I dette indlæg kan du læse om min on going strikkekø.

Jeg har typisk gang i mere end et strikkeprojekt på samme tid, og det gør, at jeg prioriterer, hvad jeg strikker på og hvorfor.
Hvis du undrer dig over, hvorfor næsten alle billederne har en farverig baggrund, skyldes det at jeg sidder ude på terrassen og strikker. Der bliver derfor fotograferet on location, og baggrunden afgøres af den dug, der lægger på bordet den dag.
De 5 favorit årsager bag min strikkekø, kan du blive klogere på i det næste.
Hvorfor en strikkekø?
- Egnet strikketøj – ikke alt strikketøj egner sig til socialstrik. Strikketøj der er for kompliceret, passer bare ikke til sociale arrangementer. Rutinestrik derimod er en helt andet sag. Eksempler på rutinestrik er hos mig typisk ribkanter og/eller strikning af fingre. Du kan se mere her om egnet strikketøj til brug for socialstrik i indlægget: Socialstrik…
- Strikkelyst – hvad der også gerne sker er, at jeg bare ikke har lyst til at strikke på det særlige strikketøj lige den dag. Strikkekø eller ej. Det tænker jeg, de fleste ihærdige strikkere kender til.
- Deadlines – jeg skal have færdiggjort strikkeprojekterne, fordi blogindlægget skal ud, opskriften skal gøres tilgængelig for salg eller strikgaven til fødselaren skal gives i næste uge, og jeg skal også lige nå at hæfte enderne.
- Nedbringelse af UFO’er – når det altså skal være slut med alle de UFO’s. Det er ikke den årsag til min strikkekø, jeg er mest belastet af, indrømmer jeg gerne. Men det sker dog.
Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Sådan prioriterer jeg min strikkekø
Efter min ret lange strikkepause, har jeg prioriteret at få strikket juletræerne færdigt og selvfølgelig også lidt flere træer i andre farver.

Det jeg især mangler på træerne er at strikke stammerne på.
Jeg gør typisk det, når jeg strikker små emner, som mine juletræer jo er, at jeg strikker i trin. Men før jeg kan begynde på det, skal jeg have opskrifterne på plads.
Men når det er i orden, søger jeg at færdiggøre en proces ad gangen for alle juletræerne.
Der er noget metodisk og struktureret i den måde at arbejde på, som tiltaler mig voldsomt. Du kan se mere her i indlægget: Det kan du nå at strikke på en aften…
For de strikkede juletræer ser det nogenlunde sådan her ud:
- Jeg strikker selve træet, altså grenene, for alle modeller
- Dernæst hæfter jeg ender for alle modeller, så jeg ikke besværliggør den proces, når jeg skal strikke videre
- Nu strikker jeg stammerne på for alle modeller
- Så hæfter jeg igen ender på alle stammerne
- Skal træerne pyntes, starter jeg først med det, når alle strikkede træer er klar

Men der er selvfølgelig altid undtagelser fra reglen, de sker gerne hvis jeg liige må strikke et eller flere juletræer til i en anden farve eller jeg får en ny ide til et design.
I strikkende stund har jeg strikket 28 juletræer i 5 forskellige designs.
Stammernes farve
Farven på stammen skal passe sammen med farven, der er brugt til træets grene.
Ligeledes er det vigtigt, syntes jeg, at de forskellige træer passer sammen i farverne på kryds og tværs, hvis de strikkede juletræer skal hænge sammen. Det kan enten være på en guirlande, enkeltvis på trappeløbet eller på en tallerkenrække.
På billedet herunder kan du se de 7 juletræer, som jeg indtil videre har fået strikket stammer på.

Nu lader jeg mig ikke bremse af, at der nok ikke findes ret mange lyserøde eller lyseblå juletræer om nogen ude i naturen. Træernes grene og stammer strikkes derfor i de farver, jeg kan lide.
Kreativitet giver mange muligheder for farvevalg!
Da jeg fortsat er voldsomt til pastelfarver, er mange af de strikkede træer derfor i sådanne farver.
Men jeg har også strikket mørkegrønne og blodrøde juletræer i denne omgang. Det er jo fordi, at mørkegrøn og rød er traditionelle julefarver, så jeg afveg en kort stund fra pastelfarverne.

Ligeledes overvejer jeg, om jeg ikke også skal strikke et par sorte juletræer, jeg har allerede strikket nogle i hvid. Det får jeg at se.
Stammens farve kan godt drille
Her er jeg i gang med at finde en garnfarve til stammen. Men ak og ve, da jeg havde fået strikket stammen på, syntes jeg ikke farverne på grene og stamme passede sammen alligevel.

Så den gamle stamme skal pilles op, og der skal strikkes en ny stamme på.
Det tager lige omkring 5 minutter at strikke en stamme på et juletræ. Hvilket er en ringe pris at betale for at blive tilfreds med juletræets helhedsindtryk. Tilfreds er jeg nødt til at være, det skal se ud som jeg vil have det.
Det næste skal handle om, hvordan et nyt strikketøj kan få lov til at komme foran i strikkekøen.
Et nyt strikketøj kan ændre rækkefølgen i min strikkekø
Her i midtaugust gik jeg også i gang med at strikke et par fingerhandsker til en veninde. Så det nye strikketøj sprang over i strikkekøen, kan man sige.

Veninden har valgt farve og jeg har valgt mønstret til de strikkede fingerhandsker. Mønstret er igen, igen Berthine. Det er åbenbart det mønster, jeg er på for tiden, når jeg skal strikke handsker.
Du kan se mere om Berthinemønstret, og hvorfor det egner sig godt til de første par fingerhandsker i indlægget: Berthinemønstret…
Når jeg strikker til andre er det vigtigt at vide noget om fingerlængde, længde på håndryg, håndens bredde etc.
Al den intel har jeg fået fremsendt, og kunsten bliver så, at implementerer det i strikkeprocessen.

Hvad der mere hører til en strikkekø
Til en strikkekø, hører også udarbejdelse af opskrifter, hvis det er nyt strik.
Da mine opskrifter er tilgængelige på dansk og engelsk, er der således også et arbejde med at få gjort opskrifterne klar.
I denne omgang har jeg prioriteret at få gjort opskriften til juletræerne færdig, trods det faktum at jeg også mangler at færdiggøre opskrifterne til Barbies capes. Jeg er der næsten med opskriften, jeg mangler kun lidt billeder.
Ligeledes skal der tages billeder både til brug for bloggen, men selvfølgelig også til opskrifterne og SoMe.

Du kan se mere om, hvilke opskrifter der er til salg i strikkataloget: Strikkataloget
Det har du kunne læse om i indlægget: Strikkekø…
I dette indlæg har du kunne læse om mine 5 favorit årsager til at have en strikkekø.
Du har også kunne blive klogere på, hvorfor jeg gerne vil have, at de strikkede juletræer helst skal passe sammen farvemæssigt.
Endelig har jeg også skrevet lidt om, hvilke oplysninger du skal have indhentet, hvis du strikker fingerhandsker til andre.
Gør Alfien glad – del indlægget om en strikkekø…
Del endelig hvis du kender andre, der måske kunne have fordel af at etablere en strikkekø til deres igangværende strikkeprojekter.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!
Ligeledes kan du også følge Vintagealfien på Facebook og / eller Pinterest, i fald du gider det.




Jeg har også en indre strikkekø, som jævnligt omprioriteres. Ligenu især fordi jeg i foråret fik ondt i armen (gl. musearm) og ikke kunne strikke. Har gået til behandlinger og laver øvelser, og er så småt startet op igen med at strikke en smule på halstørklæder til hjemløse. Indimellem kan jeg så hækle, da det er en anden bevægelse, for jeg elsker at ha’ noget imellem hænderne og hygge mig med. 🙂