Strikke-skills: Dine strikkepinde sladrer om dit niveau

Strikkepinde bruges som bekendt til at strikke med, skulle nogen være i tvivl!

Men ved du, at din foretrukne pindestørrelse og hvor mange pinde du kan strikke med, sladrer om dine strikke-skills?

Strikkepinde af egetræ med store farvede endekugler
Art Viva træstrikkepinde fremstillet af tasmansk eg

Det er nemlig ikke helt tilfældigt, hvilket strikketøj der er på pindene hos den enkelte strikker.

Antal strikkepinde angiver dine strikke-skills

Hvad der kendetegner en begynder, en let øvet, en øvet strikker samt en strikkeekvilibrist kan du læse mit bud på i det følgende.

For at gøre det mere visuelt har jeg brugt antal strikkepinde til at angive niveauerne af strikke-skills inden for de fire kategorier.

Hvor kommer min viden om det her fra?

Strømpepinde her er der fem strikkepinde i pakken
Fem strømpepinde, den ene er fejlmærket og resten er i størrelsen 2,5 mm

Det er opsamlet igennem mødet med andre strikkepersoner, oplevelser i strikkebutikker og ligeledes er meget også selvoplevet.

Alle har jo været nybegyndere engang!

Endelig ligger de fleste strikkere og veksler imellem to niveauer. Der er så mange forskellige strikkeprojekter og teknikker, du kan kaste dig over.

Derfor er der altid noget nyt at lære og mestre i strikkens verden!

Strikkeudstyr kommer der også hele tiden nyt af. Du kan se, hvad jeg bruger i indlægget: Strikkeudstyr – Musthaves

Lad os starte med nybegynderen, som har to strikkepinde.

Måske undrer du dig over, at en begynder i strikkens verden har to strikkepinde og ikke kun én?

Strikkepinde skal der til, her er det en metalstrikkepind fra 1960érne
Jesper fårekylling pryder denne metalstrikkepind fra datterbarnets oldemor

Men ingen kan jo strikke med kun én strikkepind, og slet ikke en nybegynder.

To strikkepinde – begynder

Er du nybegynder indenfor strik så har du en udtalt forkærlighed for at strikke med tykt garn og to tykke pinde med en knop for enden.

Strikkepinde, man kun kan strikke frem og tilbage på, kaldes for jumperpinde og er de lidt kortere, hedder de dominopinde.

Et sæt strikkepinde fra Art Viva
To strikkepinde fra Art Viva

Dit foretrukne strikketøj er typisk halstørklæder i rillestrik eller rib, og den foretrukne strikkemaske er retmasken.

Det er den, fordi retmasken er den nemmeste af alle masker, du kan strikke. Mange børn kalder det at strikke ret, for at strikke lige ud.

I YouTube videoer bruges også store pinde

Du oplever også at komme nogle vegne, når der strikkes på pinde 8 eller større. En omgang er næsten én cm eller mere og der er også færre masker på strikkepindene.

Ligeledes er det også nemmere at se, hvad der foregår, når der strikkes med store pinde og tykt garn.

Det er også grunden til, at mange YouTube-videoer om strikketeknik, bruger tykt garn og store pinde!

Tillad dig selv at være begynder

Skal du tilegne dig en ny færdighed, så er det vigtigt, at du tillader dig selv at lave fejl og måske også mange af dem.

Med andre ord er du nødt til at være ok med at være dårlig til det, inden du kan blive god.

Du kan se her, hvordan jeg greb det at lære at brodere an: Hvordan og hvorfor jeg lærte mig selv at brodere

Tre strikkepinde – let øvet

Stammen på det lille juletræ, er strikket med tre strikkepinde
Miniaturestrik stammen er strikket med tre strikkepinde

Er du i kategorien let øvet, er du ved at bevæge dig væk fra de helt simple projekter som fx halstørklædet.

Du kan fortsat rigtig godt lide at strikke med tykt garn og store pinde, men nu er repertoiret udvidet og veste er en yndet ting at strikke.

Ligeledes er der en spirende interesse for strik på mindre pinde. Simpelthen fordi udvalget i strikkedesigns, så bliver større.

Karklude er gode at øve sig på

Strikker du på små pinde, er karklude gerne et yndet projekt.

Dogmeklude i slikfarver - gode som gæstehåndklæder
Dogmeklude på pinde 3 mm – gode også som gæstehåndklæder

De er hurtige at strikke og opskrifterne fås i mange sværhedsgrader. Med andre ord er de gode at øve sig på.

Skulle karkludene ikke blive så pæne, som forventet? Ja, så er det jo bare en klud!

Strik på rundpind kan du godt kaste dig ud i. Mens strik der involverer fire eller fem strikkepinde, ikke helt er din kop the endnu.

På vej til næste strikkeniveau

Dog er sokkestrik begyndt at trække mere og mere i dig, så du er ved at komme til næste niveau.

Ligeledes er hulmønsterstrik samt jaquard strik, altså strik med mere end én farve på en omgang også noget, som begynder at lokke.

Islandsk mønsterstrik, involverer strik med to farver og strikkepindene, som bruges her er fortrinsvis rundpind
Jaquardstrik her er det islandsk mønsterstrik med to farver

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Fire strikkepinde – øvet

Den øvede strikker har bevæget sig ned ad skalaen rent pindestørrelsesmæssigt.

Strikning af langfingeren, der er fire strikkepinde i spil
Strikning af langfingeren, der er fire strikkepinde i spil

Du strikker nu uden besvær med hvilken størrelse strikkepinde, et projekt nu kræver.

Strik på to pinde, fire eller fem pinde samt rundpind er ligegyldigt for dig.

Sokker, strømper, vanter, hagesmækker, sjaler, huer, sweaters flyver af pindene!

Fordi sådan er det at være en øvet strikker.

Klip i mønsterstrik

Det som dog opleves angstprovokerende for dig er klip i mønsterstrik. Derfor har du mest strikket kjoler og sweaters, hvor ærmerne strikkes på bolen, og der kun optræder vrangmasker i ribben.

Men alternativet til klip i strik, hvor du ikke kan strikke ærmerne på, er at strikke med flere farver garn på samme omgang men på to pinde. Det indebærer den lede vrangside.

Sweater i islandsk mønsterstrik strikket på relativt store strikkepinde
Sweater i islandsk mønsterstrik

Alle der har prøvet at strikke med to eller flere farver farver garn på en omgang, ved at det på en rundpind, hvor der bare strikkes ret, ikke er så svært igen.

Det største arbejde består gerne i at undgå at få filtret de forskellige farver sammen!

Anderledes forholder det sig, når der strikkes på to pinde og der skal strikkes vrang. Det tager tid, som i laaang tid.

Så du overvejer med mellemrum, om du skal overvinde din neurose eller du bare fortsat skal lade en anden sy det på maskinen og klippe sweateren eller striktrøjen op for dig.

Fem strikkepinde – strikkeekvilibrist

Vanter i islandsk mønsterstrik  strikket med fem pinde
Vanter i islandsk mønsterstrik strikket med fem strømpepinde

Ligger du i denne kategori med hele fem strikkepinde, ja – så kan du bare det meste og det du ikke kan, lærer du lynhurtigt.

Du strikker til din familie, veninder, til julemarkeder etc.

Du kan strikketeknik, andre dårligt kan udtale!

Et godt eksempel er fx. Entrelac, og du ved også, at denne teknik kaldes for Neverkont.

Entrelacstrik ligner at strikken er flettet. Du kan se en god hjemmeside på dansk om teknikken her: Sådan strikker du Neverkont

Du går heller ikke af vejen for at strikke dobbeltstrik eller patentstrik, selvom mange andre du kender, som strikker, afskyr disse to strikketeknikker.

Dobbeltstrikket halstørklæde i uld
Dobbeltstrikket halstørklæde i uld opskriften er her

Dette fordi man fx i dobbeltstrik kun strikker halvdelen af maskerne på hver pind. Det tager således laaang tid at strikke noget som helst.

Du optræder gerne en gang imellem som strikkefe enten i en fysisk garnbutik eller i en FB-gruppe, hvor du gladeligt deler ud af din store erfaring.

Hvor mange strikkepinde har Alfien?

Jeg ligger og bevæger mig imellem niveauet på fire og fem strikkepinde, vil jeg sige.

Klip i mønsterstrik har jeg fx altid fået andre til, der er noget angstprovokerende over det at klippe i strik. Meget af det tilskriver jeg også, at jeg ikke er så ferm med en symaskine.

Det er også muligt at holde den lede vrangside ud, hvis det er en barnesweater, er min erfaring.

Både dobbeltstrik og patentstrik, syntes jeg, er en noget sen måde at strikke på. Jeg har stadig et halvfærdigt halstørklæde i dobbeltstrik. Måske bliver det færdigt en dag?

Nye strikketeknikker kigger jeg lidt på i ny og næ, men Entrelacstrik har jeg dog endnu ikke prøvet.

Alfiens KAL med handskestrik – hvordan går det?

KAL’en blev skudt i gang i går, fredag d.14. januar kl. 16.00, hvor deltagerne på mail modtog den første del til KAL’en.

Vi er en lille sluttet gruppe på 10 deltagere, hvoraf de fleste deltager i den lukkede gruppe på FB, mens én deltager via mail.

Der er indtil videre især blevet delt billeder af garnvalg i gruppen samt strikkeerfaring i antal år. Det er erfarne strikkere, der deltager i denne KAL med handskestrik.

Til KAL'en  valgte jeg et håndfarvet garn fra Madeline Tosh i farven Silverfox
Til KAL’en valgte jeg et håndfarvet garn fra Madeline Tosh i farven Silverfox

Bliver vi i dette indlægs terminologi, så er der nok op til flere deltagere, som kvalificerer til betegnelsen strikkeekvilibrist.

Mit garnvalg til KAL’en

Jeg havde to garnkandidater til KAL’en, og det håndfarvede garn fra Madeline Tosh endte med at gå af med sejren.

Garn fra Madeline Tosh betegnes som Rolls Royce inden for håndfarvet garn, og lækkert er det også at strikke med, indrømmer jeg gerne.

Vil du læse mere om KAl’s? Så findes det i indlægget om KAL med Alfien.

Er du interesseret i at se hvilke opskrifter, der er til salg hos Alfien? Så kan du tage et kig i strikkataloget

Gør Alfien glad – del indlægget om strikkepinde…..

Kan du genkende dig selv eller andre i beskrivelserne om strikke-skills? Så del endelig.

Den anden garnkandidat til KAL'en - en syrenfarvet sag
Den anden garnkandidat til KAL’en – en syrenfarvet sag

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook og Pinterest, i fald du gider det.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Fingerhandsker, Samstrik aka knit along, KAL, Socialstrik, Strik and tagged , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Strikke-skills: Dine strikkepinde sladrer om dit niveau

  1. Sanne says:

    Åhr, hvor sjovt. Jeg kunne virkelig genkende mig selv i meget af det, bliver nok aldrig ekvilibrist, men prøver, som du ved, at udvikle mig hele tiden. Jeg er dog også doven, der er ting jeg ikke gider sætte mig ind i bare for at gøre det. Jeg kan f.eks. godt strikke med flere forskellige farver garn, men synes absolut ikke det er sjovt, og strik skal være sjovt og hyggeligt. Rigtig go’ dag. 🙂

    • Alfien says:

      Tak for sød kommentar🙏🏻

      Jeg tror, det vigtigste er, at man hele tiden prøver at udvikle sig og blive bedre.
      Det være sig ikke bare indenfor strik, men i alt hvad livet byder på🤗

      Ja, det skal være sjovt og hyggeligt at strikke. Hvis det ikke er det, så finder jeg et andet strikkeprojekt, som scorer højere på hyggebarometeret☺️

      Mange strikkehilsner
      Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *