Den personlige udstråling
Alfien har sagt det før og siger det gerne igen, glem alt om alder og udseende. Det handler om energi, nærmere betegnet den personlige udstråling. Hvis den er stærk nok, overser folk uden problemer dine rynker, linjer og furer, begyndende mormorarme og ekstra pund. De finder dig simpelthen interessant, sjov eller spændende og det er langt mere holdbart end ungdom.
Jeg har opdelt rådene i tre kategorier, nem, opnåelig og svær. Som altid er hvert menneske unikt, så hvad der gælder for mig, gælder måske ikke for dig. Det er nok især i de to sidste kategorier, at sværhedsgraden kan variere.
Som med alt andet her i livet er gevinsten større, jo mere du skal anstrenge dig. Er det let for dig at gøre ting, som du har udsat, ja, så giver det ikke så meget på energikontoen. Opleves det derimod som svært at være fx taknemmelig, så vil du opleve et stort løft i din energi og dermed din personlige udstråling, når du begynder at få det lært.
Alfiens 10 bedste råd til at øge din personlige udstråling
De tre nemmeste
- Gør ting som du har udsat. Det endelig at få taget julepynten ned, få fikset den opgave på jobbet, du har gået udenom længe eller hvad det nu måtte være, du har udsat og opsat, frigiver energi på det personlige plan.
- Vær mere ude i naturen, så vil dit energiniveau hæves naturligt. Det er afstressende at gå tur i en skov, fremfor i en by, viser forskning.
- Undgå junkfood og kz-kød og spis masser af frugt og grøntsager, og helst af en økologisk kvalitet. Der er kun en vis mængde energi til rådighed i kroppen. Jo mere energi cellerne skal bruge på at fordøje dårlig mad, jo mindre er der tilbage til alle de andre ting. På billedet til højre er der valgt mad efter chakraernes farver, fra rød i rodchakraet til lilla i kronechakraet. Jeg prøver så vidt muligt at spise farverig mad, og her er frugt og grøntsager ikke til at komme uden om.
De fire opnåelige
- Gør mere af det, som gør dig glad. Så kan du måske opleve det at være i flow, hvilket er helt fantastisk. Det prøvede jeg her forleden, da jeg sad og skrev på et blogindlæg. Lige pludselig var der gået mere end to timer, klokken var langt over frokosttid og jeg havde bare været fuldstændigt opslugt af at skrive. Det har jeg ikke prøvet i mange år, det at glemme tid og sted. Så det lyder nemt, det med at gøre mere af det som gør dig glad. Men hvad gør dig rigtig glad, helt ind i cellerne? Det kan godt være lidt svært at finde ud af.
- Velsign din mad, dine medmennesker, det sted du bor, din krop etc. Det er noget som virkelig hæver den positive udstråling. Se mere her om velsignelser og hvordan du gør Velsignelser og taknemmelighed
- Sig tak, er det svært at få begyndt så start med at sige det, hvor det helt klart er på sin plads. Som du øver dig, vil det falde dig nemmere og nemmere at sige tak og føle sig taknemmelig. Fx til buschaufføren for at transportere dig, også selv om du har betalt for billetten, når du får et svar retur på en mail, mulighederne er legio. Du vil opdage at du får mere og mere at takke for som tiden går. Og at folk gerne vil hjælpe dig, så du får endnu mere lejlighed til at sige tak. Du kan se mere her om det at være taknemmelig Velsignelser og taknemmelighed
- Undgå stress så meget som du kan. Stress brænder dit livslys ned som intet andet kan. Hvis du er rigtig uheldig og ikke får sagt fra samt gearet ned, kan det resultere i hjerneskader. En hjerneskade gør at man typisk mister sin arbejdsevne, og det kan tage meget lang tid at få samlet sig selv op igen. Pligtopfyldende mennesker med hang til perfektionisme er særligt i farezonen, fordi det sidder på rygraden at man passer sine ting og gør sit bedste. Så mærk efter inden i dig selv og sig fra, gør det simpelthen til en vane aldrig at give mere til andre, det være sig på job, familie osv. end at du har 20% tilbage til dig selv.
De tre svære
- Vælg at være positiv og at tænke positivt, også når livet ikke former sig efter dit hoved. Du kender måske talemåden: A blessing in disguise? Det er ikke altid til at vide om det man går og drømmer om at få, måske også er det bedste på lidt længere sigt. Tænk på en ungdomskæreste du var helt skudt i, men ikke fik. Du havde måske kærestesorg over ham i flere år, bare for at finde ud af, da du blev lidt mere moden, at han var en idiot. Det er en blessing in disguise, som de fleste kender af erfaring.
- Tilgiv og kom videre. Det kan være umådeligt svært, og min erfaring er, at den sværeste at tilgive er sig selv. Har du problemer med at tilgive, kan det hjælpe at se om man dog ikke i det mindste har lært noget. Om ikke andet er der altid vinklen, at du nu har lært, hvordan du ikke selv skal gøre eller være. Har du svært ved at give slip på de negative ting? Så øv dig i at blive bedre til at udånde. Det at give slip og sige nej ligger i udåndingen.
- Lær at meditere. Her opnås virkelig en forøgelse af energien og dermed personlig udstråling. Det at få sindet til blive bare nogenlunde stille og ikke at snakke derudad er, syntes jeg fortsat, en lidt svær disciplin. Når du mediterer, kan du med fordel have udåndingen dobbelt så lang som indåndingen. Herved bliver du bedre til at sige fra og give slip.
Vil du læse om detox af sindet, herunder fire gyldne leveregler, er det her:Detox dit sind