Strikkefasthed og handskebredde

Strikkefasthed og hvordan du bruger det

I blogindlægget om strikkefasthed er der affiliated links. Disse links er markeret med symbolet , som står for Alfien anbefaler. Du kan læse mere om Alfiens brug af affiliated links her:Affiliated links-Alfien anbefaler

Når gaven er strikhandsker

Når gaven til et kært væsen involverer strikhandsker, kigger jeg især efter dette hos modtageren:

  • Håndens bredde
  • Fingrenes og håndryggens længde

Årsagen til at jeg er særligt opmærksom på dette er, at handskerne selvfølgelig skal passe, ikke bare i bredden, men også i længden. Fingerhandsker som ikke passer, er lidt som strømpebukser, hvor benene er for korte, simpelthen utålelige at have på. Derfor er handskebredde og længde på håndryg/fingre så vigtige at have styr på.Strikkefasthed

Men jeg kigger også efter andre ting som fx:

  • Gavemodtagerens personlige stil og yndlingsfarve
  • Hvordan huden på håndryggen ser ud

Udover den tid det tager at strikke handskerne eller hvad det nu måtte være, kan de fleste strikkere nok nikke genkendende til, at en strikgave er en gave, hvor der er lagt kærlighed i hver én maske. Og når en gave vækker glæde hos modtageren, så bliver man også selv glad. Det skal være et par strikhandsker, de har gået og sukket efter, simpelthen.

Handskebredde – sådan regulerer du den

Hvis du strikker fingerhandsker eller strømper for den sags skyld, kan du let regulere bredden uden at ændre i opskriftens antal masker. Det gør du ved enten at gå ned i strikkefasthed, arbejdet bliver nu større eller gå op i strikkefasthed, det bliver mindre.

Strikkefasthed hvad er det?

Strikopskrifter indeholder altid eller bør indeholde en anbefalet strikkefasthed. StrikkefasthedStrikkefastheden er en retningslinje, så man er sikker på, at det færdige arbejde passer i størrelsen. Strikkefasthed angiver hhv. hvor mange masker og pinde, der er på 10 x 10 cm og i hvilket mønster, det er strikket i. På billedet ovenover er jeg i gang med at måle strikkefastheden i bredden til mit seneste projekt “Prinsessedrømme”.

Unøjagtigheden ganges op

Jo flere masker der er på pindene, jo vigtigere er det at overholde strikkefastheden, da unøjagtigheden bliver ganget op. Det betyder at en striktrøje let kan ende med at blive 10 cm eller mere for stor eller for lille i forhold til de ønskede mål, hvis strikkefastheden er skredet. På små strikemner, som fingerhandsker eller strømper, er det stadig vigtigt at overholde strikkefastheden, men det har ikke den samme katastrofale effekt som på en trøje, hvis det ikke passer helt præcist.

To måder at regulere strikkefastheden på

Ændringen af strikkefastheden kan gøres på to måder. Den ene er ved at vælge et andet garn, tyndere eller tykkere garn, og den anden måde er at skifte til en anden pindestørrelse, hhv. mindre eller større pinde. På den måde kan du let regulere en strikhandske én eller to størrelser op eller ned, hvilket er forholdsvist meget.

Når der skiftes pindestørrelse

Mine hænder er til den mere benede side, så handsker til mig selv, strikker jeg hovedsageligt på pind 2,5. De røde handsker på billedet er strikket på pind 2,5 og jeg har  sat en pelskant på for at løfte stilen. Du kan se her hvordan.

Strikker jeg med et meget tyndt garn eller har jeg erfaring med at mønstret er uden den store ribeffekt, går jeg op til 2,75 mm. Når jeg strikker til andre med en lidt bredere hånd, strikker jeg typisk på pind 2,75 mm. Så har jeg taget højde for, at modtageren af de strikkede fingerhandsker har en lidt bredere hånd end min egen.

De grønne handsker til barndomsveninden

Underneden kan du se de grønne handsker til en barndomsveninde, strikket her i august 18 på pind 2,75 mm i mønstret Nelly. Det er et mønster med en god ribeffekt, hvilket gør at handsken tilpasser sig håndens bredde rigtig godt.Strikkefasthed

En særlig blå farve til datterbarnet

Datterbarnet havde forelsket sig i netop én særlig farve, som kun kunne fås fra et bestemt mærke. Da hun ikke er meget til pynt, faktisk som i slet ikke, var moderen selvfølgelig all-in på at opfylde hendes ønske. Det lod jo så kun pindestørrelsen tilbage, når garnvalget lå fast og det gjorde det. Det skulle være den blå farve og dermed basta. Hun havde prøvet handskemønstret Berthine, når det var strikket på pinde 2,5 mm og mønstret blev simpelthen spændt for voldsomt ud, hvilket ikke er videre pænt. En for lille handskebredde simpelthen. Ligeledes var omkredsen på fingrene også for små, så fingerhandsken klemte. De blev derfor strikket op på pinde 2,75 mm og med lidt længere fingre. Strikkefasthed

Modellen på billedet er jeg, og du kan se, at handskerne sidder pænt på mine hænder også. Det skyldes den store elasticitet, der er i mønstret.

En striktrøje med 40 år på bagen

Er du i øvrigt til vintagestriktrøjer, så tag et nærmere kig på den trøje, jeg bærer på billedet. Den har oprindeligt været min mands, strikket til ham af hans mormor, da han var en 11-12 år. Jeg fik den af min svigermor for nogle år siden, da hun ryddede op i gemmerne. Desværre var ærmerne lidt for korte, men jeg vaskede trøjen og derefter trak jeg forsigtigt i ærmerne, til de havde givet sig de få centimeter, der manglede. Det er et trick, der kan bruges, når det er ganske lidt, der mangler for at en ærmelængde passer.

Når der skiftes garn

Jo glattere garnet er, jo mindre fylder det. Ved at anvende en garntype, der er mere lodden kan der fås en lidt større handskebredde. Fx. er Drops Alpaca et mere loddent garn end fx. arwetta fra Filcolana.Strikkefasthed Det gør at strikkefastheden bliver mindre, så de samme masker nu fylder mere. Årsagen er, at et glat garn “pakker” bedre. Det har ikke små fibre, der stritter til alle sider og strikkefastheden bliver derfor større.

Forskellen i strikkefasthed giver 6% i handskebredde

Jeg opgiver altid strikkefastheden i glatstrik i mine handskeopskrifter. Min strikkefasthed på pinde 2,5 mm fra garnet arwetta fra Filcolana, ligger på 35 masker og 47 pinde på 10 x 10 cm i glatstrik. Hvis du syntes det er mange masker på 10 cm er årsagen er at jeg strikker forholdsvist stramt, og derfor får en stor strikkefasthed. Strikker jeg i Drops Alpaca er min strikkefasthed i glatstrik på pind 2,5 faldet til 33 masker og 44 pinde på 10 x 10 cm i glatstrik. Det svarer til, at handsken nu er blevet ca. 6 % større i bredden i runde tal.

Både skift i pindestørrelse og garn

Går man både op i pindestørrelse og vælger et garn med en mindre strikkefasthed, ja så kan man faktisk strikke et par handsker, der er ca. to numre større end original opskriften angiver. Det er vel at mærke, uden at de strikkede handsker ser kiksede ud. Fx. strikkede jeg et par i Drops Alpaca på pinde 3, i mønstret Berthine. De var, syntes jeg, voldsomt store til mig.Strikkefasthed

Dem gik jeg og kiggede lidt på, og overvejede om jeg skulle trevle op, og så strikke noget andet i stedet af det koksgrå garn. Men de endte som en gave til en af mine veninder sammen med et par matchende ørestikker i grå Burberry i efteråret 17. Hun er fantastisk smuk i grå farver og passer handskerne perfekt, fordi hendes hånd er langt større end min.

Ribkanten

Jeg strikker altid ribkanten til mine handsker på pinde 2,5 mm, uanset om jeg anvender pinde 2,75 mm eller 3 mm til resten. Så det justerer jeg altså ikke på. Nu har jeg endnu ikke prøvet at gå den anden vej, altså bruge mindre pinde fx. 2,25 mm eller 2 mm. Men det er oplagt, hvis man strikker børnehandsker og vil længere ned i størrelse end opskriften angiver. Her ville jeg vælge at strikke ribkanten på samme størrelse pind som resten.

Køb af strikkeremedier – garn og pinde

Alfien køber strikkeremedier mange steder fra både i nærområdets garnbutikker, men også på nettet. Det handler jo om, hvad man er på udkig efter, og da jeg er ret specifik især hvad angår farver, medfører det tit en større eftersøgning hhv. i garnbutikker og på nettet, for at få det jeg er ude efter. Et godt sted at lede på nettet er Rito, som netop nu har tilbud på alt fra garn til strikkepinde, du kan se mere her.

Hvor købes pindene henne i størrelserne 2,25 og 2,75?

Strikkepinde i Danmark springer med 0,5 mm, dvs. 2,5 til 3,0 til 3,5 mm osv. Men i England og USA kan man købe strikkepinde, hvor intervallerne er 0,25 mm, dvs 2,25, 2,50 til 2,75 mm osv. Hvorfor det er sådan, må hænge sammen med den strikketradition de enkelte lande har. I hvert fald gør et mindre spring i pindestørrelse, at det er langt nemmere at foretage en lille justering i strikkefastheden. Da de således ikke nemt kan erhverves i Danmark, køber jeg dem fra England. Det går smertefrit, jeg har i lang tid købt pinde af mærket Brittany, de er fremstillet af birk.Strikkefasthed

Men dem har jeg ikke kunne få her senest. Derfor har jeg forsøgt mig med et nyt mærke i bambus, jeg aldrig har hørt om det før, Bobbin hedder de. Dem har jeg netop købt, men jeg har ikke nået at afprøve dem endnu. Du kan se mere her.

Lyse pinde giver en større kontrast

Jeg kan bedst lide at strikke med lyse pinde, fordi det gør det nemmere at se maskerne. Det er den eneste årsag til, at jeg ikke er så vild med de farvede korte pinde fra KnitPro. Mørkt garn og farvede pinde, giver ikke megen kontrast og gør det svært at se, hvad der foregår. Især om aftenen oplever jeg tydeligt, hvor meget dårligere jeg er blevet til at strikke med mørkt garn på mørke pinde.

Længde på fingre og håndryg

Taler vi længde, er der både længden af håndryggen, men selvfølgelig også fingrenes længde. Jeg ved, at mine egne hænder ligger i normalområdet. Jeg har måske en lidt lang håndryg, men mine fingre er, bortset fra tommelfingeren, meget gennemsnitlige i længde. Da veninder og andre væsener gerne prøver løs af de strikkede effekter jeg udarbejder, har jeg et meget godt billede af, i hvilket område rent størrelsesmæssigt det jeg strikker og selv kan passe, ligger.

Handskestørrelse og skonummer følges gerne ad

Handskestørrelser har vi ikke længere styr på. Men til gengæld ved man gerne, jeg gør i hvert fald, noget om hvilken skostørrelse andre bruger. Det er meget let at se, om det er en lille damesko eller en stor. Derfor ved jeg, at de handsker, der strikkes i Alfieboet til Alfien, også passer væsener med hænder, og dermed sko, fra en lille størrelse 38 i sko til ca 40,5. Da jeg endvidere har strikket så tilpas mange fingerhandsker efterhånden, som enten er blevet foræret væk eller andre har prøvet, er jeg ret rolig på hånden, når jeg udarbejder opskrifter og strikker til andre.Strikkefasthed

Ingen regler uden undtagelser

Undtagelsen er selvfølgelig, hvis der er tale om meget lange fingre eller meget korte. Her benytter jeg mig af at få tegnet hånden op, hvis det er muligt. Tegningen gør det nemt at se, hvor stor forskellen er i forhold til mine egne fingre. Her kommer viden om det enkelte garns strikkefasthed også ind. På pind 2,5 mm skal der fire omgange til at få omkring én cm, hvilket gør det overkommeligt at skalere enten ned eller op i størrelse. Du kan læse mere her om, hvordan jeg løste udfordringen med venindens lange fingre. Vil du læse mere  om sammenhængen imellem handskestørrelse og skostørrelse samt om pasform i vintagemønstre er det her.

Personlig stil og yndlingsfarve

Når jeg giver en strikgave til andre, og jeg strikker yderst sjældent til salg, da det er for besværligt, har jeg selvfølgelig også en formodning om, hvor feminint mønstret skal være.  Da tidsforbruget cirka er det samme, uanset hvad jeg strikker af fingerhandskemønstre, gælder det om at få ramt rigtigt i kategorierne farve og stil. Strikkefasthed

Hulmønstre er feminine

Mønstre der indholder hulmønster er feminine. Jo mere en feminin stil personen har, jo mere skal mønstret matche den stil. Blomstermønstret Klokkeblomst er yderst feminint og det samme gør sig gældende for mønstret Margrethe. I den anden ende af skalaen er mønstret Kamilla, som med sine små snoninger bare er ren vintage. På billedet ovenover kan du se stilforskellen imellem de to mønstre, Klokkeblomst og Kamilla.

Huden på håndryggen

Håndryggens hud er tit et lidt ømfindeligt emne hos midaldrende og ældre kvinder. Jeg har selv min del af brune pigmentpletter, de kaldes også for leverpletter i folkemunde. Især på min venstre hånd er der en særlig stor brun plet, som du kan se. Det er klart, at hvis man ikke har lyst til at flashe det, skal man ikke gå efter et åbent mønster som Klokkeblomst. Strikkefasthed

Ikke overraskende er min holdning, at det er et tegn på et levet liv. Derfor bruger jeg åbne mønstre uden at skænke pigmentpletter og andet en tanke. Strikker jeg til andre og ved jeg, at de helst vil have at huden på håndryggen ikke ses, vælger jeg et lukket mønster.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien endnu gladere og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

This entry was posted in Fingerhandsker, Fngerlængde, Handskebredde, Strik, Strikkefasthed, strikketips, Strikketips and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *