Hos Alfien har det været pastelfarvet garn, der har været på strikkeprogrammet et laaangt stykke tid.
Pastelfarver lover lysere tider og med påsken lige rundt om hjørnet i slutningen af marts, så er foråret da på vej, kan man mærke.
Pasteller hører til blandt mine yndlingsfarver
Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid været glad for pastelfarver. Det er især de lyserøde samt de blå og grønne nuancer, jeg er vild med.
Det er ikke kun i strik, jeg bruger pastelfarver – nej, hjemme i Alfieboet, er der også malet med pastelfarver. Så her bor jeg med grønne og blå vægge og nyder farverne hver dag.
Nogle finder det overraskende med grønne vægge, fordi de er så vant til hvidt. Hvide vægge er også praktiske, når det kommer til indretning, men grønne vægge kan noget som baggrund for malerier.
Det kan du især se på museer. Et rigtigt godt eksempel er her Rungsted Lund, Karen Blixen museet, hvor der er en grøn stue. Har du ikke været der, skal du unde dig selv et besøg.
Anastasiamønstret – strikket i pastelfarvet garn
Et klassisk stykke mormorstrik med store snoninger er nu endelig ved at være færdiggjort.
Farven på handskerne er lys syren, også en pastel, og den er bare øøøndig, den farve.
Hvad jeg har måtte pille op og strikke om på disse handsker, er helt utroligt.
Nej, jeg fik bare ikke tænkt mig godt nok om. Kort fortalt handler det om symmetrien og snoningen på langfingeren. Det kan du læse mere om her.
Så jeg måtte til min store fortrydelse pille op, hvilket jeg så gjorde her for en 14 dages tid siden.
Styr på opskriften havde jeg fået en gang lige før jul sidste år. Så alt burde således køre på skinner.
Desværre fik jeg så den ide at strikke med det optrevlede garn. Men der var gået for lang tid siden, jeg havde strikket fingrene. Det var jo trods alt sidste forår.
Derfor var garnet blevet for krøllet, så det strikkede blev ujævnt.
Anastasiamønstret har således været undervejs i lidt mere end et år nu, men nu er de altså næsten færdige i alle tre størrelser.
Mod på handskestrik?
Tænker du måske, at handskestrik er for svært for dig?
Så kan du læse om, hvordan jeg skaber overblik over en strikhandskes delelementer, her.
Når en handskeopskrift er opdelt på den måde, er det let at se, hvilken strikketeknik du skal beherske ved strik af ribben, hånden og fingrene.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Til teststrik hos Tina
Til teststrik hos Tina er de også sendt, og som altid kastede Tina sig over opgaven med at strikke mønstret op i de tre størrelser.
Derfor varer det ikke længe før mønstret kommer til salg, både her på hjemmesiden og på Ravelry. Hvis du har lyst til at se hvad der ellers er af opskrifter/mønstre kan du se mere i Alfiens strikkatalog.
Pastelfarvet garn i lyserøde nuancer
Lyserøde nuancer bruger jeg til tøj og strik, og som du kan se, er det fortsat miniaturestrik som hitter. Der har dog også sneget sig en barnehandske ind strikket i Anastasiamønstret samt en påskekanin.
Den kaninbroche kunne jeg ikke stå for, selvom den er af plast!
Den har det sødeste ansigtsudtryk, og farverne på brochen – ja, du har jo nok gættet det, er selvfølgelig pastelfarver. Så den fik lov at komme med hjem og blive brugt i et foto-shoot.
Kaninbrochen er i øvrigt fra Hallmark, 1983, hvis det skulle have din interesse.
Lyserøde miniaturevanter
Ligesom der er skilte med skriften “Little prince” findes disse skilte selvfølgelig også til små prinsesser.
Jeg havde købt skiltene for lang tid siden, flere år mindst. Men der har ikke været en lejlighed til at bruge dem før nu.
Sødt syntes jeg, det ser ud med de små miniaturevanter og porcelænskaninen.
Pastelfarvet garn købte jeg en masse hjem af
Jeg købte en masse pastelfarvet garn hjem for et stykke tid siden. Det har jeg brugt til at strikke miniaturestrik med.
Jeg strikkede især de små baretter og vanter. En del mamelukker fik jeg dog også strikket i pigefarverne, lyserød, orange og gul.
Egentlig var min plan, at fremstille guirlander bestående af vanter, huer og baretter i hhv. pige og drengefarver.
Hver aften strikkede jeg løs, der skal trods alt en del af dette ministrik til en guirlande.
En dogmeregel for miniaturestrik
Jeg havde lavet sådan en dogmeregel bare for sjov, at jeg strikkede hvert emne i alle farverne, inden jeg bevægede mig videre til den næste opskrift.
Først var det alle baretterne i hver sin farve, dernæst alle vanterne. Så startede jeg op på at strikke mamelukkerne, her nåede jeg alle pigefarverne.
Så gik jeg lidt i tænkeboks. Måske passer mamelukker i drengefarver ikke? Det skal måske være blebukser i stedet? Det funderer jeg stadig lidt over.
I stedet for lod jeg mig så optage af at få strikket fingerhandskerne færdige i Anastasiamønstret og få oversat opskriften.
Gør Alfien glad og del indlægget om pastelfarvet garn…
Kunne du lide det, du læste?
Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Pastelfarvet garn til forår og påske” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.
Ligeledes kan du også følge Vintagealfien på Facebook
Eller du kan blive nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!