Hvis man er så heldig at få lov at blive omkring de 50 år som kvinde, så undgår man ikke oplevelsen overgangsalder. Som med alle andre faser i livet åbner overgangsalderen op for nye muligheder, og det er efter Alfiens mening ikke så ringe. Dybest set handler det om energi, glem alt om alder.
Overgangsalder: Godt og skidt
Det kan dog samtidig være en opslidende periode med hedeture, hovedpine, vægtøgning etc. Men jo mere ro man kan skabe i sit sind, jo nemmere forløber det. Det er interessant at i kulturer, hvor visdom er værdsat, opleves menopausen ikke som et problem. Vi har en kultur i den vestlige verden, som dyrker ungdommen til det nærmest sygelige.
Her kan man jo vælge at anskue det at blive ældre fra en lidt anden vinkel. Iris Apfel har, blandt meget andet, klogt sagt at modne kvinder ikke har kroppe som unge piger, og unge piger har ikke penge som modne kvinder.
Nyd de fordele der er ved at blive ældre: Børnene er fra hånden, du har faktisk fået dit eget liv tilbage igen. Du ved langt mere om, hvad du gider at bruge din tid på end før. Du kender også dig selv meget bedre nu end da du var ung, det er en gave uden sidestykke, livet er en proces.
Mange oplever også et boost i deres kreativitet når overgangsalderen sætter ind, det gjorde jeg i hvert fald. Går du og sysler med noget kreativt, så er det måske nu, det skal have luft under vingerne?
Det handler om at forblive ung af sind, og det kan man sagtens være og have rynker, lidt løs hud hist og her.
Nej til slankekure – spis en anden slags mad
Vægtøgning omkring overgangsalderen er ligeledes ret kulturbestemt, kvinder i de asiatiske lande holder sig generelt slanke uanset alder.
Det handler meget om hvilken slags mad man indtager. I Asien er der ikke det forbrug af mælkeprodukter, som vi ser i Danmark. Hvede er der heller ikke meget af, og det samme gælder sukker. Derfor skal du ikke gå på slankekur, men i stedet spise en anden slags mad, det drejer sig altså om at skifte livsstil. Hvilket ikke er helt nemt, som de fleste ved.
Motion i dit dagligdags tøj
Rør dig ligeledes mest muligt i dit dagligdags tøj. Cykel til arbejde hvis du har mulighed for det, også når det regner. Undgå elevatoren, tag trapperne op, også selvom du ikke gider. Gå tur hver dag, og helst en lang en.
Øg energien i kroppen
Der er masser af bevægelsesformer som øger energien i kroppen, Steiners heileurytmi, yoga og Tai Chi, bare for at nævne nogle.
Meditation er ligeledes fremragende til at øge energien i kroppen og lette gener i forbindelse med overgangsalder. Meditation kan nedsætte og nogle gange helt forhindre migræne, så lider du meget af det, kan det være en løsning. Ligeledes mindskes hedeture, og årsagen er enkel, jo mere stresset du er, jo flere og kraftigere hedeture får du.
Det kan også være en hjælp at indtage den Auyrvediske kvindeurt Shatavari, den lindrer overgangsalder gener, såsom hedeture, og er også rigtig god til PMS. Jeg har i mange år taget en kvart teskefuld morgen og aften i kogt lunkent vand, men tager nu kun urten om morgenen. Med hedeture kan det ligeledes være en hjælp at undgå fødeemner som er varmende i kroppen, såsom chili, lammekød etc.
Anskaf dig et positivt mindset. Find simpelthen noget du kan være taknemmelig for hver dag og sig tak. Jeg takker hver aften for, at jeg har en seng at sove i, en dyne at tage over mig og at jeg bor i et land uden krig. Det er tre ting, som ikke er alle forundt.