Strikkedoktoren og garnbanken

Godt nytår ønskes alle bloggens læsere med dette første indlæg i 2024, som handler om et par strikhandskers besøg hos strikkedoktoren.

De blå strikhandsker i Berthinemønstret fra 2018 måtte forbi strikkedoktoren
De blå strikhandsker i Berthinemønstret fra 2018

Det første strikkerelateret jeg foretog mig i det nye år, helt præcist nytårsdag, var at tage mig af et par tilskadekommende strikkede fingerhandsker.

Jeg havde fået dem fremvist nytårsaftens dag på årets sidste gåtur rundt om mosen. Her kunne jeg på skaderne se, at strikkedoktoren måtte i gang.

I dette indlæg kan du således læse om, hvordan der blev udøvet førstehjælp på datterbarnets strikhandsker og hvorfor handskerne kunne få et makeover, så de nu fremstår som næsten nye.

Strikkede fingerhandsker er til promenade

Datterbarnet havde fået et par blå strikhandsker med hulmønster tilbage i 2018. Handskerne er i vintagestil og mønstret hedder Berthine.

Da hun fik dem, var det med strenge pålæg om kun at bruge dem til gåture. Ikke noget med at cykle med dem, bære tunge ting etc.

Gør man det, ja så holder sådan et par handsker ganske kort, og især hvis de er strikket i et delikat garn.

Strikketid for et par strikhandsker er +10 timer

Selvom jeg hygger mig med at strikke fingerhandsker, så tager det +10 timer at strikke et par i damestørrelse alt efter, hvor kompliceret mønstret på håndryggen er.

Til sammenligning var de under pinde, saks og nål mindre end en halv time.

Rent tidsmæssigt var det langt det hurtigste og tilfredsstillelsen var cirka det samme som at færdiggøre et par nye strikhandsker. En ren win-win situation.

Strikkedoktoren har haft handsken under saksen
Så er strikkedoktoren i gang

Jeg går voldsomt ind for at reparere og genbruge tøj, strik og andre effekter. Jeg tror, det er en følgeskade af at være blevet ældre. Du kan se mere omkring det i indlægget: Strikgave og genbrugspynt…

Interesseret i at se hvad der ellers er af opskrifter? Så kan du tage et kig i Strikkataloget…

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Derfor skulle strikhandskerne til strikkedoktoren

Nu var handskerne så omkring fem år gamle og have fået huller to steder.

Handskerne havde fået to huller!

Hhv. på oversiden af venstre hånds ringfinger og på højre hånd på ribkanten, tæt på hvor mønstret starter.

Det kompatible garn til strikhandskerne fra strikkedoktorens garnbank
Det kompatible garn til strikhandskerne fra strikkedoktorens garnbank

Hvorvidt strikhandskerne havde hængt i et eller flere steder eller om trådene bare var bristet, var ikke til at afgøre. Slid tror jeg ikke det var, grundet hullernes placering.

Det næste handler om, hvorfor en righoldig garnbank aka restegarn er en fordel, når der skal udbedres huller i strik.

Strikkedoktoren og garnbanken

Jeg var så heldig, at der blev garn til overs, da jeg strikkede handskerne og at jeg ikke havde brugt garnet til et restegarnsprojekt.

Strikhandskerne kunne derfor opereres på med kompatibelt garn og denne gang med invisible mending.

Så heldig er man desværre ikke altid!

Skulle det ske, at du ikke har restegarn i den rigtige farve og/eller indfarvning, så kan du i stedet gøre en dyd ud af en nødvendighed og gå til visible mending.

Det kan du se mere om i indlægget: Visible mending…

Men lad os starte med at se på venstre handske først og hullet på ringfingeren.

Processen hos strikkedoktoren 3 trin

Jeg havde afstemt med barnet, at hvis jeg ikke havde et kompatibelt garn eller nok af det, så måtte det blive visible mending.

  • Finde garn – Det første jeg gjorde var, at finde garnet frem fra min righoldige garnbank. Heldig var jeg, at der var en lille garnrest tilovers.
  • Amputere finger – Dernæst amputerede jeg handskens ringfinger med en saks. Det er langt hurtigere end at trevle op, og uanset hvad skal du godt forbi hullet. Årsagen er, at hvis garnet er lidt slidt eller på anden måde er svagt i det område, så opstår problemet bare igen samme sted inden for kort tid.
Ringfingeren klippes af
  • Samle masker op og strikke den nye finger. Jeg vidste, at jeg havde strikket handskerne på pind 2.75 mm, fordi barnet har en bredere hånd. Det at gå op eller ned i pindestørrelse gør, at du nemt kan strikke efter den samme opskrift til en større eller mindre hånd. Du kan se mere her om strikkefasthed og handskebredde…
Strikkedoktoren klar til at strikke en ny finger
Strikkedoktoren klar til at strikke en ny finger

Det næste handler om fingerlængden, som når du strikker fingerhandsker til andre, kan være en udfordring at få rigtig.

Strik til andre og fingerlængde

Her havde jeg også den højre handske, så jeg målte selvfølgelig ringfingerens længde på den højre handske op i mod den, jeg var ved at strikke op på venstre hånd.

Du skal måle fra, hvor fingrene starter og huske at tage højde for, at du tager ind for at danne fingertippens top.

Better save than sorry!

Derudover undlod jeg at hæfte den sidste ende på ringfingeren. Ligeledes efterlod jeg også rigeligt med garn for det tilfælde, at ringfingeren skulle strikkes lidt længere.

Den færdige venstre strikhandske med den uhæftede garnende
Den færdige venstre strikhandske med den uhæftede garnende

Lige det sidste er belært af ærgerlige erfaringer. Det er nemmere at pille op, når enderne ikke er hæftede. Har du kun ganske lidt garn tilbage, så er det også bedre at være på den sikre side.

Fingerlængde på strik kan være en udfordring, derfor kan du finde nogle gennemsnitsmål i det følgende afsnit.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Strikkelængder på fingre – damer og børn 10 – 5 år

Strikker du handsker til andre fra scratch, kan du bede om at få tegnet deres hånd af, hvis strikhandskerne altså ikke er en overraskelse.

Er det en strikgave, kan du anvende nedenstående gennemsnits-strikkelængder for fingre for hhv. damer og børn 10 – 5 år.

Strikkedoktoren anbefaler følgende fingerlængder for strikhandsker til dame og børn 10 - 5 år
Anbefalede strikkede fingerlængder for dame og børn 10 – 5 år

Fingerlængderne er researchet med både litteraturstudier og fieldtrips, du kan se mere i indlægget: Prinsessestrik…

Så er vi nået til hullet på højre hånd, som det næste handler om

Brug en hæklenål til bortløbne masker

På højre handske var der både et hul i den strikkede ribkant, handskens manchet, og en maske var løbet i ribben. En bortløben maske er gerne en følgeskade, hvis der brister en tråd eller flere.

Strikkedoktoren - Hullet ved ribben og den bortløbne maske på højre strikhandske
Hullet ved ribben og den bortløbne maske på højre strikhandske

På mine strikhandsker strikker jeg altid ribkanten i enkelt rib, 1 ret og 1 vrang. Her var det retmasken, der var løbet.

Før jeg begyndte at stoppe hullet, samlede jeg den løbne maske op. Det kalder man også at maske op. Det gør jeg for at få det pæneste resultat og have mindst muligt at stoppe.

Normalt bruger jeg aldrig en hæklenål til at samle tabte masker op med, når jeg strikker. Jeg masker bare de tabte masker op med en af de strikkepinde, jeg strikker rundt med.

En strikkedoktor har også hæklenåle - En hæklenål er yderst nyttig til opmaskning i færdigt strik
En hæklenål er yderst nyttig til opmaskning i færdigt strik

Men der er forskel på at have et strikketøj, hvor der kan skabes plads til at operere på, for at blive i terminologien, fremfor et færdigt strikemne.

Du skaber plads i et strikketøj til opsamling af en maske ved at dele strikketøjet, der hvor masken skal samles op. Pladsen kommer fra mellemrummet imellem de to strikkepinde, hvor den tabte maske eller masker befinder sig.

Et færdigt strikemne er anderledes ufleksibelt, fordi begge ender er lukket af.
Det var så her, at hæklenålen viste sig nyttig.

Strikkedoktoren har underbundet de løse ender og stoppet hullet
Strikkedoktoren har underbundet de løse ender og stoppet hullet

Tilbage var kun at udføre en ganske lille stopning, og fingerhandskerne er nu igen klar til promenadeture omkring mosen.

Hvad er musthaves til strik?

Du kan få alverdens udstyr inden for kategorien strik, herunder også en lille dims til at samle masker op med. Dimsen ligner en hæklenål i miniformat, hvis du ikke kender den.

Min erfaring er desværre, at de fleste af disse dimser er unødvendige. Hvilket ikke er det samme som, at jeg ikke en gang imellem lader mig friste og erhverver en ny eller flere strikkegadgets.

Seneste strikkegadgets - nålene tænker jeg bliver nyttige
Seneste strikkegadgets – nålene tænker jeg bliver nyttige

Jeg fortryder det tit, men det kan jo være at 2024 bliver året, hvor jeg holder op med at købe unyttige strikkedimser.

Du kan se mere i indlægget om strikkeudstyr, hvad jeg syntes er must – haves til strik

Koldt vejr kræver strikhandsker

I det vejr vi har nu, kan man ikke gå uden strikhandsker, så fra strikhandskesamlingen fik datteren et nyt par med hjem, denne gang i Cassandramønstret.

Fint pyntet med en vinterbroche som i disse vinterdage rammer i plet
Fint pyntet med en vinterbroche som i disse vinterdage rammer plet

Handskerne deltog i KAL i 2022, og er strikket i håndfarvet garn fra Madeline Tosh.

Vil du læse om KAL’en, så kan du se mere i indlægget: KAL…

Det har du kunne læse om i indlægget Strikkedoktoren…

I dette indlæg har du bl.a kunne læse om:

  • Hvordan du restaurerer et par strikkede fingerhandsker med huller
  • Hvordan du nemmest masker op i et færdigt strikemne
  • Hvorfor det er klogt at undlade at hæfte fingertippens ender, når du strikker til andre
  • Gennemsnitslængde på strikkede fingre for damer og børn i alderen 10 – 5 år

Gør Alfien glad – del indlægget om Strikkedoktoren

Kender du nogle, som også har en bibeskæftigelse som strikkedoktor og syntes, det er vigtigt at reparere fremfor at smide væk? Så del endelig eller læg en kommentar.

Bøjlepynt i form af en sløjfebroche fra indlægget om julesmykker

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Du kan også følge VintagealfienFacebook og Pinterest, i fald du gider det.

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Fingerhandsker, Fingerlængde, invisible mending, Strik, Strikketips, Strikkeudstyr and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *