Hvordan du undgår at tabe en broche

Godt nytår til bloggens læsere. Det første blogindlæg i 2025 handler om, hvordan du kan undgå at tabe en broche.

Tabe en broche: Vintage malakitbroche placeret under skjortens flipper
Vintage malakitbroche placeret under flipperne

Indholdsfortegnelse for indlægget – undgå at tabe en broche

Indlægget om de tabte brocher er langt, derfor er der indsat en indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse:

Broche-stress af en tabt broche

Tabte brocher gør mig rigtig ærgerlig og irriteret. Den nok vigtigste grund er, at det sjældent er helt nemt at få en magen til, og især ikke hvis brochen er i kategorien vintage.

Det som det desværre også gjorde var, at jeg næsten ikke turde gå med brocherne af frygt for at tabe dem.

Hvad er det ved at have brocher, man dårligt tør bruge?

Det startede i det små, efter jeg tabte en meget fin juletræsbroche fra Monet i Tivoli for nogle år siden.

Siden eskalerede det, vil jeg sige, og i slut 24, havde det antaget helt urimelige proportioner. Årsagen til at det byggede op henover julemåneden, var fordi jeg havde en julebroche-challenge kørende med mig selv.

Dermed blev jeg endnu mere bevidst om, hvor ærgerlig jeg ville blive, hvis jeg nu tabte en eller flere af mine favoritbrocher.

Det næsten ikke at turde at gå med en broche af frygt for at tabe den er ikke noget, jeg er alene om, er kommet frem efter indlægget er blevet postet. Skulle du også have brug for igen at få mod på at bruge dine favoritbrocher til hverdag og fest, så er der altså en nem og billig løsning på det problem.

Julebroche-challengen og meget andet kan du læse om i indlægget: En vintageelskende sjæl…

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

I det følgende kan du læse om den næsten OCD-lignende tilstand, jeg befandt mig i for at undgå en eventuelt tabt broche.

Bekymringen for at tabe en broche

Jeg havde mange tiltag for at undgå at tabe en broche. I bakspejlet virker det uforståeligt.

Trods alt er en broche en død ting, der jo heller ikke koster spidsen af en jetjager.

At tabe en broche er et first world problem!


Jeg vil nok henføre problemet under begrebet “A first world problem”. Løsningen jeg i første instans ordinerede mig selv, var da også “Get a grib”.

Vinterbrocher med rhinsten på den hvide vintagehue
Vinterbrocher med rhinsten på den hvide vintagehue

Men det hjalp ikke synderligt på situationen, og jeg bemærkede, at jeg især gjorde følgende tre ting, når jeg havde en broche på:

  • Brochens lås blev tjekket, inden jeg gik ud af døren.
  • Jeg mærkede konstant på huen eller tøjet, om brochen eller brocherne stadig sad der. Værst var det med huer og hatte, når jeg gik tur rundt om mosen.
  • Havde jeg en broche på mit tøj, havde jeg en frakke på, som kunne lukkes med et bælte. På den måde ville brochen blive holdt inde på kroppen, skulle uheldet være ude og brochen falde af.

Med andre ord var det blevet utåleligt at bekymre sig i et væk om muligheden for eventuelt at tabe en broche eller flere.

Hvorfor jeg og andre som går med brocher, nye som ældre, kan ende med at tabe dem, handler ikke overraskende om brochens låsetøj, og det kan du blive klogere på i det næste.

Dårligt låsetøj gør det nemt at tabe en broche

Brocher har forskelligt låsetøj til at fastholde brochen på tøjet eller hvor den nu er placeret. Hvis låsetøjet af den ene eller anden grund ikke virker efter hensigten, ja, så har man balladen.

Jo ældre brochen er, jo større er chancen også for, at låsemekanismen er blevet slidt, og dermed ikke virker, som den gjorde en gang.
Brochens lås kan også være for dårligt udført, og måske også i et materiale, der ikke tåler ret meget brug.

Et eksempel på det sidste oplever jeg her i december med en julebroche fra Christopher Radko.

Fronten af julebroche fra Radko
Fronten af julebroche fra Radko

Jeg havde glædet mig til at skulle have julebamsen på med de tilhørende matchende øreringe. Men ak, da jeg ville lukke låsen på brochen, gik låsen simpelthen fra hinanden. Ingen glæde fik jeg ud af den broche, og jeg havde aldrig, som i aldrig, haft brochen på!

Bagsiden af brochen fra Radko samt en del af låsen
Bagsiden af brochen fra Radko samt en del af låsen

Det eneste positive man kan sig om den ting er, at brochen har jeg stadigvæk, bare i en væsentligt mindre funktionsdygtig stand.

I det følgende kan du blive klogere på nogle af de forskellige typer af brochelåse, der er på mine brocher.

Forskellige brochelåse

De brochelåse jeg har identificeret på mine brocher kan inddeles i følgende tre kategorier: C-lås, lås med kuglekrøl samt kanonlås, som nok er bedre kendt under det engelske navn, trombone lock.

C-lås

De ældre C-låse stammer tilbage fra 1850 – 1910. Her kan brochenålens længde også variere.

Tabe en broche - gammel C-lås
Gammel broche med C-lås, brochen har kort nål og låsen er åben

En broche med en brochenål, der går et godt stykke forbi selve låsen, er en ældre udgave af C-låsen. Jeg har dog kun brocher med C-lås med de korte nåle.

Tabe en broche - C-lås lukket
Gammel broche med C-lås, brochen har en kort nål og låsen er lukket

Ny udgave af C-låsen

Der er kommet en ny udgave til af den gamle C-lås. Disse låse har dog bare mere et knæk end en runding som den oprindelige C-lås. Et eksempel kan du se her herunder

Tabe en broche - variant af C-lås på ny broche
Kombineret broche og hårpynt med C-lås i ny udgave, med knæk på låsen i stedet for en runding

Lås med kuglekrøl

En broche med kuglekrøl er en sikkerhedsanordning, der skal sikre, at brochens lås ikke springer op og tabes. Krøllet henviser til de to ører, som sidder på låsens drejemekanismen.

Tabe en broche - Malakitbrochen - kuglekrølslåsen er i åben position
Malakitbrochen – kuglekrølslåsen er i åben position

Designet er fra 1920’erne og er meget lig det, der findes på moderne brocher.

Det er især disse låse, der har det med at gå fra lukket til åben position, uden din hjælp. Det kan skyldes, at låsen er for nem at dreje, og der skal ganske lidt til, at låsen ikke længere er i en lukket position.

Når låsemekanismen er åben, kan nålen således let glide ud. Er du heldig, opdager du det derhjemme. Er du knap så heldig, så ender du typisk med at tabe en broche.

Tabe en broche - malakitbrochen - kuglekrølslåsen er i lukket position
Malakitbrochen – kuglekrølslåsen er i lukket position

Det kan ske for nye som ældre/vintagebrocher med den type lås. Et eksempel på en af mine nyere brocher, der har det med at åbne af sig selv, er fjerbrochen, der her pynter den røde strikkede turban.

Tabe en broche - Rød fjerbroche på en strikket turban
Rød fjerbroche på en strikket turban, brochen er købt i Berlin for en fem år siden

Er du interesseret i at se, hvad der ellers er af opskrifter? Så kan du kigge i strikkataloget: Strikkatalog…

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Kanonlås også kendt som trombonelås

Endelig er der også kanonlåse, nok bedre kendt under det engelske navn, trombonelås, som på dansk betyder trækbasun.

Tabe en broche - vintagebroche med trombonelås i åben tilstand
Vintagebroche med trombonelås i åben tilstand

De blev først set i europæiske smykker omkring starten af 1890’erne. Disse låse var meget anvendt på franske brocher, men efter 1940’erne blev de brugt mindre og mindre på brocher.

Tabe en broche - vintagebroche med trombonelås i lukket tilstand
Vintagebroche med trombonelås i lukket tilstand

Har du interesse i at vide mere om brochers låse, kan du se linket til datering af brocher: Link

En løsning på de brocher måtte der altså til af den ene eller anden art, og det handler det næste om.

Der måtte findes en holdbar løsning på brochesituationen

Jeg havde to muligheder for at løse brochesituationen, og det skulle ske snarest, kunne jeg mærke.

  • Jeg kunne holde op med at gå med brocher. Lige det med ikke at gå med brocher, det kunne jeg godt mærke, at jeg ikke havde meget lyst til.
  • Brochens lås måtte kunne sikres på en nem måde, så jeg fortsat kunne gå med mine brocher uden at skulle bekymre mig og finde på flere tvangshandlinger.
Vinterbrocher på den hvide vintagehue
Vinterbrocher på den hvide vintagehue

Jeg susede derfor lidt rundt på internettet. Der så jeg en løsning med en elastik viklet rundt om låsen. Det var noget klodset og så heller ikke videre pænt ud. Nemt var det heller ikke at eftergøre, syntes jeg, da jeg prøvede.

Til gengæld var det sikkert en væsentligt bedre løsning, end den jeg selv fandt på til julefrokosten på arbejdet.

Den løsning gik ud på at sætte tape rundt om låsen på rensdyrbrochen fra Mylu. Til orientering var tapen da også faldet af, da jeg kom hjem henad eftermiddagen.

Fordi jeg var blevet sporet ind på elastikløsningen, kom løsningen så på en nytårstur rundt om mosen med husfotografen.

Tabe en broche - vintagebroche med C-lås i samme farve som pelshatten
Vintagebroche med C-lås i samme farve som pelshatten

Løsningen er enkel, billig og på de fleste brocher så godt som usynlig, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke selv kom på den. Hvad løsningen går ud på, kan du læse om i det følgende

Undgå at tabe en broche – brug en o-ring

Du skal bruge en lille bitte elastik til at sikre låsen med. Sådan en elastik kaldes i fagsprog for en o-ring. Dem jeg har købt er af gummi, men de kan også erhverves i silikone.

Du kan købe dem i smykkebutikker for en meget billig penge, vil jeg sige.

Tabe en broche - o-ringe i hhv. transparent og sort i størrelsen 6/2 mm
O-ringe i hhv. transparent og sort i størrelsen 6/2 mm

Størrelsen du skal bruge på o-ringen hedder 6/2 mm. 6-tallet henviser til ringens diameter, som er 6 mm, mens 2-tallet angiver diameteren på hulstørrelsen, 2 mm.

Jeg har dem i to farver – transparent og sort. Det er praktisk alt efter hvilket underlag, brochen skal fæstnes på.

I det følgende kan du se, hvordan du monterer o-ringen på en broche.

Sådan sætter du o-ringen på din broche

Når du har stukket brochens nål igennem underlaget, sætter du o-ringen på nålen.

Tabe en broche - o-ringen placeres på brochens nål
O-ringen placeres på brochens nål

Derefter lukker du brochen, som du plejer.

Tabe en broche - brochen lukkes
Luk derefter brochen

Tilsidst trækker du o-ringen henover låsemekanismen.

Tabe en broche - o-ringen trækkes over brochens lås
Træk o-ringen henover brochens lås

Min erfaring er, at det er nemmest at sætte o-ringen på brochen, lukke låsen og trække o-ringen henover låsemekanismen inden du tager trøjen, huen eller hvad det nu måtte være, på.

Størrelsen på 6/2 mm er perfekt

Størrelsen 6/2 mm er så tilpas lille, at du ikke skal vikle den flere gange rundt om nål eller lås for at opnå en effekt.

Samtidig er o-ringen i 6/2 mm så tilpas stor, at du uden det store besvær kan trække den henover låsen. Fordi o-ringen er så lille, er den også så godt som usynlig fra brochens front.

I det næste kan du få mit tip til, hvordan du nemmest får placeret din broche og o-ring, så brochen dækker den øverste skjorteknap

Styling – En broche over den øverste skjorteknap

Jeg kan godt lide, at brochen sidder helt oppe i halsen, og dermed dækker over den øverste skjorteknap.

Der er noget Victoriatid over det look, som jeg rigtig godt kan lide.

Tabe en broche - Polkaprikket blå skjorte påsat vintage emaljeblomst med små prikker
Polkaprikket blå skjorte påsat vintage emaljeblomst med små prikker

Har du brocher, som du bruger på skjorter oppe ved halsen, kan du af gode grunde ikke lukke brochen med o-ringen og derefter tage skjorten på.

Da stoffet typisk er lagt i flere lag ved skjortens øverste knap, er der meget stof at stikke igennem. Her kommer så risikoen for at stikke sig selv i halsen, hvis du af den ene eller anden grund bruger for mange kræfter til at få nålen igennem stoffet med.

Tabe en broche - vintage broche af malakit placeret under skjortens flipper
Vintage broche af malakit placeret under skjortens flipper

Derfor er det nemmeste at tage skjorten på, lukke den øverste knap, og stikke brochens nål igennem knaphullet og op på den anden side af knappen. Du kan dermed nøjes med at stikke nålen igennem en af skjortens stolper i stedet for to.

Nu monterer jeg o-ringen på nålen, lukker brochen og trækker o-ringen over låsen. Jeg vil ikke bilde dig ind, at det er helt nemt at få lukket låsen og trukket o-ringen over.

Tabe en broche - brochens nål er stukket igennem knaphullet og derefter igennem knapstolpen
Brochens nål er stukket igennem knaphullet og derefter igennem knapstolpen

Selv om jeg står foran et spejl, ender jeg med at måtte bakse en del med at få lukket brochen og sikret låsen med o-ringen. Men som med alt andet i verden gør øvelse stadig mester.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Har brochen ikke vundet hævd på en plads, skal den også tages af igen. Hvordan du gør det smartest, kan du læse om herunder.

Hvordan du tager o-ringen af uden at tabe din broche

Når du fjerner brochen fra tøjet, kan det betale sig at være opmærksom, og særligt hvis det er en tung broche med kuglekrølslås.

Når o-ringen fjernes og kuglekrølslåsen sættes i den åbne position på en tung broche, kan nålen så let som ingenting glide ud af den åbne lås og havne på gulvet, inden det går op for dig, hvad der sker.

Det er ikke så slemt, hvis brochen tabes på et tæppe eller et trægulv, men knap så sjovt er det at tabe brochen på et klinkegulv.

Det kan du undgå ved at tage beklædningsgenstanden af og holde brochen vandret, imens du fjerner o-ringen, åbner kuglekrølslåsen og tager brochen af.

O-ringen er bedst til C-låse og låse med kuglekrøl, og hvorfor det forholder sig sådan, får du en forklaring på i det næste.

O-ringen er bedst til C-låse og kuglekrøl

På C-låsen sidder o-ringen som en ekstra barriere, nålen skal forcere for at komme løs.

Tabe en broche - O-ringen danner en ekstra barriere som nålen skal forbi på C-låsen
O-ringen danner en ekstra forhindring, som nålen skal forbi på C-låsen

På låsen med kuglekrøl er o-ringen placeret imellem de 2 ører, der bruges til at dreje låsen med. Drejemekanismen er nu låst med o-ringen, hvorved låsen forbliver i den position, indtil o-ringen fjernes.

Tabe en broche - o-ringen er placeret imellem de to ører på kuglekrølslåsen og sikrer dermed låsen
O-ringen er placeret imellem de to ører på kuglekrølslåsen og sikrer dermed låsen

På trombonelåsen kan o-ringen i bedste fald gøre det sværere for nålen at smutte ud. Men grundet trombonelåsens udformning kan o-ringen ikke placeres, så låsemekanismen fastholdes i den lukkede position.

Nu har jeg kun to af de disse låse i alt på mine brocher, så det kan jeg leve med.

Som du kan læse om i det næste er mine svage nerver, med hensyn til det at tabe en broche, nu så godt som forsvundet.

Min bekymring for at tabe en broche er væk

Vel hjemme fra nytårsturen blev der fundet et sortiment af o-ringe frem fra gemmerne, og den rette størrelse o-ring blev identificeret.

Straks gik jeg i gang med at montere o-ringe på de af mine brocher, som sidder permanent på huer, tøj etc.

Samme eftermiddag var jeg tilfældigvis ude, og på min vest havde jeg en snemandsbroche på med en kuglekrølslås. Du kan se snemandsbrochen øverst i billedet.

Tabe en broche - snemandsbrochen fra KC er med på Øregaard Museum
Snemandsbrochen fra KC er med på Øregaard Museum

Det er jo vinter og dermed legit med snemandsbrocher, der er uden juletræer og lignende.

Jeg opdagede til min store glæde, at den eftermiddag var mine bekymringer og tvangshandlinger med hele tiden at skulle mærke efter om brochen nu stadig sad, hvor jeg havde anbragt den, næsten væk.

De følgende dage blev det endnu mindre, for nu at være så godt som helt forsvundet.

Up-date på den norske striktrøje

I gang kom jeg i løbet af juleferien med den vintageinspirerede norske striktrøje i to-farvet strik.

Dog har jeg strikket tre ribhalskanter, inden jeg fandt den farve, jeg ville have.

Pillet op har jeg også måtte gøre, dog ikke grundet forkert strikkefasthed, men simpelthen grundet manglende omhyggelighed under strikkeprocessen. Det handler især om at læse opskriften omhyggeligt igennem inden start og køb af garn.

Striktrøjen Mørk Agnes dog med lidt andre farvevalg
Striktrøjen Mørk Agnes dog med lidt andre farvevalg

Uden om den lede vrangside kom jeg heller ikke. Hvilket jo er det, som er svært, når der strikkes med to eller flere farver på samme omgang.

Du kan se mere omkring den lede vrangside i indlægget: Strikkeskills…

Det har du kunne læse om i indlægget: Tabe en broche…

I indlægget har du kunne læse om nogle de forskellige typer af brochelåse, der findes.

Du har også set, hvordan du kan sikre din brochelås med en o-ring og på hvilke typer af brochelåse, det kan lade sig gøre.

Der er givet tip til, hvordan du lettest monterer o-ringen på en broche, og hvordan du undgår at tabe din broche på gulvet, når du tager den af.

Hvis du er til stilen med at placere en broche under skjortens flipper, kan du se, hvordan du lettest gør det.

Gør Alfien glad – del indlægget om at tabe en broche…

Del endelig hvis du kender andre, der også går med brocher og som vil blive glade for en nem og billig løsning, hvor brochen holdes fast på tøjet, tasken eller tørklædet i stedet for at blive tabt.

Lille vintage  skindpung i guld og en vintage sløjfebroche
Lille vintage skindpung i guld og en vintage sløjfebroche

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook og / eller Pinterest, i fald du gider det

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Brocher, DIY, Hatte, Strik, Vintagesmykker, Vintagestil. Bookmark the permalink.

2 Responses to Hvordan du undgår at tabe en broche

  1. Sanne says:

    Tak for en SUPER go’ idé! Jeg må ud og købe nogle 6/2 o-ringe, for det er simpelthen SÅ ærgerligt at tabe en af vintagebrocherne.

    Du kan købe en ny brochebagside med nål i f.eks. Pandura og lime på snemanden med epoxylim. Jeg har reddet flere af mine gamle brocher på den måde, så er de selvfølgelig ikke originale, men brugbare, og det betyder mest for mig. Jeg har i øvrigt oplevet flere Radko ting som er gået i stykker, åbenbart ikke verdens bedste kvalitet.

    Jeg har en broche-magnet ala denne:
    https://magnapin.com/?srsltid=AfmBOopaFGu1tEVrF9QJ_KUQ16INqk5sqwli3dd1AiZ7BkdBbc_UR1Ga
    som har reddet mig flere gange. Den er genial til sarte eller gamle stoffer, som man ikke vil have bliver ødelagt af nålen. Jeg har flere gange oplevet at låsen er gået op, men brochen stadig hang i magneten. Så er det man tænker TAK.

    Rigtig godt nytår til dig. 🙂

    • Alfien says:

      Tak,tak Sanne

      Dejligt at høre at du kunne bruge tippet😊

      Tak for tip med ny brochebagside, som dig er jeg mere interesseret i at kunne bruge brochen, end om den har alle sine originale dele.
      De brocher hvor bagsiden ikke er flad, kan blive syet på fx en hue, det er så en mere permanent position brochen får, men det lever jeg gerne med.

      Jeg må have fat i sådan en magnapin ved lejlighed. Lige nu ser det ud, som om de er udsolgt indenfor EU. Jeg har flere beklædningsgenstande, jeg ikke nænner at stikke en
      brochenål igennem.

      Dbh.
      Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *