Teststrikkere søges til strikhandsker i vintagestil

Teststrikkere er ikke blevet anvendt meget i Alfieboet

Alfien har som altid travlt med dit og dat ud i det håndarbejdsmæssige. Årsagen er, at jeg ikke har anvendt teststrikkere indtil nu i et videre stort omfang, jeg har generelt været henvist til at være min egen teststrikker. Men det har jeg besluttet at ændre på, grunden er de ret så mange strikkede fingerhandsker i alle mulige farver og mønstre, jeg har. Det er selvfølgelig fint, ud fra en ren gavemæssig betragtning, da der er et mere end righoldigt udvalg til en fødselsdagsgave eller hvad det nu måtte være. Men det kan ikke blive ved, jeg har jo kun to hænder. Ligeledes har jeg opdaget, at det alligevel tit ender med at jeg strikker et nyt par til fødselaren.Teststrikkere

Et par fingerhandsker med blomstermønster er på programmet

På det seneste har det især været opstrikning af et par gule fingerhandsker med et blomstermønster, selvfølgelig i vintagestil, den har stået på i Alfieboet. Nu lige de her gule handsker skal jeg nok få brugt, de passer fint til den gule nederdel og vintageringen fra Sarah Coventry, ikke mindst.

Teststrikkere – hvad kræver det rent strikke-wise?

Hvad kræver det egentlig at være teststrikker, spørger mange om. Du skal bare være en strikkeperson, dvs. du er en habil strikker. Hvorvidt du har strikket fingerhandsker før eller ej, er ikke vigtigt. Årsagen til dette er, at opskrifterne er udformet meget detaljeret. Det er de af flere grunde, en af dem er, at hvis man er ny inden for fingerhandskestrik, så er en for overordnet opskrift ikke videre brugbar. Simpelthen fordi vendingen “The devil lies in the detail” viser sig at være opstået af en grund.

En strikkemæssig: Nåeh, hvad er så meningen her, situation

TeststrikkereJeg skrev netop med en interesseret teststrikker forleden. Emnet var det irriterende i at blive efterladt i en strikkemæssig: Nåeh, hvad er så meningen her, situation. Det handler om detaljeringsgraden af en opskrift, og jeg kan ikke selv fordrage, at skulle gætte mig frem, så må det hellere være for detaljeret. Ved man hvad det går ud på, kan man bare gå videre i opskriften, er man derimod i tvivl, er det rart med lidt mere vejledning. Opskrifterne jeg udarbejder hører derfor til i kategorien af pædagogiske udformede opskrifter, så alle kan være med, også selv om man ikke har gjort i fingerhandsker før.

De videregående uddannelser i 80’erne

Er opskrifter, manualer og andet for generelt eller for overordnet, minder det mig ret så meget om de videregående uddannelser tilbage i 80’erne. Her stod der ofte: Som det let ses, ved en, for mig i hvert fald, særlig svær passage. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg var så klog, at jeg kunne regne det ud, så havde jeg nok ikke behøves at tage en uddannelse. Det er ganske få, der er som Matt Damon i filmen Good Will Hunting, hvis du har set den film.

Teststrikkere modtager opskriften gratis, men køber selv garn

Teststrikkere modtager opskriften gratis, mod at korrekturstrikke den. For at finde ud af om opskriften er strikbar, er man nødt til at strikke fingerhandskerne, huen eller hvad det nu måtte være, op. Det er selvfølgelig især selve strikkekoden, altså antal ret, vrang, antal pinde, udtagninger osv. der skal være i orden. Du kan se her under blogindlægget Maskepolitiet, hvordan jeg holder styr på omgange, udtagninger osv.Teststrikkere

Hvor færdig er opskriften som teststrikkeren modtager?

Opskriften er færdig til et niveau, hvor den er strikbar. Dvs. den er komplet med tekst, foto-tutorials etc. Men den mangler at blive strikket op af andre end Alfien selv. Det er så let at overse et eller andet i en opskrift, når man selv ved, hvad der skal stå.

Strikketid og tidsfrist

Som teststrikker er det selvfølgeligt vigtigt at vide, hvor meget tid der skal sættes af til at færdiggøre et teststrik. Mit tidsforbrug på at strikke et par fingerhandsker er cirka 10 – 15 timer, regnet fra de første masker er slået op til alle ender er hæftet. Endvidere er der også en tidsfrist på, hvornår det teststrikkede arbejde skal være færdigt. Tidsfristen jeg opererer med hedder 14 dage fra teststrikkeren modtager opskriften, til arbejdet er færdigstrikket.Teststrikkere

Garnet- hvad er vigtigt?

Teststrikkere lægger selv garn til. For et par fingerhandsker er det typisk et nøgle garn af 50 gram, der er tale om. Om garnet er det anbefalede er ikke så vigtigt. Langt mere vigtigt er det, at strikkefastheden overholdes og at det er den samme garntype, fx uldgarn eller bomuldsgarn. De gule og de lyslilla handsker er begge strikket i strømpegarnet fra Filcolana, arwetta på pinde 2,5. Der er brugt under et nøgle til hvert par.Teststrikkere

Tilbagemelding om fejl i opskriften

Teststrikkere melder tilbage via mail, hvis der er noget, som er uklart eller der er et eller andet de ikke forstår i opskriften. Det samme gør sig gældende, hvis der er fejl i selve strikkekoden. Når arbejdet er færdigstrikket sendes et billede af det strikkede emne frem. Endelig vil der typisk også være et ark med nogle få spørgsmål, som skal besvares. Du kan se eksempler på sådanne spørgsmål underneden eller hele skemaet her:Tilbagemelding

  • Hvor let syntes du opskriften er at følge?
  • Finder du, det er en hjælp at der er fotos, når fingrene skal strikkes?

Teststrikkere modtager den rettede version

Når opskriften er rettet, modtager teststrikkerne den færdige version, som en yderligere tak for hjælpen.

Teststrikker – noget for dig?

Teststrikning af handskerne med blomstermønstret

I øjeblikket har jeg én opskrift på fingerhandsker i vintagestil, jeg mangler teststrikkere til. Det er handskerne med mønstret kaldet Klokkeblomst, på engelsk Tinkerbell, der er vist overalt på siden enten i den gule eller lyslilla variant.Teststrikkere

Antal teststrikkere til Klokkeblomstmønstret

Det antal teststrikkere jeg har brug for i denne omgang er omkring to til tre stykker. Men jeg har flere opskrifter på beddingen, hvor jeg ønsker at anvende teststrikkere, ikke kun indenfor fingerhandsker, men også vanter/luffer.

Det kendetegner Alfiens teststrikkere

Alfiens teststrikkere er kendetegnet ved at være strikkepersoner, dvs. habile strikkere. Desuden er de søde, rare væsener, der er til at regne med, og endelig er de modtagere af Alfiens nyhedsbrev, opskrivningsfeltet finder du i højre side af skærmen. Kan du opfylde ovenstående, er du mere end velkommen til at skrive nederst i kommentarfeltet eller sende en mail til alfienatvintagealfiendotdk, så kommer du på listen over interesserede teststrikkere.

Gør Alfien glad

Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien endnu gladere og del blogindlægget med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.Teststrikkere

Ligeledes kan du også følge med på Facebook og Instagram, ifald du gider det: Vintagealfien på Instagram og Vintagealfien på FB 

This entry was posted in Fingerhandsker, Strik, Teststrikkere and tagged , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Teststrikkere søges til strikhandsker i vintagestil

  1. Anne-Mette Snedker says:

    Hej. Hvis du ikke allerede har fundet de teststrikkere du har brug for, vil jeg gerne melde mig som tester. Jeg strikker hver dag. Meget forskelligt strik, og elsker at udfordre mig selv med nye opskrifter. Udover det elsker jeg mine strømpepinde😀

    Med venlig hilsen Anne-Mette

    • Birgitte Petersen says:

      Hej og mange tak for din interesse.
      Jeg har fået de teststrikkere ind, jeg skal bruge i denne omgang.
      Men jeg påregner at skulle have teststrikket et andet fingerhandskemønster inden for de næste 3 uger til en måned.
      Du kan jo holde øje med bloggen
      Dbh. Alfien AKA Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *