En havereol har jeg haft i mange år. Den er containet ved storskraldstide for mere end 12 år siden, og den var oprindelig en åben reol beregnet for indendørs brug.
Jeg bruger kun havereolen til opbevaring og udstilling og den indgår naturligt i terrassens og havens uderum.
Planter har jeg på trappen og på franskinspirerede etagere rundt om på terrassen.
Husfotografen reparerer lidt på havereolen i ny og næ, så den fortsat kan bruges. Fx fik den en ny top, da den gamle rådnede op.
Klogt nok blev toppen også tjæret, så havereolen kunne stå ude hele året.
Min havereol gøres sommerklar
Fordi min havereol er placeret på et centalt sted, nemlig opad muren på terrassen, ses den hele tiden, og især hvis man sidder med ryggen mod selve haven.
I løbet af sæsonen kommer der gerne nye ting til, og når året er gået og en ny udesæson starter, er havereolen desværre knap så køn at kigge på.
Derfor tager jeg hvert år en tur med at gøre den sommerklar, så reolen tager sig bedst muligt ud. I år var det så i pinsen.
En hylde af gangen
Da jeg aldrig ved, hvor langt jeg når, inden jeg måske bliver optaget af noget andet, måske lidt strik, tager jeg en hylde ad gangen.
På den måde er det nemt at holde en pause og arbejde videre næste dag eller ugen efter, uden at det flyder med effekter over det hele.
Jeg flytter indholdet fra hver hylde væk og tørrer reolens rum af med sæbevand og efterlader hylden tom, indtil den er tør.
Indholdet tørrer jeg også af og sorterer lidt eller meget i. Ikke alt finder jeg er interessant at beholde.
Men meget af det beholder jeg nu, det har vundet hævd på at være i reolen.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Hvad har jeg i min havereol?
Som det ses har jeg lidt af hvert. Franske vaser, kakler, små haveredskaber og selvfølgelig lerpotter.
Jeg kan bare lide gamle ting med patina, og askeskuffen, som jeg bruger til opbevaring af potter, er også et containerfund.
De mange potter ligeså og at potterne har lidt skår og begroninger, er bare en del af det at kunne lide gamle ting.
Har du lyst, kan du også se, hvordan jeg genbruger ting til en strikgave i indlægget: Strikgave pyntes….
Styling af min havereol
Det tager tid at få stylet havereolen, og jeg flytter effekterne rundt, indtil jeg er tilfreds.
Det som er tricket ved styling er, at arrangere de udstillede ting med tilpas plads imellem hver stabel.
Jo mere luft der er imellem tingene, jo bedre er helhedsindtrykket gerne. Lige det sidste er lidt af en balancegang når man, som jeg, ikke er minimalist.
Nogle gange arbejder jeg derfor med to hylder ad gangen, for at få det udtryk jeg ønsker
Det som bliver tilovers efter oprydningen
Hvert år er der ting, som bliver tilovers under oprydningen i min havereol. Noget kan bare smides ud, og andet er i en sådan stand, at andre måske kan bruge det.
Det er især potter, som hører til i den sidste kategori.
Dem giver jeg væk til veninder og familie, så får de et nyt liv hos andre, som måske lige stod og manglede et par potter til et nyt blomsterprojekt.
Gør Alfien glad – del indlægget om min havereol…
Kender du nogle, som også er til gamle ting og genbrug i haven? Så del endelig.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Du kan også følge Vintagealfien på Facebook og Pinterest, i fald du gider det.