Strik med små perler hører til i kategorien slow-strik

Reklame, dette indlæg om strik med perler er Alfiens første betalte indlæg. Det er smykkeforretningen smyks, som efter henvendelse fra Alfien, gerne ville være med til et samarbejde. Jeg har ikke gjort i sådanne indlæg før, men nu var lejligheden der, og tak for det.

strik med perler

Et af de strikprojekter Alfien i længere tid har haft lyst til at kaste sig over, er at strikke med perler.

Nu skulle det ikke være de der store plastperler. Dem som ligner noget, der egentligt er bedre egnet til en perleplade i stedet for til strik.

Næeh, vi taler om de helt små perler.

Miyuki-perler i størrelse 11 hedder de, som jeg brugte. De fås i alskens farver og har en meget lille diameter, kun 0,8 mm er de.

De er fremstillet i glas og er objektivt bare lækre.

Perler
Små japanske perler i str. 11 og matchende lyserødt garn

Hvorfor nu så små perler, tænker du måske? Og er det ikke også ustyrligt besværligt?

Svaret er enkelt:

Små perler giver et delikat udtryk

Og jo, det er besværligt!

Men besværligt er ikke det samme som svært. Besværligt betyder bare, at det tager længere tid at strikke.

En følgetråd skal der til

Fx har du brug for en følgetråd, da diameteren på perlerne er så lille, at du ikke kan trække dem på det uldgarn, du strikker med.

Derfor er du nødt til at have en følgetråd, som er så tynd, at perlerne kan trækkes på tråden.

Du skal altså med andre ord strikke de masker med dobbelttråd, hvor perlerne skal sidde

Strik med små perler kvalificerer til slow-strik

Det er lige her begrebet slow-strik kommer ind i billedet.

I disse tider hvor Covid19 stadig hærger, er det godt at sidde med noget, hvor man skal koncentrere sig rigtigt meget.

Det er strik med små perler forrygende til.

Jeg kan ikke huske præcist, hvor længe siden det er, at jeg sidst har siddet fuldstændigt opslugt af et strikketøj. Men det skete, da jeg strikkede på de perlebesatte handsker.

At glemme tid og sted er en forrygende oplevelse, og stressreducerende er det også. Lige det sidste kan der være god brug for med alle de ting, der sker i denne tid.

strik med perler
De lyserøde perlebesatte handsker og en matchende cupcake

Derfor tager strik med små perler længere tid

For det første skal du have grebet om selve det at strikke perlen med i masken. Dernæst er der også andre ting som gør, at strik med perler tager lang tid fx:

  • Perlerne ryger af følgetråden, og du må starte forfra
  • Perlenålen bliver væk og er du heldig, finder du den igen. I Alfieboet fandt husfotografen den i gulvtæppet her forleden. Det var så en små to uger efter, den var blevet forlist. Det blev jeg ikke videre populær på, afslører jeg gerne.
  • Du får klippet for lidt følgetråd af og opdager det for sent, så du må pille op og starte forfra på perlebuen.
  • Der er sat for perler på følgetråden, så du skal tråde igen og trække flere perler på
  • Følgetrådens ender skal trækkes ind på handskens vrangside. Smutter det for dig, mens du strikker, så venter der lidt ekstra arbejde med det, når handsken er strikket færdig.

Handskestrik tager også tid

I forvejen hører handskestrik heller ikke til det hurtigste, man kan kaste sig over rent strikke-wise.

Dette skyldes hovedsageligt strikning af fingrene og endehæftningen ikke mindst. Yderst kedelige og langsommelige ting i Alfiens optik, med det hører jo med.

Modsat græskarstrik, der er helt anderledes tjept at strikke. I øvrigt omarrangerer jeg fortsat mine strikkede græskar efter humør, og har netop fået en meget fin juletræsbroche hjem.

Vintage selvfølgelig!

Strikkede græskar
Den nyeste juletræsbroche gør det strikkede græskar juleklar

Så hvorfor gøre det endnu mere omstændigt?

Svaret er enkelt:

Jeg havde simpelthen lyst

Og jeg tænkte, at det også ville gøre mig glad. Glad er altid godt, finder jeg.

Desuden kunne jeg sagtens forestille mig, hvor flot det ville se ud med små påsatte perler i en farve, der matchede garnets farve.

Strik med perler
Lyserødt garn fra Mayflower og matchende perler

Uanset hvad – så måtte strik med perler prøves!

Og jeg havde i gennem længere tid, måske et par år, købt små perler hjem i forskellige farver fra smyks, når jeg var rundt i staden.

Handskemønstret havde jeg bestemt mig for, og hvorfor det netop blev dette mønster, får du forklaringen på her.

Berthine – et egnet handskemønster

Et egnet handskemønster var ikke svært at finde. Valget faldt selvfølgelig på Berthine, med det absolutte nemmeste hulmønster, man kan opdrive, som samtidig ser ud af noget.

Men det var nu ikke kun, fordi hulmønstret var nemt, at valget netop faldt på det mønster.

Nej, selve hulmønstret kaldes også for påfuglemønstret

Når man ser hulmønstret forstår man, hvorfor det har fået det navn. Det ligner en påfugl, som spreder sine fjer.

Strik med perler
Påfuglemønstret understreges af de små lyserøde perler

Sætter man nu perler på også, bliver effekten endnu mere tydelig.

Det tiltalte mig ganske voldsomt og var den udslagsgivende årsag til mit valg!

Er du interesseret i at vide noget om ringen på billedet, er den fra Sarah Coventry, 1978 og hedder Suzette.

Perler på strikhandsker er både til voksne og børn

Jeg startede ud med at strikke et par fingerhandsker til mig selv med perler på.

Og så bare for sjov og fordi jeg ikke kunne lade være, tillige et par børnehandsker i størrelsen 5 – 7 år.

Som barn ville jeg havde elsket sådan et par perlebesatte handsker.

Nu er jeg jo så mere end voksen!

Men

Prinsesse-effekten med de hvide perler som glimter og stråler

Den kunne jeg ikke stå for.

Perler
Dame og børnehandsker med påsatte perler – begge i Berthinemønstret

Noget som er understated, giver en elegant stil.

Ikke at jeg kun er til afdæmpede effekter. Men lige netop, når der kommer til perler på strik, ja- så giver små glasperler et forfinet udtryk og det udtryk er jeg vild med.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Strik med små perler

Det skal du bruge

Udover det indlysende der er påkrævet når man strikker fingerhandsker, såsom garn, pinde, maskeholdere etc. så skal du også bruge:

  • Små Miyuki -perler i den ønskede farve
  • Strikke-elastik jeg valgte den fra Prym, AA
  • Perlenål, jeg valgte den lange på 7,5 cm, en lille skål samt beholder/lille pose til perlenålen
  • Saks
Perler
Små hvide perler i en lille skål, perlenål og elastiktråd

Sådan gør jeg

  • Perlerne strikkes med på retmaskerne i hulmønstrets tredje pind, dog undtaget første og sidste retmaske. Disse indrammer hulmønstret og skal ikke påsættes perler. Til damestørrelsen bruges 15 perler og til barnestørrelserne 11 perler per perlebue.
  • Jeg strikker med enkelt garn, indtil ca. fem til seks masker før den første perle skal strikkes med. Så klipper jeg omkring 40 – 45 cm elastiktråd af og strikker nu med dobbelttråd. Dette for at låse følgetråden, så den ikke løber.
  • Perlenålen trådes og det nøjagtige antal perler jeg skal bruge, tælles nu op og sættes på følgetråden. Jeg gør sådan, så jeg med det samme opdager, om der er sket en strikkefejl. Har jeg enten for få perler tilbage eller for mange, når maskerne, som udgør påfuglemønstret er strikket, er der gået noget galt. Det er langt nemmere at pille op med det samme, og især når der er perler indblandet, end flere omgange senere, er min bitre erfaring.
strik med perler
Et snefnug er landet!

Pas på perlenålen

  • Perlenålen placerer jeg efter endt brug med det samme i en lille plastpose eller anden egnet opbevaring. Årsagen til det er at nålen er så let, at den let bliver revet ned på gulvet eller på anden måde forsvinder. Det skete for mig, så handskestrikkeriet fik en ufrivillig pause. Afsted til staden efter nye nåle måtte jeg, så jeg kunne strikke videre. Så lærer man så det.
  • De optalte perler på følgetråden, lader jeg nu glide ned til min venstre pegefinger sammen med uldgarnet. Så er de klar til efterfølgende at blive taget én for én og strikket med. Den perle, der skal strikkes sørger jeg for har ca. én cm afstand til resten af perlerne. Så undgår jeg at få strikket to perler i én maske.
Perler
Perlen der skal strikkes og afstanden til de resterende perler
  • Efter perlen er strikket med, sikrer jeg mig, at den er placeret i bunden af den strikkede maske.
  • Når alle perler er brugt, tjekker jeg igen, at de er linet op i bunden af de strikkede masker, har de rykket sig lidt, flytter jeg dem på plads igen. Derefter strikker jeg atter en fem til seks masker med dobbelttråd og klipper derefter elastiktråden af.
Perler
Tjek af perlernes placering. Bemærk banditten yderst til højre
  • Når næste omgang er strikket, ser det sådan her ud:
Perler
Næste omgang, perlerne er nu strikket med

Set i bakspejlet

Endelig blev jeg færdig med begge par handsker.

Det tog tid, men det gør håndværk jo. Og glædeligt nok, er handskerne faldet ud til min fulde tilfredshed.

strik med perler
De hvide og lyserøde handsker i Berthinemønstret

Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt at strikke de hvide strikhandsker i en størrelse, jeg selv kunne passe.

Gudskelov er den forseelse jo ikke værre, end at jeg bare kan strikke et par til!

Den første handske strikket færdig op til fingrene

Julebrocher er jeg også glade for

Jul bliver det snart, vi er nu allerede i midt-november, og som du kan se rundt om i indlægget, har Alfien da allerede fundet sine julebrocher frem.

Vintagealfien
En lyserød julefugl og lidt brocher

De skal være klar, så jeg får rendt med dem i hele december.

Her er de sat på en hvid ulden vintagehue. Den og dens sorte søster kommer du nok til at se og høre en del mere til.

Alfien har i hvert fald planlagt et sidste blogindlæg og fotoshoot inden året går ud. Hvis alt går vel kommer indlægget til at handle om:

Brocher som

transformerende stilelementer

Kors

Jeg vil ikke sige, at jeg decideret samler på smykker med temaet jul. Men jeg har lidt med juletræer og kors, indrømmer jeg gerne.

Vintagealfien
De lilla handsker som gik så meget igennem og et 70’er kors fra Sarah Coventry

I hvert fald passer de lilla handsker i Kamillamønstret perfekt til korset.

Det er faktisk ret stort det kors fra Sarah Coventry. Det er 7 cm langt, fra 1971 og bærer navnet Crusader cross.

Perlebesatte handsker som julegave?

Kan du nå at strikke et par handsker med perler på inden jul enten til dig selv eller til en af dine kære?

Ja, selvfølgelig kan du det, så tager det heller ikke længere tid.

Det er kun de første perlebuer, som tager rigtig lang tid

og derefter tager det stadig tid, men ikke længere 25 minutter!

Vil du vinde Berthinemønstret?

Jeg udlodder Berthineopskrifter de næste fire søndage, og sidste gang bliver således tredje søndag i advent.

Vindere får direkte besked per mail.

Er du en af de heldige vindere, kan du vælge imellem mønstret til damer eller til børn.

strik med perler
Berthinemønstret i dame og barnestørrelse, 5 til 7 år

Så er du nyhedsbrevsmodtager, er du med i lodtrækningen.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Lodtrækningerne starter søndag

den 22. november!

Bliver du trukket ud, så husk at svare tilbage inden tre dage, da jeg ellers glæder en anden med en opskrift.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste?

Eller har du forslag til, hvordan bloggen Vintagealfien kan blive bedre?

Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Strik med perler hører til i kategorien slow-strik” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Jul hos Alfien
Mere græskar – bemærk juletræet!

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook, Instagram, Bloglovin samt Pinterest, i fald du gider det.

Eller du kan blive nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Fingerhandsker, Fingerhandsker til børn, Jul, Perlestrik, Strik, Strik med perler and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *