Kan man lukke en kilt med andet end den klassiske nål?
Selvfølgelig!
Inspireret af kilten kommer her nogle ideer til hvordan smykker, vintage eller ej, kan bruges til at holde kilten lukket med.
Jo mere anvendelse du kan finde for dine accessories, jo gladere bliver du for det, du køber.
Kilten tog kvinder til sig i 1930’erne
En kilt er det skotske ord for et skørt til mænd, og i århundrede blev den kun båret af mænd.
Men i 1930’erne blev det in for sporty kvinder og piger at gå med kilt. Det kan man godt forstå, der er god bevægelsesfrihed i en kilt.
Det kendetegner en kilt
En kilt består af et langt stykke stof, er plisseret bagpå og glat foran. Den holdes lukket i den ene side med to læderspænder og en nål.
Længde
En kilt går et godt stykke under knæet, men jeg klipper dem gerne af, så udtrykket bliver lidt mindre tungt. Du kan læse mere om, hvorfor jeg mest er til korte nederdele i indlægget: Alfiens stil: Personlig vintagestil til hverdag og fest
Foran – glat
Set forfra gør den glatte side, at man ser slank ud, selvom kilten har et ternet mønster, som i sagens natur indeholder mange vandrette linjer.
Bagpå – plisseret
Netop det at en kilt kun er plisseret bagpå gør, at man ikke fremstår så voluminøs.
Ryggen fremstår smallere og taljen fremhæves, hvilket lige er noget for en kropsform uden mange former.
Dette er modsat en fuldplisseret nederdel. Hvis du har prøvet sådan en, ved du hvad jeg taler om.
Mønstret – Gordon Dress
Kiltens mønster hedder i øvrigt Gordon Dress og er afledt af mønstret Black Watch tartan.
Farverne i mønstret er marineblå, hvid, gul, sort, kongeblå samt forest green og ikke som jeg troede, racing green. Så mange forskellige farver gør det let at finde en matchende ensfarvet overdel.
Den er købt via Etsy, og er du på jagt efter vintage i Burberry, kan du læse mere om, hvad du især skal kigge efter i indlægget: Vintage Burberry – det skal du kigge efter
Jeg handler ofte på Etsy og kan kun anbefale det.
Kilt og nål
Typisk holdes en kilt lukket med en kiltnål, men som du kan se, har jeg brugt en blomsterbroche i stedet for.
Det er der flere gode grunde til.
Style din kilt
Fx. er der muligheden for at style kilten med et mere farverigt emne end den klassiske nål.
Brugen af en broche er endvidere en nem måde at udtrykke sin personlige stil på og det kan varieres i det uendelige. Det afhænger bare af fantasi og antal brocher.
En margurit
Mit valg faldt på en hvid blomst med gul midte. Jeg har flere af disse mere eller mindre marguritlignende brocher.
Men denne broches midte har nøjagtig den samme gule farve, som er i kilten, hvorimod de andres er mere solgule. Da jeg godt kan lide et outfit som er farvekoordineret, blev det derfor den.
Brochenål versus kiltnål
En kiltnål har en meget tyk nål sammenlignet med en broche. Det er derfor nogle gevaldige huller, en sådan nål efterlader i en kilt.
Jeg har flere kiltnåle, en fulgte med den Burberry kilt jeg har i mønstret Nova check, og en anden har jeg købt i den lokale genbrug.
Fælles for de to kiltnåle er, at nålens tykkelse svarer til en pind 2,25 mm.
Broche og kiltnål Forskel i nålenes tykkelse
Det er en ret stor diameter at stikke igennem et stykke stof, finder jeg.
Det efterlader selvfølgelig huller, og er du rigtig uheldig kan stoffets tråde briste især i vintagemodellerne, derfor er jeg faktisk helt holdt op med at bruge kiltnåle.
En cardigan guard kan også bruges på din kilt
Du kan også bruge en cardigan guard til at lukke din kilt med. Som navnet siger skal den vogte over, at cardiganen ikke glider af skuldrene.
Kært barn har mange navne og de kaldes også for sweater guards og bruges særligt til cardigans både med og uden knapper.
De blev meget populære i 50’erne og har de seneste år fået en renæssance som pynt ikke bare på cardigans, men også på skjorter og habitjakker
Læg i øvrigt også mærke til de smukke låse på de to vintagehalskæder.
Jeg bærer altid låsen foran, når de er så flotte som på disse halskæder.
Ingen huller i kiltens stof
En guard har yderligere den fordel, at der slet ikke kommer huller i stoffet.
Guarden lukkes med en form for klips og de fås i mere eller mindre pyntede udgaver.
Min er af den mere pyntede slags, jeg kunne ikke stå for blomsterne og de blå sten.
Det man dog skal være opmærksom på ved sweater guards er, at man har dem på.
Det glemte Alfien her forleden og så ryger de af og bliver måske tabt på gulvet, med udslåede rhinsten til følge.
DIY: Lav din egen cardigan guard
Cardigan guards er i øvrigt nemme at fremstille selv.
Se hvordan underneden for den absolut hurtigste måde at gøre det på.
Brocherne
Du har brug for to brocher, jeg har flere brochesæt, men du kan også bare have to brocher i samme stil eller hvad du nu syntes om.
De brochesæt jeg har, bruger jeg også til at sætte på en handskes ribkant og gerne med et lille stykke pels under i en kontrastfarve.
Du kan læse mere om hvordan du gør i indlægget: Strikket turban og matchende fingerhandsker
Handskerne i vintagestil er i strikket i Berthinemønstret. Du kan se, hvad der ellers er af strikopskrifter på siden: Strikkatalog over opskrifter.
Kæden
En kæde af en art, det kan være en halskæde eller et armbånd.
Jeg vil anbefale en kædelængden på omkring en 15 -16 cm og endvidere skal kæden have en vis tykkelse. Dette for at proportionerne imellem brocher og kæde matcher hinanden.
En for tynd kæde, ser for skravlet ud, medmindre brocherne er meget små. Er kæden omvendt for kraftig, fremstår udtrykket knap så elegant.
Så det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvilken stil man ønsker. Nedenunder kan du se et eksempel, hvor kæden som er anvendt er for tynd.
Den forgyldte sølvkæde med de små blomster er egentlig et armbånd, og som du kan se har kæden også en kædeforlænger.
Havde den været tykkere kunne den have fungeret fint som kæden imellem de to brocher.
Guld eller sølvtonet
Brocher med rhinsten er enten sat i guld eller sølvtonet metal. Jeg syntes at det er mest chikt, når farven på kæden matcher brochernes.
Kik i dine gemmer eller gå i genbrugen
Jeg kikkede i mine gemmer først og der var en meget egnet halskæde i samlingen, som kunne klippes ned og give rigtig mange små kæder. Du kan bruge en lille tang til at klippe i kæden med.
Problemet var bare at jeg ikke ville slagte den. Jeg havde lige erhvervet den og syntes, den er rigtig lækker.
De lokale genbrugsbutikker
Næste skridt blev de lokale genbrugsbutikker, hvor det som oftest er muligt at finde et eller andet, der kan anvendes til en billig penge.
Det var der dog ikke denne gang, men så har jeg det in mente de næste gange jeg går i genbrugsbutikker.
Sådan færdiggøre du sweater guarden
Sæt en egnet kæde på brochernes nål. Er der som på den tynde armbånd en kædeforlænger stikker du nålen igennem den også, så der ikke hænger et stykke kæde ned under brochen.
Nu er smykket klar til enten at blive brugt på en cardigan, skjorte eller på en kilt, hvis du har sådan en.
Gør Alfien glad
Kunne du lide det, du læste? Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Style din kilt” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.
Ligeledes kan du også følge Vintagealfien på Facebook, Instagram samt Pinterest, i fald du gider det.