Englevinger – Strik ikke hurtigere end de kan flyve

Alfien har været ramt af den værste strikkeskade i mands minde. Måske har min strikkeengel, sine englevinger til trods, simpelthen ikke kunne følge med?

Englevinger af gammelt nodepair pyntet med pink pels og brugt som gavetag på strik
Englevinger af vintagenodepapir med pink pels. Mønstret er Prinsesse M

I hvert fald har der været strikkeforbud, tørstrikning og strikkerationering i urimelige mængder samt meget andet ondt på færde rent strikkewise i Alfieboet de sidste måneders tid.

Giveaway – handskeopskrift Victoria

At Alfien ligger lidt lavt på strikkefronten, er jo ikke ensbetydende med at andre må gøre det samme. Derfor er der Giveaway på opskriften i handskemønstret kaldet Victoria.

Victoriamønstret på handskerne og mønstret på pandebåndet fra sidste blogindlæg passer sammen, så der er således mulighed for at strikke et sæt.

strik
Strikkede fingerhandsker i Victoriamønstret sammen med det ufærdige pandebånd

Hvilket måske kan være nok så interessant, nu hvor sne og kulde har ramt det ganske land.

Du kan se mere om pandebåndet her, i fald du har lyst til det. Som det ses på billedet ovenover, er jeg ikke nået videre siden sidst med det lyserøde pandebånd.

Ønsker du at deltage i lodtrækningen?

For at deltage i lodtrækningen skal du bare være modtager af Alfiens nyhedsbrev. Opskrivningsfeltet finder du i højre side af skærmen eller her under.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Vinderen udtrækkes søndag d. 10 februar 2019

Alfien udtrækker den heldige vinder søndag d. 10. februar. Vinderen får som altid, ved Alfiens giveaways, direkte besked på mail.

Er du den heldige vinder, så husk at vende tilbage inden tre dage, da jeg ellers glæder en anden nyhedsbrevsmodtager med en opskrift.

Røde strikkede fingerhandsker
De strikkede fingerhandsker i Victoriamønstret

Udpræget højrehåndet

Husfotografen har, ikke overraskende, den holdning at ondet skyldes overstrikning, her er jeg nu ikke helt enig.

Jeg er så udpræget højrehåndet, at det er svært for mig at bruge venstre hånd som den primære hånd.

Endvidere er jeg også lidt utålmodig med mig selv, hvilket heller ikke hjælper.

Har du også været ramt af en strikkeskade?

Har du ligeledes været ramt af en strikkeskade, så ved du, at det gør ondt når man skræller grøntsager, bruger et rivejern, vrider en karklud, betjener musen til sin computer, løfter tunge ting eller bærer varer hjem etc.

Hvad laver jeg så, når jeg ikke kan strikke

Trods forebyggende øvelser og afholdenhed, blev det ved med at bryde op, men nu ser det ud som om det gudskelov er ved lette og forhåbentligt for good.

Men når man ikke kan strikke, er det positive jo, at der er så meget andet man kan kaste sig over.

Ting der måske er blevet lidt forsømt, som fx. bøger og film for slet ikke at tale om at gennemtrawle internettet for eye candy og soul food.

Nodepapir som sendt fra himlen

Med det udprægede behov jeg har for at være kreativ, fik jeg således på min tur rundt i cyberspace øje på de smukkeste kreationer fremstillet af vintagepapir.

Emnerne var klippet eller stanset ud fra gamle bøger og blade samt som det allerbedste – af gulnet tykt nodepapir.

Der var sommerfugle, hjerter, blomster, engle og englevinger ikke mindst.

Udklippede englevinger stemplet og brugt som gavetag
Englevinger stemplet med yndlingsstemplet fra Hero arts. Mønstret er Prinsesse M

De var brugt på kort, som tags og guirlander eller sat i rammer.

Gavetags, stempler jeg i øvrigt altid med mit yndlingsstempel fra Hero arts – ” Made with love” og typisk i guld.

Stempelpuder køber jeg fra et tysk site, Perlenfischer, hvor der også er mange søde stempler at få.

Hyggelig aktivitet på en vinterdag – Englevinger

Sikken en dejlig aktivitet for en vintereftermiddag det kunne være at fremstille sådan noget, for slet ikke at tale om den taktile nydelse, det er at sidde med lækkert papir i hånden.

I ånden så jeg allerede en gammel sølvramme fyldt med smukt udklippede englevinger af nodepapir eller brugt som tags på strikgaver.

Udklippede englevinger sat i glas og ramme
Englevinger i glas og ramme

Engle kan man bruge hele året, i Alfieboet er de i hvert fald ikke kun forbeholdt julen, men er at finde på brocher og vægge.

Jagten på englevinger

Så ind gik jagten på et par englevinger.

En del af de figurer som bliver brugt til scrapbooking, kan man købe som stansejern, fx. hjerter, blomster, cirkler osv. De er nemme at benytte og sikrer, at de udstansede emner bliver ensartet.

Men ak, der var ingen stansejern med englevinger at få, de fandtes kun som die cuts. Men dimensionerne var forkerte, så enten var englevingerne for små eller for store.

Englevinger klippet ud af af gammelt nodepapir
Udklippede englevinger af gammelt nodepapir

Die cuts

Die cuts kræver også, at der erhverves en særlig maskine, som virker lidt som en valse for at få skåret figuren.

Det syntes jeg ikke lige, jeg var klar til. Hvem ved også, hvor længe man finder det interessant? Endelig skal det jo også opbevares.

Old School virker også til englevinger

Men når Alfien får en ide, skal det helst manifestere sig inden for en overskuelig tidsramme, som i fluks.

Så det måtte blive Old school i stedet, dvs finde et billede af nogle englevinger, som faldt så nogenlunde i min smag, tegne det op på papir og klippe det ud, så det kunne bruges som skabelon.

Brug af skabelon til optegning og efterfølgende udklip af englevinger
Optegning af englevinger fra skabelon

Det er væsentligt mere besværligt end et stansejern, skulle jeg hilse og sige.

Ligeledes skal man være forholdsvis omhyggelig, når omridset tegnes op, for slet ikke at tale om at klippe det ud. Men jeg husker, at jeg gjorde det som barn, så metoden virker.

Tiden fløj afsted da jeg sad med mine englevinger

Det tog mig tæt på to timer at klippe 10 englevinger ud, men jeg opdagede slet ikke, at tiden bare fløj afsted, så optaget blev jeg af projektet.

Det at blive så optaget er meditativt og meget afstressende, det er balsam for sjælen simpelthen.

Englevinger – det har du brug for

  • Skabelon, saks, papir, blyant, viskelæder samt lim. Nu tænker du måske, hvad viskelæderet skal bruges til, fordi jeg klipper vel fra bagsiden? Men for at få det mest udsøgte motiv, tegnes skabelonen over på det, der skal være forsiden af englevingerne. Uanset hvor omhyggelig jeg er med at klippe, er der altid lidt blyantstreg tilbage, som skal fjernes.
  • Vintagenodepapir. Det køber jeg i genbrugen, hvor der er masser af gamle nodehæfter at få, fremstillet af dejligt tykt papir. Endvidere har papiret den rigtige patina, dvs det er gulnet af ælde på den helt rigtige måde. Inden et nodehæfte kommer med hjem, tjekker jeg, at hæftet ikke er vandskadet, jordslået eller lugter af røg. Ligeledes kigger jeg også efter, om der er notater osv af nævneværdig grad i hæftet.

Rammer til mine englevinger

  • Gamle sølvrammer. Dem køber jeg hver gang, jeg falder over dem på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker. Især de mindre rammer har jeg en del af, sølvrammer er endvidere in igen, så de kan godt være lidt svære at finde og er heller ikke helt billige.
Gamle sølvrammer er in igen
Gamle sølvrammer købt second hand
  • Der er lidt arbejde med at genbruge gamle rammer og heraf er det mindste at vaske glasset og tørre rammen af for støv. Stifterne som holder bagbeklædningen fast skal pilles ud med en tang og sættes i igen. Der skal bruges både kræfter og håndelag, så i Alfieboet er det et job for husfotografen. Ligeledes skal der også tapes rundt om i kanten på bagsiden, så der ikke kommer støv ind i rammen. Malertape er perfekt til det formål samt nemt at få fat i.
  • Rammebaggrund. Blev et print af et gammel landkort – ja, hvad ellers? De skal jo kunne finde vejen hjem, de små englebasser. Efter lidt søgning på nettet fandt jeg denne hjemmeside, hvor der er mulighed for gratis download af vintagekort. Kortet jeg valgte var et kort fra 1855 over Nordpolen.
De udklippede englevinger sat i en sølvramme
Den faldne engel?

Pynt af englevinger

Nogle af englevingerne pynter jeg.

Af de englevinger som kom i glas og ramme, stemplede jeg kun en. Den befinder sig nederst i højre hjørne og er på vej sydover, og som du kan se er den stemplet, så den godt kunne ligne en falden engel.

På gavetags sætter jeg et stykke pels på også, så de bliver rigtig fine.

Gavetags har jeg brugt i lang tid

Gavetags på strikgaver har jeg brugt meget og nu har jeg endelig her i 2019 anskaffet mig et stansejern, der kan stanse cirkler ud.

Bruges der mange af dem enten som gifttags eller til andre kreative projekter, bliver det for dyrt i længden at købe dem udstansede, har jeg fundet ud af.

Det stansejern jeg har købt er en cirkel, og jeg er nu på jagt efter et stansejern med fine buer på cirklens omkreds.

Tag stemplet med guld

Akvarelpapir er perfekt

Af papir bruger jeg akvarelpapir fra boghandleren.

Det fås i en dejlig tyk kvalitet, 200 g per kvm. med en lækker overflade, som også er god at stemple på.

Man skal dog være opmærksom på, hvor højt de forskellige stansejern kan gå i papirkvalitet. De fleste kan stanse op til de 200 g per kvm, men flere ligger med et maks på 180 g.

Gør Alfien glad – del blogindlægget om englevinger

Kender du nogle som kan lide at fremstille deres egen gavetags til jul? Så del blogindlægget om “Englevinger – Strik ikke hurtigere end de kan flyve”

Englevinger som gavetags på strik
Victoriamønstret

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Genbrugsbutik, Scrapbooking, Vintagestil and tagged , , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Englevinger – Strik ikke hurtigere end de kan flyve

  1. How long does it take to work knitting gloves?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *