Sidst scrunchies var in var i 90’erne.
Men de er nu hotte igen og denne gang i strik.
Scrunchies er betrukne hårelastikker
Scrunchies er det engelske ord for hårelastikker, som er betrukket med enten stof, strik, pels eller andet rundt om, så elastikken får noget fylde.
De er gode til et opsat hår, fordi de fylder i håret og skaber noget interesse med farve og tekstur.
Scrunchies er endvidere nemme at dresse op med en broche.
Storforbruger af håraccessories – herunder scrunchies
Personligt har jeg sjældent løst hår, så jeg er storforbruger af håraccessories i alle mulige afskygninger.
Mit hår er som oftest arrangeret i en frisure. Enten er det sat op på hovedet i en eller anden form for knold eller samlet i variationer af en hestehale.
20 cm kortere hår i startjanuar
Jo længere dit hår er, jo mere fylder det selvfølgelig også når du sætter det op.
Lige den detalje havde jeg ikke tænkt på, da jeg var til frisøren i starten af januar og bagefter kunne konstatere, at håret var blevet 20 cm kortere.
Jeg havde ikke fået ideen til scrunchies endnu
Til mit forsvar er kun at sige, at jeg ikke på det tidspunkt havde fået ideen til at strikke scrunchies.
Så havde jeg nok lige ventet en tre ugers tid med at få klippet lokkerne.
Fylder håret for lidt?
Hvis dit hår fylder for lidt, når du har snoet det op på hovedet, kan du trække lidt i det, så det ikke er så stramt sat op. Herved får det mere volumen og ser derfor ud af mere.
Pynter rundt om hårknolden
Som du kan se, er scrunchien brugt som pynt rundt om hårknolden.
Jeg trækker den bare ned over håret og slår altså ikke elastikken flere gange om håret.
Strik scrunchies selv
Scrunchies kan man med fordel strikke selv.
Så i gang gik jeg, men det skulle ikke kun være de strikkede scrunchies uden tekstur, som kan ses her, der og alle vegne på Pinterest.
Så passer de også så glimrende til mine strikkede fingerhandsker.
Hvilket selvfølgelig ikke er tilfældigt.
Scrunchies – et restegarnsprojekt
Gode er disse strikkede scrunchies også til at få brugt restegarn og sværhedsgraden er nem at styre på.
Der går fra ca 5 til 16 gram til en scrunchie alt afhængig af længde og bredde samt garntype.
Sværhedsgraden vælger du selv
Scrunchies er generelt nemme at strikke, og syntes jeg også hyggelige at sidde med.
Ønsker du noget som er nemt at strikke, vælger du et enkelt mønster, som enten rillestrik eller glatstrik.
Godt begynderprojekt for både børn og voksne
Det gør dem også ganske egnet som begynderprojekt, hvis du er ny ud i strikkens verden.
Ligeledes er det et godt strikkeprojekt til børn også, fordi det er hurtigt strikket og så kan de bruges til noget.
Endelig ses det ikke, hvis strikkefastheden ikke er så jævn, fordi den skal sys sammen og rynkes rundt om elastikken.
Hulmønster eller bobler
Er du til noget lidt mere udfordrende, kan du kaste dig over mønsterstrik eller et hulmønster og endelig er der kategori tre, som er:
Jeg fik i alt strikket otte scrunchies og alle med forskelligt mønster.
Flere måder at strikke scrunchies på
Hvilken måde man vælger at strikke dem på, afhænger af flere ting, såsom:
- Mønstervalg
- Pindevalg – strikke rundt eller på to pinde
- Monteringstid.
Scrunchiens mønster bestemmer
Årsagen til at mønstret er den bestemmende faktor, kommer der en forklaring på her.
Det mest enkle mønster man kan strikke er retstrik. Retstrik kaldes også for rillestrik.
Der skal langt mindre bevægelse i fingre og håndled til at strikke en retmaske end en vrangmaske. Hvilket gør at børn også nogle gange kalder det at strikke ret, for at strikke ligeud.
Retstrik er mere skånsomt
Mindre bevægelse er lig med mindre energiforbrug.
Da bevægelsen er mindre, vrider man også mindre i håndleddet og derfor er det langt mere skånsomt for håndleddene at strikke retmasker end vrang.
Har du tendens til strikkeskader, gælder det om at strikke mest muligt ret, er min dyrekøbte erfaring.
Retstrik er nemmest på to pinde
Ønsker du retstrik på din scrunchie, er det nemmest og hurtigst at strikke på to pinde, da du dermed kan strikke ret på hver pind.
Vælger du at strikke rundt for at få en mindre monteringstid, skal du strikke skiftevis en omgang ret og en omgang vrang for at få rillestrik.
Grundopskrift på scrunchies – retstrik på to pinde
Garnet jeg har brugt til den lyserøde sag, hedder Månestråle og er fra CaMarose. Det er et lidt loddent garn med sølvtråde i. Jeg har forbrugt fem gram til denne scrunchie.
Strikkefasthed er 23 masker på 10 cm i det valgte garn.
- Slå 70 masker op på pind 3 mm
- Strik ret på alle pinde, i alt 7,5 cm
- Luk løst af
- Sy de lange sider sammen, så der dannes en ring
- Træk en elastik igennem, jeg har en diameter på hullet i scrunchien på omkring 3 cm, og slå en knude på elastikken.
- Sy derefter strikenderne sammen og fordel scrunchien på elastikken
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Strikke rundt
Her er der to måder, som begge er strikket rundt enten med strømpepinde eller med rundpind.
Udfordringen her kan være at finde en rundpind, der passer.
At strikke på rundpind er hurtigere end at bruge strømpepinde, fordi man ikke skal skifte pind hele tiden. Derved sparer man noget tid.
Mine rundpinde passede nu ikke, de var enten for lange, 40 cm eller for korte med for korte pindespidser, 25 cm. Så jeg brugte bare strømpepinde i stedet.
- Et lille antal masker, hvor der strikkes et ca 27 – 30 cm langt stykke. Jeg strikker et langt tyndt rør, med en diameter omkring 3,5 cm. Når elastikken er trukket igennem, skal du bare sy de to små ender sammen.
- Et stort antal masker, hvor der strikkes et kort stykke, typisk omkring en syv til otte cm. Diameteren på de korte ringe er omkring 16 cm. Her skal hele ringen sys sammen og typisk trækkes elastikken igennem til sidst.
Så hvilken model du vælger afhænger altså af, hvordan du syntes mønstret skal være placeret på dine scrunchies og den tid, du vil bruge på montering.
Sådan gjorde jeg
- Jeg brugte den lange rørmodel, da jeg strikkede hulmønster, fordi jeg derved kunne få mønstret i længderetningen. Man kan sige at mønstret kun blev gentaget én gang. Smart var det også, at der ikke var ret meget monteringsarbejde.
- Til scrunchien med retstrik, strikkede jeg på to pinde for at undgå vrangmaskerne. Den tid jeg brugte ekstra på at sy kanter og ender sammen, tjente jeg let ind på kun at skulle strikke ret.
- Strikkede jeg derimod ringe, eller korte store rør, var det fordi jeg ønskede at mønstret skulle gentages mange gange. Det gav selvfølgelig en anden effekt på scrunchien.
Lesson learned når der strikkes scrunchies
Det jeg lærte af at strikke scrunchies var følgende:
At ved mønsterstrik, fik jeg det absolut flotteste resultat, når jeg strikkede ringe.
Det at mønstret bliver gentaget mange gange, giver simpelthen bare et pænere udtryk end når scrunchien strikkes som et rør.
Jeg kunne også mærke, hvor irriteret jeg blev over at skulle skifte pind hele tiden, det var faktisk som at strikke en uendelig lang tommelfinger.
Tidsforbruget er mønsterafhængigt
Det går forholdsvist stærkt at strikke en scrunchie, påregn ca én til tre timer alt afhængig af mønstret og strikkerutine.
Så kommer monteringstiden oveni, den er omtrent en lille halv time, hvis der er strikket på to pinde.
Jeg bruger uldgarn til mine scrunchies
Jeg bruger uldgarn, det syntes jeg er det pæneste og jeg har også så mange rester fra mine fingerhandsker. Garnet er enten 100% uld eller et blandingsgarn, fx strømpegarn med 80% uld og 20% nylon.
Scrunchies med bobler
Er du til det mere avancerede rent mønster-wise, kommer her en opskrift på scrunchies med strikkede bobler.
Som du kan se, sidder boblerne forskudt i forhold til hinanden, hvilket jeg syntes giver en rigtig god 3D-effekt.
Bobler består af tre trin
Bobler fås ved, at du udfra én maske skaber nogle ekstra masker.
Selve strikningen af boblen kan opdeles i tre trin, nemlig skab masker, strik boblens krop og endelig formning af selve boblen.
Boblens masker strikkes typisk glatstrik, så den får en glat struktur og formen på boblen opnås ved at trække maskerne henover den første maske.
Størst mulig tekstur
For at opnå størst mulige kontrast har jeg også strikket en scrunchie, hvor boblerne er på glatstrikkens vrangside.
Du kan også for variationens skyld strikket en scrunchie, hvor boblen har vrangsiden ud af, for at opnå mere struktur i det strikkede. Det har jeg nu ikke nået endnu.
Sådan strikker du bobler
- De ekstra masker skabes: Strik fem masker i én maske ved at strikke skiftevis i forreste og bagerste lænke.
- Kroppen af boblen strikkes: Vend og strik 5 pinde glatstrik på de 5 masker. Første pind du strikker er en vrangpind, hvis du vil have en glat boble.
- Boblen formes: Træk nu den anden maske henover den første maske, og derefter trækker du resten af maskerne henover den første maske, en ad gangen. Flyt masken til højre pind.
Tips til boblestrik
Sådan undgår du for løse masker og huller
Jeg bruger en hjælpepind til at strikke vrangsiden af boblens krop med. På den måde undgår du at trække i den maske, der ligger lige før boblen, så den bliver for løs.
Når boblen er strikket, strikker jeg den næste maske lidt stramt til op mod boblen, for at undgår yderligere nævneværdige huller i det strikkede. Ret samtidig på boblens facon, så den bliver mere rund.
Strik ret – vrangvend strikketøjet
Skal boblerne være på glatstrikkens vrangside, vrangvender jeg strikketøjet, når boblerne skal strikkes. På den måde undgår jeg at strikke mere vrang end højst nødvendigt,
Når omgangen med boblerne er strikket, retvender jeg igen strikketøjet. Herved strikker jeg kun vrang på den omgang, hvor der strikkes bobler og alle de andre omgange strikkes ret på scrunchien.
Måske har du erfaring med det, og har set at du får et hul, hvor du vender?
Det løser jeg ved for det første at strikke en maske fra den sidste pind igen, og dernæst syer jeg hullerne sammen, når jeg alligevel er i gang med hæfte ender og sy sammen. Min erfaring er, at man ikke ser det.
Opskrift på scrunchies med bobler
Jeg har her benyttet lyserødt garn fra Hjelholt og til omgangen med boblerne strikkes en lyserød tråd med sølvtråd med omgangen rundt også. På den måde fremhæves boblerne yderligere.
Strikkefasthed er 23 masker på 10 cm
Bemærk at bobler er forkortet til B i opskriften
- Slå 70 masker op på pinde 3 og strik rundt
- Strik fem pinde glatstrik
- Strik nu bobler, forkortet B, således:
- *2vr, B, 7vr* gentag fra * til * pinden ud
- Gentag de fem pinde glatstrik
- Bobler: *7vr, B, 2vr* gentag fra * til * pinden ud
- Gentag i alt to gange, så der er fire rækker med bobler i alt
- Slut af med 5 pinde glatstrik og luk løst af
- Sy sammen og husk at efterlad et lille hul, som du kan trække elastikken igennem. Slå en knude på elastikken, jeg har en diameter på hullet i scrunchien på omkring 3 cm, og sy det sidste færdigt.
De andre strikprojekter i Alfieboet
Hvordan går det så med Alfiens andre strikprojekter?
Tjaeh, jeg har været meget optaget af mine scrunchies, og har derfor ikke fået strikket ret meget fingerhandskestrik.
Jeg går altid all-in på et projekt, og denne gang var heller ingen undtagelse.
Tror faktisk ikke, at jeg kan tåle at blive alt for inspireret, fordi jeg går bare i gang, hvis jeg får en ny god ide til noget kreativt.
Det er jo en smagssag, hvordan man arbejder, men jeg kan godt lide den positive energi, der er i et projekt, som er helt nyt.
Scrunchies må siges at høre til i kategorien overskuelige projekter, så man ser derfor hurtigt et resultat af sine anstrengelser.
Ameliamønstret – hvordan går det?
Lidt er der blevet strikket på Ameliamønstret, her er det den lille størrelse med en scrunchie i samme mønster.
Lina er i gang med mellemstørrelsen i opskriften og du kan derfor stadig nå at deltage i Give away med Ameliamønstret.
Vil du vinde Ameliamønstret?
Dette give away er kun for nyhedsbrevsmodtagere, som dermed deltager automatisk i lodtrækningen.
Jeg trækker tre vindere i januar, 2020, fra listen over nyhedsbrevsmodtagere.
Du kan skrive dig op til nyhedsbrev via formularen herunder:
Bliv nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden, og deltag i lodtrækningen om Ameliamønstret
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Anastastiamønstret
Udover Amelia har jeg dog også strikket lidt på Anastastiamønstret.
Jeg er i gang med fingrene, her er det dog den højre handske, hvor der kun er strikket op til hvor fingrene starter.
Up-date på endehæftningen
Det går ligeledes fremad med at hæfte ender, jeg tager fortsat én handske hver dag, så nu har jeg nået 14 handsker til.
I alt har jeg altså hæftet 23 handsker og jeg mangler stadigvæk nogle, kan jeg se.
Gør Alfien glad
Kunne du lide det, du læste?
Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Scrunchies – strikkede håraccessories” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.
Ligeledes kan du også følge Vintagealfien på Facebook, Instagram, Bloglovin samt Pinterest, i fald du gider det.
Eller du kan blive nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Hvor er de fine, og hvor er det en genial idé, så kan man jo virkelig får brugt sine irriterende små rester og jeg er sikker på at de er gode som små gaver! 🙂 Og tak for reklamelinket. Rigtig go’ dag til dig. 🙂
Tak du og var så lidt.
Ja, de er gode til restegarnsprojekter og det med gavevinklen, havde jeg slet ikke tænkt på. Men det ligger jo lige for.
God dag til dig