om i butikker, fysiske som på internettet og i Alfiens egne gemmer. Det er også en klar favorit, jeg bliver opløftet af at kigge på smukke ting
  • Fotoshoots er altid herligt. Der er mulighed for at klæde sig lidt eller meget ud, hvilket jeg elsker
Pandebånd
  • Skrive blogindlægget. Det foregår i flere tempi og er god underholdning på vinterdage. Ligeledes er der også rig lejlighed til at kreere et indlæg, der er æstetisk tiltalende
  • At strikke pandebånd op er også en dejlig aktivitet, og som altid er det spændende at se, om slutproduktet lever op til forventningerne. Jeg blev yderst tilfreds med pandebåndet, det sidder rigtigt godt på hovedet og varmer dejligt om baghovedet også.
Lyserødt pandebånd in progress
  • At finde ud af hvordan opskriften skulle være – nok mere interessant end sjovt
  • Endelig at udarbejde opskriften, herunder at skrive den, læse korrektur, indsætte billeder etc. Lidt mindre interessant, faktisk minder det betragteligt om arbejde, men hvad – det hører jo til.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien endnu gladere og del blogindlægget om “Strik et lækkert pandebånd” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet

Pandebånd

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace. Jeg står bag bloggen Vintagealfien, der en livsstilsblog, hvor fokus hovedsageligt er på strik, vintagestil samt helse.
This entry was posted in Brocher, pandebånd, personlig stil, Strik, Turban, Vintagestil and tagged , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Strik et lækkert pandebånd

  1. Pia Husted says:

    Jeg har tilmeldt mig nyhedsbrevet men kan stadig ikke få adgang til opskrift på pandebånd. Kan du hjælpe mig?

    • Alfien says:

      Hej Pia,
      Det kan jeg i hvert fald, jeg sender dig en mail med koden nu.
      Kan du ikke se mailen i din indbakke, så prøv at kigge i dit spamfilter.

      Dbh.
      Birgitte

  2. Sisse says:

    Igen har du tryllet, denne gang med lækre pandebånd/ørevarmer, smuk ting har mange navne 🙂
    Underligt nok, men efter jeg er blevet ældre er hatte ikke mere så klædelige til mig, men disse pandebånd er en af de ting der stadig er gode på mig 🙂
    Flot arb. Birgitte, jeg er da bare så vild med din stil.

    Varme krammer Sisse

    • Alfien says:

      Tusinde tak Sisse for en dejlig kommentar.
      Ja, man ændrer sig hele tiden, og det som man syntes klædte én engang passer nu ikke mere.
      Men så kan der jo komme noget nyt til, ikke?
      Dbh.
      Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *