De strikkede bøjlebetræk i pastelfarver har været en af mine helt store strikkefornøjelser i løbet af dette forår og godt ind i sommeren.
Barbie’s tøjstang, skulle hun havde sådan en, kunne alt det lyserøde måske godt give associationer til. Opskriften hedder derfor også Barbara.
Bomuldsgarn – nyt og restegarn
Jeg strikker bøjlebetrækkene i bomuldsgarn, det er rart at arbejde med, når det bliver varmere og mere sommerligt.
Selvom bøjlebetrækkene er gode til at forbruge restegarn, falder jeg gerne over lidt nye garnbrands, jeg får lyst til at prøve.
Det er jo ikke, fordi jeg ikke har restegarn, men der er altid noget nyt garn, der lokker. Det kender du sikkert, hvis du er en ihærdig strikker.
Fem nye mønstre på de strikkede bøjlebetræk
Siden midten af april har jeg altså mest strikket bøjlebetræk: Men der har også sneget sig lidt andet strik ind såsom fingerhandsker og lidt miniaturestrik.
For slet ikke at tale om lidt jul i juli-strik, jeg nåede lige at færdiggøre indlægget inden juli randt ud. Du kan se indlægget her: Jul i juli…
Interesseret i at se hvad der ellers er af opskrifter fra Alfiens hånd? Så kan du kigge i det opdaterede strikkatalog
Denne gang fik jeg dog en ubændig lyst til at strikke lidt mere indviklede mønstre på bøjlebetrækkene end bare ret, glatstrik og perlestrik.
Derfor tænkte jeg, at strikkede bøjlebetræk version 2.0 lige måtte være sagen.
Du kan se mere om de mere enkle mønstre til bøjlebetræk i indlægget: Bøjlebetræk…
Nedefra og op er mønstrene på billedet ovenover: Bobler, Harlekintern, ovaler, hexagoner og knuder.
De fleste af mønstrene er gamle eller vintage, hvis du foretrækker den benævnelse. Når de gamle mønstre bliver omsat til brug for bøjlebetræk, opstår der et helt nyt udtryk.
Maximizer – velsignelse eller forbandelse
De lidt mere indviklede mønstre giver også en flot 3D-effekt på bøjlebetrækket og så lever jeg gerne med, at de tager væsentligt længere tid at strikke op.
Lige den kvalitet eller forbandelse falder under benævnelsen maximizer.
Så hvis noget ser langt flottere ud, ja – så bruger jeg gerne dobbelt så lang tid på at strikke det, fremstille det, style det, hente det eller hvad det nu måtte være.
Længere strikketid til de strikkede bøjlebetræk
Når mønstret bliver mere vanskeligt, tager det som før nævnt, selvfølgelig også længere tid at strikke. Sådan et mønster kræver også mere opmærksom, så derfor egner de sig heller ikke rigtigt til film eller fjernsynsstrik.
Til gengæld er de alletiders til en togtur, cykeltur eller vandretur, fordi selve strikketøjet ikke fylder så meget.
Jeg har haft dem med rundt på en gåtur fra Frederikssund til Hundested og på en cykeltur til Hornbæk. Jeg er mest til staycation både i weekender og ferier.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Strikkede bøjlebetræk kun i pastelfarver
Fem nye mønstre er det altså blevet til, og de er alle strikket i pastelfarver. Især nuancerne af lyserød er flittigt brugt.
Årsagen til farvevalget er, at så passer det til mit lyserøde tøj.
Level 60 og glæden ved lyserød
Uden blusel indrømmer jeg gerne, at lyserødt tøj har jeg en del af. Men nu er jeg gået i level 60, og glæden ved lyserød ændrer sig øjensynligt ikke.
En bøjlestang kunne jeg næsten fylde med lyserødt tøj hængt på bøjler med matchende betræk.
For meget tænker nogle måske?
Du kan se mere om, hvad jeg ellers strikker af lyserødt garn i indlægget: Lyserødt garn…
Strikkede bøjlebetræk med to farver garn
Et af de mønstre til de strikkede bøjlebetræk, jeg syntes er særligt flot, er det mønster, hvor der strikkes med to farver garn.
Mønstret danner små sekskanter, og er lige til at udsmykke med lidt pynt.
Nu tænker du måske, at det lyder besværligt, fordi der ikke strikkes rundt? Der er jo den lede bagside at tage hensyn til, når der strikkes med to pinde.
Men da de to farver garn ikke bruges på samme omgang, er det nemt at gå til.
Du kan se mere her i indlægget om den lede bagside, når der strikkes med to farver garn: Strikkepinde der sladrer
Smukt på en børnebøjle – gaveide
Smukt på en barnebøjle til en lille ny uanset køn, syntes jeg også mønstret med bobler er. Jeg har dog kun fået strikket til en børnebøjle i lyserød indtil videre.
Men ved lejlighed får jeg nok strikket i drengefarver og en mere gender-neutral farve, som fx lysegul eller mintgrøn.
En børnebøjle med en sparkedragt eller lille kjole i matchende farver vil være en god gave til en lille ny.
Syv gode grunde til at strikke bøjlebetræk
Mangler du et par gode grunde til at kaste dig over at strikke bøjlebetræk, så får du mine syv favoritgrunde nedenfor.
- Du slipper for de grimme plastbøjler og du kan strikke bøjlebetrækkene i lige de farver, du har lyst til og som gør dig glad. Jeg er gået all-in på betræk i de lyserøde nuancer, og bøjler og tøj matcher nu hinanden.
- Strikkede bøjlebetræk holder på tøjet, så det ikke glider af bøjlen og lander i bunden af klædeskabet. Det er 3D-effekten i mønstret, som sørger for at tøjet holdes på plads. Derfor er de rigtige gode til delikat tøj, vintage eller ej.
- Har dine nederdele stropper til ophængning, kan du kan også hænge nederdelene op under en overdel eller alene.
- Strikkede bøjlebetræk er også gode til at forbruge restegarn, da du kun skal bruge omkring 16 gram til et betræk.
- Godt sommerstrik da betrækkene er strikket i bomuldsgarn, som for mig signalerer sommer. Bomuldsgarn er også køligere og for nogle mere behageligt at sidde med om sommeren end uldgarn.
- God gaveide til dem som er til den søde vintagestil derhjemme eller i sommerhuset, men ikke kan strikke selv.
- Er du til genbrug og upcycling, er det at give gamle træbøjler et nyt udseende og dermed et nyt liv ret så tilfredsstillende. Upcycling og genbrug gør jeg meget i og et eksempel på gaveindpakning med genbrugsmaterialer, kan du se i indlægget om venindens strikhandsker: Strikgave og genbrugsting…
Opskriften på de strikkede bøjlebetræk er teststrikket
Teststrikket er opskriften selvfølgelig også. Det er igen Tina, som har stået for teststrikningen. Opskriften på bøjlebetræk version 2.0 er således klar til release både her og på Ravelry, som har instant download.
Vil du vinde en opskrift på strikkede bøjlebetræk?
Jeg udlodder tre opskrifter på strikkede bøjlebetræk blandt jer, som er nyhedsbrevsmodtagere, søndag d.6. august – 2023.
Så er du nyhedsbrevsmodtager, er du med i lodtrækningen.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Da der både er begyndere og rutinerede strikkede blandt nyhedsbrevsmodtagerne, kan du som vinder frit vælge imellem den nye opskrift på bøjlebetræk, altså version 2.0 eller den tidligere fra 2016. Forskellen på de to er sværhedsgraden.
Vinderne får direkte besked per mail og husk at svare tilbage inden tre dage, da jeg ellers glæder en anden nyhedsbrevsmodtager.
Opskriften findes på Ravelry
Opskriften på de strikkede bøjlebetræk kan også købes på Ravelry, prisen er $4.49, og der er instant download.
Link til de strikkede bøjlebetræk på Ravelry: Strikkede bøjlebetræk…
Hækl dine bobler i stedet for at strikke dem
Jeg har valgt at hækle boblerne i stedet for at strikke dem, og jeg syntes, det er både nemmere og giver et pænere resultat end når boblerne strikkes.
Har du lyst til at kaste dig ud i at hækle bobler i dit strik, og det er ikke svært, så får du fremgangsmåden her:
Sådan hækler du bobler i strik
Boblerne kaldes 3hstgm bobler, dog undlades at trække garnet igennem, så hstgm færdiggøres.
hstgm: halv stangmaske
lm: luftmaske
1B: hækl en boble således – indsæt hæklenålen i den maske, hvor boblen skal være, slå garnet om hæklenålen, og lav en løkke ved at trække arbejdsgarnet igennem, ligesom en luftmaske.
Løft løkken/masken af den venstre strikkepind og arbejd nu kun med hæklenålen.
Lav nu 3 hstgm, men undlad at afslutte ved trække garnet igennem, du laver altså 2 løkker for hver hstgm uden at afslutte, til du har i alt 7 løkker på hæklenålen. Slå derefter garnet om hæklenålen og træk det igennem de 7 løkker. Hækl en luftmaske, så boblen låses.
Indsæt nu hæklenålen i masken underneden boblen, altså en omgang nede, og stik nålen igennem det venstre ben og slå garnet om hæklenålen. Træk garnet igennem maskens venstre ben, så du har to løkker på nålen. Træk til sidst hæklenålen igennem den første løkke på nålen, så du kun har en løkke/maske på hæklenålen.
Flyt nu denne maske til højre pind og strik videre med strikkepindene indtil næste boble.
Gratis opskrift på hæklede bøjlebetræk
Er du mere til at hækle end at strikke, kan du se en opskrift på hæklede bøjlebetræk i indlægget: Vintageknapper og bøjlebetræk…
Resten af sommeren kommer til at gå med…
Underholdt voldsomt er jeg blevet af de strikkede bøjlebetræk, men jeg strikker altid på flere forskellige ting samtidigt.
Så nu vil jeg derfor kaste mig lidt mere over mit seneste projekt, som er jul i juli-strik. Det er der jo en udløbsdato på – nemlig d. 31. juli. Du kan se indlægget her om jul i juli
Gør Alfien glad – del indlægget om de strikkede bøjlebetræk
Kender du nogle, som også strikker, der er til bøjlebetræk i vintagestil, sommerstrik med bomuldsgarn og lyserød? Så del endelig eller læg en kommentar.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Du kan også følge Vintagealfien på Facebook og Pinterest, i fald du gider det.