Lyserødt garn har jeg en forkærlighed for, og du kan i dette indlæg se et udvalg af det forskellige lyserødt strik, som jeg har hygget mig med på det seneste.

Er du også til lyserød i alle afskygninger, så er dette blogindlæg sikkert lige noget for dig.
Det er jo det der udefinerlige omkring, hvorfor man egentligt kan lide de garnfarver, man kan lide. Uanset hvad grunden er, så strikker jeg meget lyserødt strik.
Siden starten af 2023 har jeg strikket lidt af hvert, men uden undtagelse har farverne ligget i kategorien pastelfarvet, med en overvægt over imod den lyserøde farve.
De strikkede fingerhandsker i lyserødt garn
Handskerne med strikkede tern til hhv. voksne og barn 5- 7 år, har jeg nu endelig fået færdiggjort og udarbejdet opskrift til.

De to størrelser er strikket i hver sin lyserøde farve. Jeg havde ikke prøvet garnet i merinould fra Knitting med Olive før, og ikke overraskende faldt jeg pladask for farven kaldet “Kirsebærblomst”. Den farve har jeg brugt til damestørrelsen.
Et par andre ternede strikkede fingerhandsker med små snoninger kan du se i indlægget om Harlekintern og Columbine – Columbinemønstret…
Lyst til at se mere om, hvad der ellers er af opskrifter? Så kan du kigge i strikkataloget…

En lille tutu strikket med lyserødt garn
Af det overskydende garn fra damestørrelsen, måtte jeg lige strikke en tutu helt i lyserød også.
Skulle du have lyst til at gøre kunsten efter, er kroppen altså strikket i farven “Kirsebærblomst” og selve skørtet er strikket i fine kid mohair fra Walløe i farven rose.

Du kan se mere om de små tutus i indlægget: En lille tutu…
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
En tutu bliver til en lille engel
Den tutu syntes jeg godt nok er pæn, og med lidt fjer sat bagpå som vinger er den, i min optik, i kategorien helt uimodståelig.
Tilsæt fjer og gå fra en tutu til en engel!
Dem kommer jeg nok til at strikke en hel masse af, har jeg allerede på fornemmelsen.

Jeg vil ikke sige, at jeg allerede er på julestrik i slutapril, men det trækker nok lidt i den retning!
Strik mange af de samme emner
Mange bryder sig ikke om at strikke en masse af de samme emner.
Sådan har jeg det så langt fra – for at sige det mildt.
Der ligger en utrolig mulighed i at forfine sin strikketeknik, ved gentagne gange at strikke det samme. Foruden at når der er tale om småt strik, ja – så tager det ikke lang tid at strikke et emne op.
Nu kan jeg så også godt lide at perfektionere, og det kan man ikke uden at øve sig, uanset hvad nogle måske går rundt og tror.
Øvelse gør stadig mester,
Alfien
også når det gælder at strikke!
Du kan se mere om håndstrik som masseproduktion i indlægget om: Det kan du nå at strikke i aften
Lyserødt garn bruges også til bøjlebetræk
En gammel kending på strikkefronten er bøjlebetræk, som jeg øjensynligt heller ikke bliver træt af at strikke.
Jeg syntes, jeg manglede nogle matchende bøjler til noget af mit tøj, vintage og andet. Det skulle man måske ikke tro kunne passe, men ikke desto mindre er det sandt.
Trods alle mine gode fortsætter om ikke at erhverve mere tøj, så kommer der lidt nyt til alligevel og helst i kategorien vintage. Det tøj skal jo også have matchende bøjler at hænge på.

Jeg har stadig masser af gamle ubetrukne træbøjler liggende, kunne jeg se. Så for tiden er jeg på at strikke bøjlebetræk op i forskellige nuancer af lyserødt bomuldsgarn.
Strikkede bøjlebetræk har også den fordel at mønstret er nemt, så de let kan bruges til filmstrik og socialstrik.
Vil du se mere om, hvad der egner sig til genren socialstrik? Så kan du læse mere i indlægget: Socialstrik – hvad egner sig?
At strikke glatstrik jævnt på to pinde
Jeg bruger gerne bagsiden af glatstrik til bøjlebetræk, fordi det giver en fin overflade på det strikkede bøjlebetræk.

Alle som strikker glatstrik ved godt, at når man strikker rundt, er det ganske let at få det jævnt og pænt, da man jo kun strikker ret.
Strikkes der i stedet glatstrik på to pinde, skal der derimod strikkes skiftevis ret på den ene pind og vrang på den anden. Problemet ligger her i at få trådspændingen ens på de to sider, og det kan give kvaler på vrangsiden.
Vrangsiden strikkes typisk for stramt eller for løst med et ujævnt resultat til følge. Det sker fordi forskellen i strikketeknik imellem ret og vrang er ret så forskelligt.
Forskellig trådspænding i ret og vrangmaskerne giver ujævnt strik!
Start med at identificere problemet
Er en ujævn bagside din udfordring, når du strikker glatstrik?
Så er det klogt at starte med at afkode, hvorvidt du strikker vrangpinden for stramt eller for løst, så du kan gøre noget ved det.
Strik en 8 – 10 pinde glatstrik med et ganske lille antal masker, 20 masker er passende og kig på forsiden af det glatstrikkede.
En for løst strikket vrangpind vil give en pind med for store masker sammenholdt med retpinden. Medens en for løst strikket vrangpind vil give en pind, hvor maskerne er for små sammenholdt med retpinden.
Når du ved, om du strikker vrangpinden for stramt eller for løst, tager du hensyn til det, når du strikker vrangpinden.
Det er nemmere sagt end gjort, for det tager tid samt kræver øvelse og at du er opmærksom, hver gang du kommer til vrangpinden.
Har du brug for at øve dig på at strikke glatstrik med to pinde, så du får en ensartet vrangside, er bøjlebetræk et godt bud på noget, der både er nemt og overskueligt at gå til, og som kan bruges til noget.
Bøjlebetræk er gode til at forbruge restegarn
Gode til at forbruge restegarn er de strikkede bøjlebetræk også. Men trods mine så absolut gode fortsætter på den front, endte jeg alligevel med at købe to nøgler af forskelligt farvet lyserødt garn hjem fra et mærke, jeg ikke havde prøvet før.

Det er jo, hvad der sker. Det skal dog siges til min ros, at jeg havde strikket tre bøjlebetræk af restegarn, inden jeg faldt for fristelsen.
Der sneg sig også et lysegult garnnøgle med, slikfarver kan jeg godt lide, men det billede passede ikke ind i farven, så det må du se en anden gang.
Du kan se mere om strikkede bøjlebetræk i indlægget: Bøjlebetræk og vintageknapper…
Gør Alfien glad – del indlægget om lyserødt garn…
Kender du nogle, som også er til lyserødt garn og vil glæde sig over et indlæg med billeder kun i lyserød? Så del endelig.

Du kan også følge Vintagealfien på Facebook og Pinterest, i fald du gider det.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Jeg læste en gang et trick med at bruge en anden str pind til vrangpinden, på den måde bliver det ens. Altså, hvis man f.eks. strikker vrang for løst, så gå en halv pind str ned. Jeg har ikke selv afprøvet det, da jeg heldigvis mestrer at få det fint glat.
Rigtig go’ dag. 🙂