Strikkeudfordring – 29 fingre plus det løse

Kender du udfordringen med at have UFO’s, også kendt som unfinished objects, af strikkemæssig karakter?

Jeg gør!

Tre af de fire ufærdige handsker til pigebørn som indgår i Alfiens strikkeudfordring
Strikkeudfordring: Tre par ufærdige fingerhandsker til pigebørn i nuancer af lyserød

UFO’s opdaget under oprydning i Påsken

I forbindelse med en større oprydning i påsken, dukkede der også en del UFO’s op.

Her i blandt tre par fingerhandsker i lyserød fra efterårets handskeprojekter til pigebørn. Det kan du læse mere om her og her i fald du gider det.

På de to af dem manglede der at blive strikket fingre og et par havde en færdigstrikket handske og en påbegyndt rib.

Et par i lyslilla dukkede også op

I genren fingerhandsker til pigebørn fandt jeg også et par i lyslilla, hvor kun den venstre handsken var strikket færdigt og den højre manglede fuldstændigt.

Den passede dog ikke i farven med de tre andre og kom derfor ikke med på billedet med æbleblomsterne.

Men nu skulle de altså allesammen strikkes færdige, besluttede jeg.

Det er i øvrigt også sjovere at starte nye projekter, når der ikke er ufærdige ting, som ligger og spøger. Ikke at det stopper Alfien, men det er nu ganske rart af få afsluttet sine projekter.

Har du en god og effektiv måde at bringe antallet af UFO’s ned på, så skriv gerne i kommentarfeltet.

Antal manglende fingre

Lidt hurtig hovedregning gav, at der manglede at blive strikket i alt 29 fingre samt rib og håndryg på to handsker, en lyserød og en lyslilla.

Hvis du undrer dig over tallet 29, er det fordi jeg havde fået strikket et par fingre på de lyserøde handsker yderst til venstre, inden billedet blev taget.

Hvad er det sjoveste at strikke?

Det sjoveste at strikke, syntes jeg, er selve mønsterdelen som befinder sig på strikhandskens håndryg.

Close-up af mønstret Prinsesse M
Strikkeudfordring: Close-up af mønstret Prinsesse M

Fingrene oplever jeg mest som en del, der bare skal gøres. Dette er selvfølgelig også grunden til, at UFO’erne er strikket op til et niveau, hvor håndryggen er færdig.

For at få handskerne færdigstrikkede besluttede jeg at springe på en selvopfundet strikkeudfordring.

Strikkeudfordring – færdig når…

Så hvordan skulle det så foregå? Og hvilke regler skulle der være?

For det første skulle der være en time frame, hvor alle handskerne skulle være færdigstrikket.

Samtidig med færdiggørelse af handskerne er der nemlig også lige alle de andre projekter, der pågår i Alfieboet.

For lige at løfte sløret for eventuelt interesserede læsere, er der fx nye mønstre/opskrifter på handsker til pigebørn, babyvanter og min seneste store dille, som er frimærker, tror det eller ej, på vej.

Pandebånd i vintagestil pyntet med pink pels og broche
Lyserødt pandebånd i vintagestil pyntet med pels og vintagebroche

Ovenfor ses det lyserøde strikkede pandebånd i vintagestil, endelig færdiggjort.

Det er fint pyntet med pink pels, vintagebroche og til sidst er et frimærkehjerte lagt på. Det sidste selvfølgelig af stylingsårsager.

Vil du se mere om pandebåndet, hvor opskriften er tilgængelig for nyhedsbrevsmodtagere, er det her.

15 minutters strikketid per dag

Ligeledes er jeg stadig lidt plaget af min strikkeskade i min højre arm, så jeg er fortsat på strikkeration – suk.

Jeg indgik derfor en aftale med mig selv om 15 minutters strik hver dag på handskerne.

Så jeg gik ikke all-in, hvilket jeg som oftest gør, når jeg bliver optaget af noget.

Morgenstrik

Typisk strikker jeg fem minutter ved morgenbordet og ti minutter henad eftermiddag eller om aftenen.

Det er en afslappende måde at starte dagen på, finder jeg.

Jeg tænker også, at en dag der fra morgenstunden er startet med lidt strik, vel ikke kan gå helt galt.

Gennemsnitlig strikketid per finger

Min erfaring er, at det typisk tager et sted imellem 20 og 35 minutter at strikke en enkelt finger på en voksenhandske. Selvfølgelig alt afhængig af hvilken finger, der strikkes.

I gennemsnit regner jeg med en halv time per finger og dermed 2,5 time per hånd. Det betyder, at det tager nogenlunde den samme tid at strikke de fem fingre, som det gør at strikke resten af handsken.

For handsker til børn er strikketiden i sagens natur mindre. Samlet bruger jeg typisk imellem syv til otte timer afhængig af størrelsen, modsat for voksne, hvor jeg typisk ligger omkring de ti timer.

Æbleblomst og strikhandske

Tildeler en halv time per finger

En strikketid på cirka 25 minutter per finger vil derfor være et realistisk bud. Men for at få noget, som er nemt at regne med, tildelte jeg mig selv en halv time.

Som de fleste har erfaret, der har prøvet at strikke fingerhandsker, er det som tager forholdsvist mest tid, når der strikkes fingre, de første omgange.

Her skal der samles masker op og der er endvidere heller ikke så meget plads at operere på. Men når de omgange er overstået, kører det bare.

Omregnet i strikkede fingre

Hvor meget skal der så strikkes om dagen?

Omregnes der til strikkede fingre, bliver det til lidt over en halv finger om dagen.

Dvs. 58 dage for fingrene samt yderligere 16 dage for de to handsker med rib og håndryg, altså en cirka 74 dage. Så er der også indlagt lidt slack, der er altid dage, hvor man får strikket mindre af den ene eller anden grund.

Rent kalender-wise skriver vi så midten af juli, før alt er færdigstrikket.

Updates om en strikkeudfordring…

Alfien vil komme med små opdateringer, omkring forløbet af udfordringen i de oplæg, som efterfølgende postes i maj og juni på bloggen.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Strikkeudfordring – 29 fingre plus det løse” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Strikkeudfordring: Æbleblomst fra Alfiens have i en lille glasskål fra Kastrup glasværk
Æbleblomst fra Alfiens have i en glasbeholder fra Kastrup glasværk

Ligeledes kan du også følge Vintagealfien på Facebook, Instagram samt Pinterest, i fald du gider det.

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Fingerhandsker til børn, Strik, strikkede fingerhandsker til børn and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *