Nu kom solen og varmen, og hvor Alfien dog elsker foråret. Især når der kommer disse varme dage og man kan sidde ude og spise. Vi starter gerne med at spise ude om morgenen i foråret, når temperaturen ligger omkring otte til ti grader, og det ikke regner og blæser for meget. Er det lidt koldt tager vi en ekstra trøje på og måske et tæppe. At sidde omgivet af grønt er en lise for sjælen og en god begyndelse på dagen, uanset om det er hverdag eller weekend. Fra terrassen kan jeg sidde og kigge ud på mit store æbletræ. Det står på plænen og er i disse tider lige ved at springe ud.
En pas-dig-selv have
Haven i Alfieboet er fyldt med spiselige vækster såsom krydderurter, brombærkrat og frugttræer, bare for at nævne nogle.Vil du læse om mit brombærkrat, kan du se mere her:Brombærkrat
Det er en pas-dig-selv have, hvilket vil sige, at der ikke bliver gjort det store. Havearbejde udfører jeg, når jeg har tid og lyst. Skulle jeg mangle lidt jordforbindelse eller har behov for at stresse af, kan jeg altid gå ud og fjerne skvalderkål eller snerler. I haven klarer de planter sig som er robuste nok, de gror godt og resten går til. En af fordelene ved den indstilling er, at man ikke skal bekymre sig mere end en sæson over, om det nu er snegleføde. Til orientering er kørvel, rabarber, citronmelisse og peberrod dræbersneglproof.
Hvorimod fx persille og dild samt hostaer er noget, som bliver ædt, før du kan se dig om. Derfor har jeg en krukkehave, der befinder sig på terrassen, her er der krydderurter og blomster. Nogle er til pynt og resten tåler enten ikke at stå ude hele året eller dyrekøbt erfaring har vist, at det er sneglemad.
Krydderurter – Salviebusken
Jeg har mange krydderurter i haven, og jeg bruger dem i madlavningen, både friske, kogte eller stegte. En af de krydderurter, som jeg er særligt glad for er min salviebusk. Den er efterhånden 10 år gammel og overlever troligt det danske vejrlig år efter år.
I år ser den dog lidt mistrøstig ud, billedet nederst til højre, hvilket skyldes at den var begyndt at komme med nye blade, da frosten kom. Men hvis man kigger godt efter, er der nye blade på vej igen, de kan netop anes. Salvie får i øvrigt meget flotte lilla blomsterstande, de er smukke til dekoration af bord og mad.
Da jeg går ind for at pynte maden, er krydderurter i blomst særdeles velegnede til det forehavende. Ovenover er det bønnedip med pynt af surkløver og purløg i blomst. Er du interesseret i en opskrift på bønnedip, kan du se mere her:Opskrift på bønnedip
Krydderurter – mange forskellige slags mynte
Mynte er også en krydderurt, jeg er ret glad for. Jeg har pt. tre forskellige slags, marokkansk mynte, jordbær mynte og Mojito mynte. Mynte er også en standhaftig krydderurt, som kan overleve det mest utrolige.
Mynte og persille klæder hinanden og giver en salat af agurk og tomat et løft. Det er ligeledes lækkert med citron i skiver og myntekviste i en kande med postevand.
Mit drivhus
Drivhus har jeg også, her er det nødvendigt med en lidt mindre laissez faire indstilling, ved jeg af erfaring fra min opvækst. Husfotografen gør alt det grove, såsom opstilling af plantekasser, vanding og opbinding af planterne. Jeg planter ud, beskærer og nipper.
I år har vi af planter kun tomater og agurker i vores drivhus. Andre år har vi også haft peberfrugt eller melon. Melon var sjovt. Vi gik og ventede på, at de skulle dufte og gik og snusede til dem hver dag, da de havde fået en vis størrelse. Lige pludselig var de modne, og melonduften var så kraftig, at man kunne dufte den flere meter inden man nåede drivhuset. Det skal lige siges, at vi kun havde en plante. Det siger lidt om, hvor udpinte mange af vores fødevarer er, der er tilgængelige i supermarkederne.
Fryden over en nyplukket agurk
Det er en luksus at hente sine egne agurker og tomater. Smagen af noget som lige er plukket af, kan ikke sammenlignes med det, man kan købe i supermarkedet. Økonomisk kan det dog ikke betale sig. Men fryden over at spise en nyplukket agurk, der stadig er varm, er ubetalelig og sender mig direkte tilbage til min barndom. I de perioder, hvor der er flere agurker end vi selv kan spise, så giver jeg dem væk til børn og andre væsener.
Krydderurter i drivhus
Som noget nyt i år har jeg plantet basilikum og dild i en plantesæk. Jeg har sat dem ved siden af en agurkplante.
Dild
Dild skal have masser af sol og vand, basilikum er også en solelskende plante, så jeg ofrede en halv plantesæk på ideen i mit drivhus. Dilden klarer sig meget fint, den er på to dage vokset ca. fem cm. Dild har en yderst delikat smag, syntes jeg og bliver i øvrigt meget brugt i det tyrkiske køkken. Jeg har før prøvet at dyrke det i krukker, men har ikke lykkedes med projektet.
Basilikum
Basilikum er et must ved fremstilling af pesto. Der går ret meget til, hvis det skal være den eneste grønne ingrediens, og en potte rækker ikke langt, er min erfaring. Basilkum kan i øvrigt godt være lidt vanskeligt. Den tåler fx ikke træk videre godt og udtørring, er heller ikke blandt dens spidskompetencer. Er du interesseret i en opskrift på grøn pesto, hvor der er andet end basilikum i af krydderurter, så kan du se mere her:Grøn pesto af havens krydderurter