5 små strikkede tutus skal ud og opleve den store verden, og hvordan det gik til, kan du læse mere om i det følgende.
Tutus og vintagebutikken Audrey
På en fridag i midtnovember var jeg tilfældigvis forbi vintagebutikken Audrey i staden, nærmere bestemt i Hyskenstræde, Kbh.K.
Blandt meget andet kom vi til at snakke om de små tutus, som jeg har brugt en stor del af sensommeren og efteråret på at strikke i alskens farver.
Jeg har været ret flittig på tutufronten, må jeg sige. Der er blevet strikket tutus til halloween, fordi jeg syntes vampyrstrik kunne være sjovt og anderledes at pynte op med indendøre.
Her var farverne på de mange tutus, sort samt blodrød. Der sneg sig dog også en enkelt hvid tutu ind, som skulle symbolisere uskyld. Den blev også pyntet med et kors på fronten for ekstra beskyttelse.
Du kan se mere i indlægget om vampyrstrik: Vampyrstrik…
En tutu i de traditionelle julefarver, rød og hvid, blev det også til. Nissepiger og hvad der ellers er af små væsener, vil også gerne pynte sig.
De små tutus er faldet i god jord hos læserne, og derfor er opskriften også med i årets adventskalender med småt strik. Du kan se mere her: Adventskalender…
Og så var der selvfølgelig alle de tutus, jeg havde strikket med pastelfarvet krop og skørt.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Tutus i pastelfarver og vintagestil
Lone, der står bag vintagebutikken Audrey, syntes de små tutuer i pastelfarver passede perfekt ind i butikkens stil og univers.
Er der nogle, som ikke skulle vide det, var Audrey Hepburn også en ret habil balletdanser.
De små tutus indgår nu i juleudstillingen hos Audrey, som en lidt anderledes julepynt, der også kan købes.
Er du interesseret i at se mere om de små tutus, finder du det i indlægget: Strik en tutu…
Køb en fysisk opskrift og en håndstrikket tutu
Nu strikker jeg generelt ikke til salg, så de fem tutus der er at finde hos Audrey, er hvad jeg havde med pastelfarvet skørt.
Der er således en mulighed for at købe en strikket tutu i pastelfarver samt en opskrift.
Det sælges eksklusivt hos Audrey, Hyskenstræde i en kort periode, og er en sød gave til en person, du holder af.
Garnet til de små tutus
Tutuen er håndstrikket og kroppen er strikket i et 100 % uldgarn, håndfarvet Anina fra Filcolana.
Selve skørtet er strikket i et loddent garn af kid mohair og silke.
Det afhænger lidt af skørtets farve, hvilket mærke garnet kommer fra, da jeg ikke er ret god til at gå på kompromis med farver.
Jeg tror, jeg har haft de første fire til fem garnmærker i spil, for at få lige præcis den farvesammensætning tutuerne imellem, jeg var ude efter.
Her kan fx nævnes Månestråle fra CaMarose, Tilia fra Filcolana og her senest har jeg købt Fine kid mohair fra Walløe.
Vil du være med i adventslodtrækningen?
Igen i år bliver der hver søndag i advent trukket tre vindere blandt jer, som er nyhedsbrevsmodtagere.
Opskriften du kan vinde i år er mønstret til den strikkede turban.
Her er turbanen strikket op i en dejlig julerød farve og pyntet med pels og en vintagebroche.
Vindere får direkte besked per mail.
Husk at svare tilbage senest tre dage efter modtagelsen af mailen, da jeg ellers glæder en anden med opskriften.
Interesseret i at vinde Turbanopskriften i adventslodtrækningerne! Så skriv dig op til Alfiens nyhedsbrev!
👇
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Gør Alfien glad – del indlægget om 5 små tutus
Kender du nogle, som også syntes, at julepynt gerne må være lidt anderledes? Så del endelig.
Ligeledes kan du også følge Vintagealfien på Facebook og Pinterest, i fald du gider det.