Sorte strikhandsker er altid passende

Årets første blogindlæg i 2026 handler om mine udfordringer med opstrikningen af et par sorte strikhandsker og påsætningen af en pelskant i strudsefjer.

Sorte strikhandsker - en klassiker og går til alt
Sorte strikhandsker – en klassiker og går til alt

Jeg ejede ikke et par sorte strikhandsker

Lige pludselig fik jeg lyst til at gå lidt væk fra pastelfarverne, og i stedet har jeg, i hvert fald for en periode, især kastet min kærlighed på farverne sort og hvidt. Det er jo også vinter.

Et par sorte strikhandsker ejede jeg således ikke, og det måtte der fluks ændres på. Så jeg drønede ned i den lokale garnbutik 2.januar og fik købt sort garn.

Selve fingerhandskerne er strikket op på 6 strikkedage, lidt over en uge, her i start januar. Mens pelskanten er blevet påsat henover et par dage i en weekend.

At strikke dem op var lidt af en udfordring, og i dette indlæg deler jeg derfor tips og tricks til at strikke med sort garn på små pinde. Ligeledes kan du også se, hvordan jeg påsætter en sort pelskant af strudsefjer på de sorte strikhandsker.

Et nøgle sort garn er nok til et par sorte strikhandsker
Et nøgle sort garn er nok til et par sorte strikhandsker

Jeg valgte at strikke de sorte strikhandsker i Margrethemønstret for at få så meget tekstur som muligt på de sorte fingerhandsker. Handskerne er strikket på hhv. pind 2,5 mm brugt til ribkanten. Pinde 2,75 mm til mønster og fingre, endelig er ribkanten på 7 cm.

Jeg har brugt sort garn fra arwetta, og der var som sagt lige nok til et par handsker i et nøgle garn, med en ribkant på 7 cm.

Du kan se mere om, hvad der er af opskrifter i strikkataloget…

Men lad os starte med de udfordringerne, jeg havde med det sorte garn.

Udfordringerne ved opstrikning af de sorte strikhandsker

Som alle ihærdige strikkede ved over en vis alder, er det at strikke med sort garn ikke helt ligetil.

If you know,
you know!

Skulle du ikke vide, at det at strikke med sort garn og på små pinde er en svær strikkecombo, er du enten ung eller du strikker ikke så meget.

Sine steder under opstrikningen af de sorte strikhandsker nærmede det sig blindstrik, vil jeg sige.

Sorte strikhandsker - Sort strik på små pinde er ikke helt nemt
Sort strik på små pinde er ikke helt nemt

Årsagen er, at evnen til at se kontraster falder drastisk med alderen, hvorfor det at strikke med sort garn kræver en hel del mere koncentration og opmærksomhed, end når der strikkes med et garn i en lys farve.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Derfor er sorte strikhandsker altid passende

Men farven sort er luksuriøs og elegant. Derfor er et par sorte strikhandsker altid passende uanset, hvordan du ellers er klædt.

A pair of black knitted gloves are always appropriate

Alfien

Maximalisme og blingbling spås at blive mikrotrends i 2026

Jeg så en video fra Lahmekommunikation i starten af 2026 omkring nogle af de mikrotrends, der forventes i 2026.

To mikrotrends forventes at blive om hhv. maximalisme samt blingbling og glitter. Herligt som maximalist at være på mode igen, må jeg sige. Du kan se de tre mikrotrends på FB: Mikrotrends…

Udvalgte blingbling knapper til de sorte strikhandsker
Udvalgte blingbling sløjfeknapper til de sorte strikhandsker

De forskellige sløjfeknapper jeg havde købt hjem med påsatte rhinsten passede lige ind i trenden og mit maximalistgen, ikke mindst.
Men kun den store sløjfeknap passede, når der også var påsat pels. De andre to sløjfeknapper druknede i pelsen.

De små knapper er til gengæld alle tiders på ribkanten alene, hvis du ikke er til pelskanter, men gerne vil have lidt blingbling.

Sorte strikhandsker med påsat lille sløjfeknap med midte af sort sten
Sorte strikhandsker med påsat lille sløjfeknap med midte af sort sten

Du kan se mere om, hvad der er af opskrifter i strikkataloget…

De sorte strikhandsker – strikket op til fingrenes start

Da sort garn og små pinde er en notorisk dårlig strikkecombo, får du i det følgende seks tips og tricks til, hvordan du kan hjælpe dig selv, når du strikker med sort garn og på små pinde.

Sådan kan du hjælpe dig selv – 6 tips og tricks

De første fire tips kontrast, lys og refleksion

  • Størst mulig kontrast – Jeg sørgede for størst mulig kontrast imellem garn og strikkepinde, og jeg bruger derfor lyse strikkepinde, for at højne kontrasten imellem garn og pinde.
  • Du kan føle dig frem. Strikkede masker føles forskelligt, alt efter om det er ret eller vrang. Det er ligesom braille/blindskrift, som er en punktskrift, hvor man læser ved at lade fingrene glide henover punkterne. Skal jeg blive i terminologien, var det blindstrik jeg udøvede til tider, her mærkede jeg efter kontrasten imellem ret og vrangmasker. Især brugte jeg at føle mig frem, da jeg strikkede ribkanten, der er 1 ret og 1 vrang.
  • Et godt lys – så jeg kan se, hvad jeg foretager mig.
  • Refleksion fra et hvidt klæde i skødet. Et godt råd jeg fik fra en af bloggens læsere var at lægge et hvidt klæde i skødet under strikkeprocessen. Det hvide stof virker som en gammeldags lysedug, og giver refleksion op mod det strikkede.

Femte tip – A eller B menneske?

  • Strik hvor du er mest frisk – De sorte strikhandsker strikkede jeg på, når jeg var mest frisk. Jeg er udpræget morgenmenneske, og jeg kunne simpelthen se, at jeg ikke skulle meget forbi kl. 18, før jeg begyndte at strikke forkert. Retmasker hvor der skulle have været vrangmasker og omvendt, masker der blev strikket halvt osv. osv.

Sjette tip – Tæl masker versus visuel inspektion

  • Tæl hele tiden antal masker i mønsterdelen – Jeg er normalt meget på det, som hedder visuel inspektion. Dvs. jeg kigger på det strikkede, og så kan jeg tydeligt se, både hvad jeg skulle have strikket og hvad jeg skal strikke dernæst. Men med de sorte strikhandsker talte jeg hele tiden, at jeg havde det rette antal masker i den rette strikkekombination. Det gør jeg normalt ikke, når jeg er forbi første mønsterpind, som jo er alfa og omega at få strikket rigtigt, fordi den første pind sætter dagsordenen for resten af arbejdet. Men jeg krydser selvfølgelig af i opskriften, hver gang jeg har strikket en omgang. På den måde er der styr på udtagning til tommelfinger, hvornår snoningerne skal krydses og hvad der ellers er. Du kan se mere i indlægget om maskepolitiet: Maskepolitiet….

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Det næste skal handle om tips til at strikke fingrene. Det gælder for alle strikhandsker, og ikke kun de sorte.

Start strategisk når fingrene skal strikkes

Når der strikkes fingerhandsker, skal der også slås masker op og/eller samles masker op til fingrene.

Du kan gøre opsamlingen af masker lettere for dig selv ved at være mere strategisk, når du starter på en fingers første omgang.

På billedet herunder kan du se de løse ender, der ligger i mellemrummene mellem fingrene. Hver ende er placeret længst muligt væk fra sin nabofinger. Det gør, at du ikke kommer ud for at en opsamlet maske bliver “lang” eller “løs” i det, fordi det var starten på den forrige strikkede fingers omgang.

Sorte strikhandsker - tip omkring opstrikning af fingrene
Sorte strikhandsker – tip omkring opstrikning af fingrene

En anden fordel ved at have garnenderne foran handler om lukning af eventuelle uønskede huller i det strikkede. Det kan du læse mere om i det følgende.

Huller i de sorte strikhandsker kan du nemt lukke

Fordi du skal samle masker op og slå masker op, når du strikker handskernes fingre, kan det være svært at undgå huller.

Skulle der være huller i dit handskestrik, som stammer fra opsamling og eller opslåning af masker, så lukker du dem, når du alligevel hæfter enderne.

Sorte strikhandsker - hvordan du lukker små huller ved fingrenes start
Sorte strikhandsker – hvordan du lukker små huller ved fingrenes start

Da forsiden er det man ser mest på en handske, er det derfor også mest praktisk, at det er her, du har garnenderne.

Jeg syr med garnet fra forsiden, så jeg hele tiden kan se, hvordan det ser ud, og skulle der være huller ved fingrene på håndfladens side også, lukker jeg også dem, inden jeg hæfter enderne på bagsiden.

Har jeg været for nærig med garnenderne, så jeg løber ud for garn inden et hul på bagsiden er lukket, tages et nyt stykke garn og gøre arbejdet færdigt.

I det næste kan du læse om, hvordan du sætter en pelskant på af strudsefjer. Jeg bruger kun genbrugspels, som jeg køber i butikker som Kirkens korshær, Blå kors, Lions Club.

De sorte strikhandsker og pelskanten af strudsefjer

Strudsefjer kaldes også for strudsepels, og det er fjer, der er syet sammen og dernæst syet på et underlag af stof, typisk noget satinlignende.

Strudsefjerene er syet på i rækker, med en ca. to til fire cm afstand i mellem rækkerne. På den måde bliver indtrykket som en sammenhængende pels, deraf navnet strudsepels.

Selvom jeg har arbejdet med strudsepels før, har jeg dog ikke prøvet at bruge det til en pelskant på et par strikkede handsker. sdu kan se mere om hvordan jeg bruger det til et kræmmerhus kant af vintagenodepapir i indlægget: Kræmmerhuse…

Men jeg tænkte, at det nok ikke kunne være så meget anderledes end de gange, jeg har påsat en pelskant af ræv.

Genbrugspels til de sorte strikhandsker

Strudsepelsen er ikke overraskende fra genbrugen, og fra et kendt brand, nemlig Frank Usher, prisen var DKK 75.

Genbrugspels - en vest af strudsepels bruges til pelskant på de sorte strikhandsker
Genbrugspels – en vest af strudsepels bruges til pelskant på de sorte strikhandsker

Jeg ved af erfaring, at en længde af 22 cm pelsstykke passer med, at jeg kan få hånden igennem ribkantens åbning.

Det var så heldigt at ryggens bund af strudsepelsen, var 44,5 cm lang. Kanten på pelsvesten havde også en fin afslutning, og var derfor perfekt til at sidde på kanten af ribben.

Sorte strikhandsker  - Bunden af strudsepelsen
Bunden af strudsepelsen

Ligeledes var der 2 rækker pels fra bunden af strudsepelsen til ærmegabets start. Så nu skulle jeg bare klippe bunden af og så to rækker op.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Strudsepels er voldsomt livligt, som du kan se i den nedenstående video, og hvordan jeg løste det, kommer jeg ind på i det næste.

Strudsepels er meget livligt

Tips og tricks – klipning af strudsepels

For at undgå at klippe ind i pelsen, fugtede jeg det yderste af pelsrække to og tre med en fugtig klud. Derudover satte jeg en bredtandet kam fast i hver af pelsrækkerne, således at jeg kunne komme til at klippe i underlaget, uden at klippe pelsspidserne af.

Endelig havde jeg med skrædderkridt tegnet en klippestreg, der delte mellemrummet imellem de to pelsrækker lige over.

Sådan bevægede jeg mig fremad, fugtede det næste stykke pels, flyttede kammene og tegnede klippestreg og klippede.

Sådan kan du skabe en klippelinje uden fjer
Sådan kan du skabe en klippelinje uden fjer

Den klippede kant riede jeg, det ses ikke for pelsen rager ud over, og ligeledes syede jeg de to pelsstykker sammen.

Pelskanten nåles på de sorte strikhandsker

For at få det bedste resultat pånåler jeg pelskanten inden jeg syr.

Jeg har samlingen af pelsstykket midtbag på hånden. Nu deler jeg hele tiden ned i mindre stykker. De to første nåle er sat midtfor og midtbag. Dernæst deler jeg de to stykker i to nye stykker osv. Du kan du se, mere om hvordan jeg gør i indlægget: Pelsbesatte handsker…

Jeg sætter hellere end knappenål for meget end en for lidt.

De sorte strikhandsker med med den pånålede strudsepels
De sorte strikhandsker med med den pånålede strudsepels

Påsyningen af pelskanten på de sorte strikhandsker

Fordi strudsepels er så livligt, er det nemt at komme til at sy nogle fjer med, når pelskanten sys på.

For at undgå det placerer jeg pegefinger og langemand på venstre hånd på pelsen yderside, mens tommelfingeren placeres på ribkantens inderside. Højre hånd foretager så selve syarbejdet.

Hvordan jeg holder strudsepelsen i ave, når pelskanten sys på de sorte strikhandsker
Hvordan jeg holder strudsepelsen i ave, når pelskanten sys på de sorte strikhandsker

Jeg bruger kastesting til at sy pelskanten på, og det tog mig en lille time at sy den på.

Skulle en pelsrække have løsnet sig lidt under klipningen af strudsepelsen, så syr jeg den på igen.

Ved overklipningen har en række af strudsepels løsnet sig, og det skal selvfølgelig sys på igen.
Ved overklipningen har en række af strudsepels løsnet sig, og det skal selvfølgelig sys på igen.

Her har jeg gjort det til sidst, men det kan lige såvel gøres under sammensyning af stykket før pånålingen på handskens ribkant.

De sorte strikhandsker med påsat pelskant af strudsefjer
De sorte strikhandsker med påsat pelskant af strudsefjer

Det har du kunne læse om i indlægget: Sorte strikhandsker…

  • Hvorfor det er en udfordring at strikke med sort garn og små pinde
  • Tips og tricks til at gøre strikkeprocessen nemmere både mht. det sorte garn men også ved opstrikningen af fingre og færdiggørelse af et par fingerhandsker uanset farve.
  • Tips og tricks til at sætte en strudsepelskant på et par fingerhandsker. Pelsen er i øvrigt genbrugspels

Gør Alfien glad – del indlægget om de sorte strikhandsker…

Del endelig hvis du kender andre, der kunne bruge lidt tips og tricks, når der strikkes med sort garn og små pinde. Eller du kender nogle, som overvejer, om de skal kaste sig ud i at sætte en pelskant på et par strikhandsker.

Sorte strikhandsker og en sort vintagetaske fra Bon gout giver en klassisk stil
Sorte strikhandsker og en sort vintagetaske fra Bon gout

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook og / eller Pinterest, i fald du gider det.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Fingerhandsker, Kabelstrik, Klassisk mønster, Mormorstrik, Strik, Strikkede snoninger, Strikkeudstyr, Vintage strikmønstre and tagged , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Sorte strikhandsker er altid passende

  1. Sanne says:

    Måske lidt besværligt, men – nøj! – hvor er de elegante.

    • Alfien says:

      Tak for sød kommentar, Sanne

      Det var besværet værd at strikke dem op, vil jeg sige🖤

      Jeg har allerede brugt handskerne en del, hvilket gør mig helt glad 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *