Blommer – Brug dem til syltetøj og relish

Så er det igen tid for blommer.

Mirakuløst har mine Victoriablommer skiftet farve og er nu klar til at blive plukket.

Igen i år giver mit blommetræ mange frugter, der er vist nærmest tale om et blommeår.

Sådan plukker jeg blommer af mit blommetræ

Det har stået lidt skralt til med det træ, men nu er det ved at komme efter det, og har givet godt med blommer de seneste tre til fire år.

Plukkemodne blommer
Plukkemodne saftige Victoriablommer

Jeg plukker blommerne af ved at trække forsigtigt i den enkelte blomme, slipper den er den moden.

Når jeg således har været hele træet igennem, ryster jeg grenene nænsomt, så de modne blommer, jeg havde overset, falder af.

I år har jeg dog ikke plads i fryseren, den er fyldt med rejer, is og bønner, så opgaven har været at fremstille syltetøj og chutney/relish af blommerne.

Udstening af blommer

Inden man går i gang med at kokkerere skal blommerne udstenes, og de dårlige sorteres fra.

Udstenede blommer
De udstenede blommer

Det tager nu ikke så lang tid, og slet ikke med modne blommer.

Det er også en afslappende og hyggelig beskæftigelse, som er god til at stresse af med efter en dag på arbejdet.

Jeg bruger en lille urtekniv og lægger et snit ned igennem den ene side og vipper derefter stenen ud.

To slags syltetøj og relish

To slags syltetøj blev det til samt en blommerelish.

Det ene slags syltetøj er med Victoriablommer og 33% brombær, jeg havde også lige nogle modne brombær, der også skulle bruges.

Færdigtkogt blommesyltetøj
Færdigtkogt blommesyltetøj

Mens det andet syltetøj kun indeholder blommer. Til relish bruger jeg foruden blommer, også æbler og løg.

Blommeæblegrød kan du også koge, det er herligt til en trifli, opskriften kan du se her.

Husfotografen har fundet sin favorit, vi prøvesmagte fra de to små glas, og hvor han bedst kunne lide det med ren blomme er jeg mere til den, hvor der også indgår brombær.

Smag og behag er bare forskelligt.

Lavt sukkerindhold fremhæver frugtsmagen

Som altid går jeg efter et meget lavt sukkerindhold, det er der flere grunde til.

En af grundene er, at hvidt sukker ikke er godt for noget.

Jeg nægter at søde med alskens andre sødemidler, kunstige eller ej, her kan fx nævnes Stevia og Aspartam, som kroppen i hvert fald slet ikke kender.

Så jeg skærer bare voldsomt ned på sukkermængden, og bruger også vanilje, som giver en naturlig sød smag.

Den anden grund er, at mindre sukker fremhæver frugtsmagen, jeg bruger omkring 20% i sukkerindhold for syltetøj og mindre end 10% på relish.

Du vil blive overrasket over, hvor intens frugtsmagen bliver med mindre sukker.

Ikke overraskende er det sådan at jo mere moden frugt du anvender, desto mere kan du skære ned på sukkermængden.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Sådan gør du: Blomme/brombærsyltetøj

Victoriablommer og brombær med sukker og vanilje
Victoriablommer og brombær med sukker og vanilje

Ingredienser:

  • 350 g udstenede Victoriablommer
  • 115 g brombær
  • 80 g sukker
  • en halv vaniljestang flækkes og kornene skrabes ud
  • 1/4 tsk stødt vanilje
  • To spsk vand

Koges ca. 40 minutter ved svag varme uden låg, jeg omrører jævnligt, hvorefter syltetøjet kommes på skoldede, cognacskyllede glas og lukkes med skoldede, cognacskyllede låg.

Sådan gør du: Blommesyltetøj

Ingredienser:

  • 800 g udstenede Victoriablommer
  • 120 g sukker
  • En hel vaniljestang flækkes og kornene skrabes ud
  • 1/2 tsk stødt vanilje
  • Fire spsk vand

Koges ca. 40 minutter ved svag varme uden låg, jeg omrører med jævne mellemrum. Hæld syltetøjet på skoldede, cognacskyllede glas og lukkes med skoldede, cognacskyllede låg.

Sådan gør du: Relish af blommer

Blommerelish smager godt til masser af retter, vegetarisk som retter, hvor der indgår kød.

Husfotografen putter det også oven på en rugbrødsmad med kødpålæg.

Jeg har kun anvendt ganske lidt eddike, da jeg ellers syntes at eddikesmagen bliver for gennemtrængende.

Gryde med æbler, blommer, løg og salvie
Gryden med blommer, æbler, løg og salvie

Ligeledes kan der også bruges ingefær, chili og hvidløg ved fremstillingen, det har jeg dog ikke gjort i denne omgang.

Ingredienser:

  • 700 g udstenede Victoriablommer
  • 500 g æbler i både og med skræl
  • 350 g løg i skåret i ringe
  • 14 blade salvie
  • 120 g sukker
  • 2 spsk æblecidereddike
  • 1 dl vand
  • salt og peber efter smag

Koges ca. 50 minutter ved svag varme uden låg, jeg omrører med jævne mellemrum.

Hæld relishen på skoldede, cognacskyllede glas og luk med skoldede, cognacskyllede låg.

Gør Alfien glad – del indlægget om blommer……

Kender du nogle som er til syltetøj og relish med lavt sukkerindhold? Så del endelig.

Syltetøj med blommer og blomme-brombær
Syltetøj med blommer og syltetøj med blomme-brombær

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Have og Drivhus, Lavt sukkerindhold, Sund kost, Vegetarisk and tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published.