Gaver er dejlige at få og gode at give, og for dem som ikke strikker selv, er der noget særligt ved at få en strikgave. Pynter du også strikgaven fint, ja så glæder du modtageren endnu mere.
I dette indlæg kan du derfor læse om, hvordan en strikgave til en veninde, blev fint pyntet kun med genbrugte ting og sager.
Jubilæumsgaven blev en strikgave
En god veninde havde 25 års jubilæum på sin arbejdsplads, og da jeg spurgte hende, hvad hun ønskede sig på denne store dag, var svaret ikke overraskende noget, der involverede en strikgave.
Nærmere bestemt et par strikhandsker. Farven var også givet, den skulle være i en nuance af lyserød.
Som hun sagde:
Og det er så sandt, det vidste jeg helt præcist.
Rart i øvrigt at der er andre, som også er til lyserødt garn i alle afskygninger.
Den strikkende Alfie er venindens værk
Denne veninde står i øvrigt bag det vandmærke, som er på alle mine opskrifter. Nemlig den strikkende Alfie.
Syntes du at strikkepindene er holdt lidt sjovt, så er det fordi, at sådan gør man i England.
Hun har mange talenter den veninde, og jeg er altid voldsomt imponeret af væsener, der kan tegne, fordi det kan jeg ikke selv.
Kort tid til strikgaven
Nu havde jeg kun ganske kort tid til at strikke sådan et par fingerhandsker, under en uge for at være helt præcis, og det kunne i hvert fald ikke lade sig gøre, indså jeg hurtigt.
Der var arbejde, der skulle passes, rund fødselsdag, jeg gik i level 60, foruden at jeg lige for tiden strikker på bøjlebetræk, version 2.0 i mine ledige stunder.
Du kan se mere om de nu færdige bøjlebetræk her: Bøjlebetræk i den søde vintagestil
Der var med andre ord brug for en plan B.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Lageret af strikhandsker blev min redning
Et par strikhandsker med mønster på håndryggen inklusiv endehæftning har typisk et tidsforbrug på den anden side af 10 timer.
Jeg har en samling af strikkede handsker, som jeg normalt ikke giver væk, da jeg bruger dem, når der er foto-shoot.
Derfor foretrækker jeg gerne at strikke et par nye handsker op til en strikgave. Det er også nemmere, hvad angår farvevalget, ikke alle er jo vilde med pastelfarver.
Desuden er der også problematikken, hvis fingre og håndryg ligger udenfor normalområdet.
Så jeg gik i gemmerne og fandt en stak handsker i forskellige mønstre strikket i den store børnestørrelse. Den størrelse passer min veninde perfekt, vidste jeg fra tidligere.
Parret i den rigtige farve blev udvalgt. Mønstret hedder Leonora og findes i tre størrelser, men jeg har aldrig fået sat den til salg på Ravelry.
Dette trods at mønstret både er teststrikket og færdigfotograferet, men jeg mangler at oversætte den til engelsk.
Du kan læse mere om Leonoramønstret her i indlægget: Det at pille op og strikke om
Interesseret i at se hvad der ellers af opskrifter? Så kan du kigge i Alfiens strikkatalog
At pynte en strikgave med gavepynt er en kreativ og hyggelig beskæftigelse
Så var jeg klar til det næste, som var at pynte strikgaven.
Nu ville skæbnen, at jeg ugen før venindens jubilæum var gået i level 60. Der havde jeg bl.a fået en gave af netop denne veninde.
Gaven var fint præsenteret i den smukkeste lyserøde gavepose, og med lyserødt bånd og silkepapir. Det havde jeg selvfølgelig gemt alt sammen, så jeg kunne genbruge det.
Ligeledes er gammelt nodepapir, noget der er masser af kreativ underholdning i. Foruden at sådan noget vintage nodepapir, gulnet på den helt rigtige måde, går til alt.
Sådan noget kan jeg få timer til at gå med, erkender jeg blankt.
Genbrug på den gode måde
Det er også genbrug på den gode måde, hvilket tiltaler mig meget, og jeg gemmer generelt nok på for mange ting.
Vi taler gavebånd, gaveposer, æsker, silkepapir i de rigtige farver, vinæsker etc.
Men for mig er der en tilfredsstillelse i at kunne genbruge ting. Foruden at jeg typisk ikke har tid til at købe det, når jeg skal til noget.
Sådan pyntede jeg strikgaven
Det lyserøde bånd var derfor genbrug fra min fødselsdag og det passede perfekt i farven til handskerne.
Når jeg forærer strikhandsker væk, trækker jeg et bånd eller en tråd igennem strikhandskerne foroven i manchetterne og slår en knude.
Det giver styr på handskerne, så de ikke kommer fra hinanden så let, når der skal pakkes ud.
Tit er en af de helt store fornøjelser også at se, hvad andre har fået på sådan en dag og måske også prøve nogle af gaverne.
Når strikhandskerne derfor sidder sammen, bliver de ikke så let væk fra hinanden på gavebordet.
Hjerte af gammelt nodepapir
På båndet er det nemt at sætte gavepynt af den ene eller anden karakter.
Jeg har lidt med gammelt nodepapir, og jeg syntes, at et hjerte i nodepapir pyntet med gammelrosa strudsefjer ville være prikken over i’et på de lyserøde strikhandsker.
Da jeg godt kan lide at hygge mig med nodepapir, har jeg stansere med forskellige motiver, så motivet bliver pænt og uden hakker.
Ellers kan man altid gå old school og klippe ud i hånden. Du kan se et eksempel på old school udklipning i indlægget: Englevinger – strik ikke hurtigere…
De gammelrosa strudsefjer kommer fra en gammel vest købt i genbrugen, og fjerene limes bare fast på hjertet.
Til sidst klipper jeg et hul i hjertet, så det kan sættes på båndet. Her kan du bruge en hullemaskine.
Pynt og gaveindpakning holdt i lyserødt
Strikhandskerne kom ned i den genbrugte lyserøde gavepose på et leje af silkepapir også genbrugt, og så manglede der bare kortet.
Lykønskningskortet blev et printet billede af den fødselsdagsbuket, jeg havde fået af en anden veninde i lyserøde farver.
Det eneste som faktisk ikke var genbrugt i en eller form til gaven, var garnet til handskerne.
Jeg håber, du er blevet inspireret til at genbruge mere, det trænger vores klode til.
Gør Alfien glad – del indlægget om en strikgave…
Kender du nogle, som også er til strikgaver og kreativ pynt med genbrug? Så del endelig.
Du kan også følge Vintagealfien på Facebook og Pinterest, i fald du gider det.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!