Alfien elsker at påsætte små tags eller gavemærker på sine kreationer og produktioner. Det løfter udtrykket og gør gaven ekstra lækker.
Mest brugte stempel til tags
Et af de stempler jeg er særlig glad for er fra Hero arts og bærer inskriptionen “Made with love”. Jeg bruger det stempel på næsten alt det jeg fremstiller, fra strik til syltetøj.
Nedenunder ses et par fingervanter jeg strikkede til en venindes 50 års fødselsdag i april. Det var så heldigt, at jeg blandt de mange stempelfarver havde en der matchede. Gaven blev så fin, at den ikke blev pakket ind, bare lagt ned i en brun papirspose sammen med en lille plante i cellofan.
Til hjemmeproduktionen af syltetøj med hyld og citron har jeg indkøbt et stempel med en overskåret citron samt gul stempelfarve. Jeg har dog ikke nået endnu at fremstille et tag, hvilket skyldes, at jeg ikke har foræret glas væk siden jul. Men mon ikke der snart bliver en lejlighed?