Advanced style – tøjstil for kvinder +50

En påklædningsstil som jeg de seneste år har fundet mere og mere interessant er advanced style.

Dette indlæg er langt og har derfor en indholdsfortegnelse, så du kan hoppe til de afsnit, du ønsker at læse.

Indholdsfortegnelse:

  1. #Advanced-style-er?
  2. #Stilarter-indenfor-Advanced-style
  3. #Hvilken-type-er-du?
  4. #Sådan-får-du-stilen
  5. #Turbans
  6. #3-tommelfingerregler-om-tøj
  7. #Klædeligt-tøj
  8. #Det-Alfien-bruger

Personlighed og Advanced style

Advanced style bæres typisk af kvinder over de 50 år, og her er gråt hår og rynker faktisk kun et ekstra plus.

Det er jo herligt, når man som jeg er velsignet med begge dele.

Hvorfor mon det er sådan, kan man spørge sig selv.

Svaret ligger i, at der skal personlighed til at bære tøj og accessories, såsom smykker, der ikke er stangvarer, hvilket er hvad advanced style er.

Her har modne kvinder noget helt andet at byde ind med, det som endnu ikke kan ses så tydeligt i et ungt ansigt med glat hud.

Livserfaring er optjent

Personlighed bliver kultiveret af din livserfaring.

Du har optjent den og den er tilstede i alle dine rynker, linjer og furer og viser et levet liv.

Rynker, linjer og furer er et adelsmærker
Alfien en decemberdag iført pelshue, 2019

Det gør, at du nu kan bære noget helt andet tøj og andre smykker end før og se fantastisk ud. Derfor markedsføres en bog om stilen også med ordene: Older and wiser.

Det er der selvfølgelige også andre grunde til, blandet andet har det grå guld penge og udgør i den vestlige verden et ret så stort segment.

Er advanced style opgør mod en ungdomsfikseret kultur eller?

Men det er også et lille opgør mod den ungdomsfikserede kultur, vi har og bidrager til et mere nuanceret billede af hvad mode er, og hvordan livet også kan være for kvinder som er +50 år.

Årsagen til at jeg skriver et lille opgør er, at mange af de modeller, som hitter indenfor advanced style, har en silhouet som en ung kvinde, det er ikke de mere generøse rent vægt-wise, der flashes ret tit.

Så indenfor denne stil hersker der altså også, hvad jeg vil kalde, kropsfacisme.

Der er et liv, efter du er fyldt 50!

Jeg tænkte over det forleden, da jeg var ude at gå en tur, og nåede frem til følgende konklusion.

For det første er det positivt, at kvinder ikke behøver at være usynlige efter de 50 år.

Dernæst viser modellerne, at sjælen ingen alder har, de er med andre ord unge af sind i en mere eller mindre ældet krop.

Bottom line er, at der er et liv efter de 50 år, hvilket mange kvinder stadig betvivler!

Stilarter indenfor Advanced style

Der er flere stilarter indenfor advanced style og de kan groft deles op i tre:

  • Det elegante. Her finder du designertøjet som er klassisk og dyrt, typisk indgår farverne sort, hvid og rød her
Bukser med svaj og en vintagedesigner overdel fra min svigermors veninde, februar 2021
  • Det farverige. Her er ren farveglæde, især pangfarver, men også fint afstemte farver som passer sammen og komplementerer hinanden i outfittet
  • Det specielle. Specielt design finder du her. Det kan være designertøj, der ikke ligner noget, man ser ret ofte. De store smykker – ægte som uægte og særligt udformede hatte, herunder turbans, og brillestel.
Close-up af vintage blomsterbrochen, Flattery 1968 fra Sarah Coventry, februar 2021

Jeg ved ikke med dig, men det glæder i hvert fald mit udklædningsgen meget.

Hvilken type er du?

Advanced style er endnu en af de midaldrende kvinders lyksaligheder. Spørgsmålet er om du har lyst og vil tage imod gaven?

Rød og sort er dramatiske farver og passer derfor godt til tøjstilen advanced style
De kinarøde handsker med påsat matchende pels, 2018

Jeg har leget lidt med stilen og har gjort mig forskellige observationer, som typisk fordeler sig i tre meget forskellige kategorier.

Kategori 1

Dem som føler sig provokeret af, at der findes disse farverige ældre kvinder, som tydeligvis nægter at gå i et med tapetet. Både mænd som kvinder findes i denne kategori.

Jeg var på Louisiana for et par år siden og her var der en kvinde på +70, som var gået all-in på advanced style. Hun var iklædt sort læder i form af  skindjakke og kort nederdel, havde store særlige smykker på, højhælede støvler og stålgråt hår.

Jeg var meget betaget af hende og syntes, at hun nok var den mest interessante klædte person, jeg havde set på det museum den dag.

Det var så ikke alle, der havde den mening.

Kategori 1 kommentarer

Jeg hørte lavmælte kommentarer fra andre kvinder som: Sådan kan man da ikke se ud/klæde sig og gammel er hun også, og så videre derudaf.

Interessant oplevelse, som nok mest handler om ens egen opfattelse af, hvordan det er at blive ældre. Herunder ikke mindst hvad man har lov til som en ældre kvinde. Ligger du i denne kategori, er det nok en god ide at kigge på din holdning til det at blive ældre.

Kategori 2

Dem som syntes, det er en flot stil.

De går allerede klædt mere eller mindre sådan og har måske gjort det i årevis.

I denne kategori er der også dem, som gerne vil gerne klæde sig på lignende måde selv. Men de er usikre, mangler modet og syntes ikke, de har looket til at bære sådan noget. Tilhører du de sidstnævnte, så vil du den dag, du har modet også føle, at du har looket.

Mange perlekæder på en rød kimono giver kontrast og passer ind i Advanced style
Perlekæder på en kinesisk vintagesilke-sag hjemtaget af min svigerfar tilbage i 1960’erne

Kategori 3

Dem som har fundet deres egen stil. De bruger måske lidt stilelementer fra den eller måske ikke, men de bliver ikke pikeret af stilen.

Hvordan får du stilen – Advanced style?

Har du mod på og lyst til at eksperimentere lidt med advanced style i påklædningen, kan du starte langsomt ud med at føje lidt mere til din daglige påklædning.

Kig efter følgende:

Accessories

Accessories – Se hvad du har i gemmerne, måske har du nogle smykker, ringe, brocher samt halskæder, der er lidt særlige, noget som ikke alle har. Uægte eller ægte spiller ingen rolle her.

Smykkeskrin fyldt med uægte vintagesmykker. Bemærk cocktailringen yderst til højre

Interesseret i at se vintage julesmykker og hvilke brands jeg særligt kan lide? Så kan du læse mere i indlægget: Vintage julesmykker…

Du kan også begynde med at bruge flere halskæder på en gang, gå med hat eller bruge fingerhandsker i en mindre afdæmpet farve end du plejer. Eller du kan pynte dine hatte og handsker med pels og smykker.

Strikkede fingerhandsker med lilla pelskant
De lilla fingerhandsker i Alexandrinemønstret pyntet med matchende lilla pels

Har du en særlig taske eller et par sko, som du måske har købt til festligt brug og har brugt tre gange på fem år? Så tag det i brug,

Døden er demokratisk, så du kan ikke tage det med dig alligevel

Tøj

Igen se hvad du har skabet, måske har du nogle særlige bukser, det kan fx være berberbukser eller måske med et stort svaj.

Sorte berberbukser med den hvide stramtsiddende overdel til, februar 2021

Tylnederdele og cardigans i andre farver end grå og sort er også godt. Bennetton har i øvrigt et godt udvalg af cardigans i alle regnbuens farver til en overkommelig pris.

Når DK åbner igen, så kan du gå lidt på jagt i den lokale genbrug eller second-hand shop. Her kan man tit finde tøj i et særligt design, som ikke er brugt videre meget.

Måske netop fordi det var for særligt for den, som købte det i sin tid.

Sidst men ikke mindst tag imod tøj fra dem, som er i gang med at rydde ud. Jeg har fået det mest fantastiske tøj fra min svigermor og nogle af hendes veninder. Jeg render i det til hverdag og har det på til festlige lejligheder.

At larme visuelt kræver tilvænning

Det tager lidt tid at vænne sig til at larme mere rent visuelt, regn med ca. 14 dage. Andre vil kigge på dig, og måske også kommentere dit outfit. Det er ligesom at gå med hat.

En blå hat i kosakstil

Den blå hat herunder har en høj puld, hvilket udover farven var den medvirkende årsag til, at jeg købte den for en tre år siden. Den høje puld gør, at det er muligt at have opsat hår og hat på samtidig.

En kongeblå pelshat er perfekt til Advanced style
En blå pelshat i rexkanin, hattens form illuderer en kosaks hat, 2019

Prøv outfittet af i det offentlige rum

Som du læste ovenover er det desværre ikke alle, heller ikke medsøstre, der syntes at midaldrende kvinder skal få alternative ideer, såsom fx at klæde sig som de har lyst til.

En god ide kan derfor være at prøve outfittet af i det offentlige rum. Her i disse Covid19-tider er det offentlige rum jo begrænset til parker og andre grønne områder. Men når det bliver andre tider igen, så afprøv cafeer, museer etc.

Vælg steder hvor andre ikke kender dig. På den måde kan du også bedre fornemme, hvordan stilen føles og endelig skal der alt andet lige mere til at sige noget negativt direkte til fremmede end til nogen man kender.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

Advanced style – Turbans

Jeg er fascineret af turbans, det være sig strikket eller bare bundet af et tørklæde.

Et silketørklæde 2,5 m langt i en af mine absolutte yndlingsfarver, nemlig turkis, er her brugt til turbanen. Håret har jeg bare bunket op på hovedet og lige samlet med en elastik og et par spænder, så det ikke stritter for meget i alle retninger.
Tørklædets ender lader jeg hænge løst, det giver et fint og let udtryk kombineret med at håret ikke er fuldstændigt tildækket.

Advanced style i form af en orientalsk inspireret stil med turban og vintagesmykker
Orientalsk stil – Tusinde og en nats eventyr, april 2018

Orientalsk stil

Jeg er gået efter en orientalsk inspireret stil. Hårspændet i midten, Carnival pearls smykkerne samt den grønne kjole med påsat udsmykning giver en illusion om et Tusinde og en nats eventyr.

Hvem har ikke læst den bog som barn eller set Disneys Aladdin?

Make-up-wise er jeg på less is more, jeg er mest til noget, der er nemt på den front. Du kan læse mere her om min minimalistiske holdning til make-up:Make-up: Less is more

Favorit perler – Carnival pearls

Mine favorit perler indenfor vintagesmykker er den slags, som kaldes for carnival pearls.

Min farmor havde sådan en halskæde og jeg kan huske, at jeg kaldte dem for olieperler. Det var fordi olie ser sådan ud, når det er spildt på asfalt og solen rammer dråberne.

Carnival pearls på pels
Carnival pearls på et underlag af chartreusefarvet pels

Jeg har efterhånden en hel kollektion af disse perler. Små og store klipsøreringe, brocher og en del perlekæder. Kæderne har perler i forskellige længder og former samt med og uden forløb.

Desværre tabte jeg min favoritkæde for nogle år siden på vej til arbejde. Men heldigvis var en medcyklist så venlig at gøre mig opmærksom på, at perlekæden hang på den ene pedal. Jeg fik samlet de fleste af perlerne op, men mangler fortsat at få dem trukket på en ny snor.

En strikket turban passer perfekt til advanced style

Brugen af en strikket turban rammer lige ned i stilen advanced style
Den røde turban med matchende strikhandsker og røde perlekæder, marts 2018

Strikkede turbans er jeg også ret vilde med. Håret er her helt gemt væk under turbanen. Det gør, at den egner sig godt til en dårlig hårdag, skulle man have sådan en.

Jeg har endvidere pyntet den med pels i en kontrastfarve og vintagesmykker for et maksimalt udtryk. Ligeledes har jeg strikket fingerhandsker til i samme farve og mønster og pyntet dem med to ens brocher samt pels.

Det er i øvrigt et godt tip at bruge samme farve pels til at binde forskellige accessories sammen med.

Det kigger jeg efter, når jeg erhverver nyt tøj

Nu køber jeg stort set ikke meget tøj mere, som er helt nyt. Så jeg bevæger mig mest der, hvor der er salg af second-hand varer.

Ligeledes får jeg også meget tøj forærende, som andre ikke kan passe mere eller ikke gider at bruge længere. Derfor giver jeg også selv meget tøj væk til andre, som jeg af den ene eller anden grund ikke bruger.

Tommelfingerregel nr 1

Kan jeg passe det og falder det i min smag, kan jeg som udgangspunkt også bruge det, er min første tommelfingerregel.

Der kan være tøj, som ved første øjekast falder i den kategori, som min søn så diplomatisk kalder for ungt!

Dvs. korte nederdele og kjole, blondetoppe, ærmeløse toppe osv.

Her handler det om, hvordan du bruger det tøj, herunder hvad du sætter det sammen med.

Sorte blonder i lag på min sølvbryllupsdag, 2018

Ærmeløse toppe og mormorarme

Taler vi ærmeløse toppe, hvor mange midaldrende kvinders bekymring er mormorarme, så er der tre muligheder.

Du kan vælge at:

  • Være ligeglad, fordi hvem lægger egentligt mærke til det udover dig selv?
  • Dække armene til. Enten ved at have en cardigan eller et sjal udover toppen eller at have noget indenunder.
  • Gøre noget ved det. Du kan træne lidt eller meget og spise bedre. Endelig kan du få fjernet for meget løs hud kirurgisk.

Selv gør jeg lidt af hvert, afhængig af hvad jeg har lyst til, dog holder jeg mig meget langt væk fra plastikkirurgi, fordi det er et irreversibelt indgreb.

Korte nederdele og kjoler

Er det korte nederdele, over knæet, bruger jeg strømpebukser til. Jeg er mest til tykke strømpebukser af uld og så flade sko eller langskaftede støvler med lav hæl.

En afkortet ternet vintage Burberrynederdel, februar, 2021

De korte kjoler bruger jeg til bukser med svaj. På den måde bliver en for kort kjole forvandlet til en buksedragts overdel.

Tommelfingerregel nr. 2

Tøjet skal sidde ordentligt er min tommelfingerregel nr. 2. Det må for alt i himlens skyld ikke være for stramt, hvis jeg skal have det på.

For det første tåler jeg ikke noget der snærer, strammer eller på anden måde ikke er behageligt at have på.

Dernæst er det også en fordel at kunne have en tynd bluse på inden under en ærmeløs kjole, så tøjet kan bruges mere. Sidder tøjet for stramt afskæres jeg fra den mulighed.

Tommelfingerregel nr. 3

Min sidste tommelfingerregel jeg har er, at tøjet skal passe til det udtryk, jeg vil have og den opfattelse jeg har af mig selv.

Jeg går efter lange linjer og ligner jeg en fladmast champignon, fordi snittet er forkert til min krops proportioner, ja så kommer det bare ikke med hjem.

Ønsker du tøj, der sidder bedre og klæder dig bedre?

Måden at få tøj der sidder bedre og dermed også er mere klædeligt, handler om at blive klogere på, hvad der klæder en.

Det er samspillet imellem din krops proportioner og tøjets snit, som er den afgørende faktor

Du kan fx tage en god veninde med ud at shoppe. Vælg en veninde, som vil dig det bedste, og som har forstand på at klæde sig. Om hun har din stil eller ej er ikke interessant, fordi ved hun noget om tøj, så kan hun sagtens se, hvad der klæder dig bedst af det tøj, du prøver.

Der er også bøger om emnet, der er kurser man kan komme på, og i mange tøjbutikker er personalet også uddannet til at vejlede deres kunder om netop det.

Er du til vintagetøj kender du måske Stylistuniverset, som min næsten nabo, Pia, har? Butikken sælger udover vintagetøj, også repro og Pia ved, som uddannet stylist, noget om netop snit og kroppens proportioner.

De dele af advanced style jeg bruger

Jeg er ikke all-in på stilen, men plukker det ud, som jeg syntes er flot og som klæder mig.

Det handler også om humør og energiniveau, så nogle gange er jeg derfor mere avanceret påklædt end andre.

Blå hæklet vintagetaske og vintage cocktailring fra 60’erne samt strikhandsker i Isabellemønstret

Tøjet

Tøjet skal kunne bruges og helst også i hverdagen.

Hverdage er der flest af i et menneskeliv, og for mig er det lige sådan. Her er tricket at kunne tone tøjet op og ned, så det bliver brugt.

Til festlige lejligheder hvor det forventes, at gæsterne har gjort lidt ud af påklædningen, der forholder det sig lidt anderledes og man kan sprælle lidt mere på tøjfronten.

Det var i øvrigt også ved en sådan festlig lejlighed, jeg fik følgende kommentar af en mand:

Du har nok klædt dig ud, hva!!!!!

Typisk kategori 1 kommentar og selv syntes jeg nu ikke, at jeg var særligt udklædt.

Vi taler om en tyl-nederdel og en cardigan – naturligvis farvekoordineret. Endvidere havde jeg faktisk været iklædt det samme outfit på arbejdet ugen før uden at modtage nogle kommentarer.

Så venter jeg i øvrigt stadig på en lejlighed til at bære det helt store skrud af en kjole, som jeg fik foræret sidste forår.

Det kræver et bryllup eller anden lignende stor fest at få brugt den kjole. Hellang og midnatsblå er den, med perlebesætning og stofbetrukne knapper.

Accessories

Smykker og andre accessories såsom hatte, handsker og tasker forholder det sig helt anderledes med, fordi de er langt nemmere at bruge i hverdagen. Så alt smykkevæsen, tasker, huer og hvad der ellers er, bruger jeg hele tiden.

et eksempel på brug af advanced style med de store vintagesmykker.
Hvid uldhue fra 60’erne og vintagesmykker i form af perlekæde, øreringe og broche, februar 2021

Coronafest med advanced style mod fest-abstinenser

Under den seneste lock-down har jeg også afholdt Coronafest alene i dagtimerne et par gange for at imødegå de værste fest-abstinenser.

Fint klædt på med tøj og smykker sad jeg der alene.

Det er ikke helt det samme, skulle jeg hilse og sige. Sådan en tørfest minder faktisk en del om tørstrikning.

Men påklædningsdelen, det at hygge sig med at vælge tøjet osv. ud, det levede fuldt op til mine forventninger.

Interesseret i at vide mere om advanced style?

Er du interesseret i at vide mere om advanced style, kan du kigge ind på bloggen af samme navn.

Gør Alfien glad og del indlægget om advanced style

Kunne du lide det, du læste?

Så gør Alfien om muligt endnu gladere og del blogindlægget “Advanced style – tøjstil for kvinder +50” med andre og/eller efterlad en kommentar i kommentarfeltet.

Corona-hår i februar 2021

Ligeledes kan du også følge VintagealfienFacebook, Instagram, Bloglovin samt Pinterest, i fald du gider det.

Eller du kan blive nyhedsbrevsmodtager, ved at udfylde opskrivningsfeltet underneden.

Subscribe til Alfiens nyhedsbrev!

About Alfien

Alfien, alter ego samt nickname hjemme som i cyberspace, står bag bloggen Vintagealfien. Her blogger jeg omkring alt det, jeg er passioneret omkring. Emner er især strik, vintagestil, DIY samt helse.
This entry was posted in Advanced Style, Fingerhandsker, Langt hår, personlig stil, Vintagesmykker and tagged , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Advanced style – tøjstil for kvinder +50

  1. Sanne says:

    Advanced Style er en fed modpol til alt det unge og mainstream. Jeg har jo fundet min stil i 50’erne og elsker at få komplimenter fra fremmede i min høje alder. Men du har ret, det kræver mod at være anderledes og især i vores alder, hvor det førhen var meget almindeligt at man skulle gå i et med tapetet og blive grå over det hele. Rigtig go’ dag. 🙂

    • Alfien says:

      Ja, jeg syntes Advanced style er rigtig interessant, og jeg plukker det ud, jeg syntes passer til mig. Det er også en af de fordele, der er ved at være blevet ældre, det er blevet meget nemmere at sige nej!
      Din stil er meget flot og gennemført, må jeg sige. Jeg linker lige til din IG-profil, så er du nem at finde.

      Dbh. Birgitte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *